Tradition og forandring

Midten af det sidste årtusinde før vor tidsregning er en brydningstid mellem to tidsaldre, mellem to livsformer. Her klinger den sene bronzealder ud og den tidlige jernalder begynder.

Traditionen fra bronzealderen understreges af en række offerhandlinger og begravelsesritualer, som fortsætter uændret i jernalderens begyndelse. Derfor er det fristende at gå ud fra, at meget andet i samfundet ligeledes forblev uændret. Men det har langtfra været tilfældet. Tværtimod. Det daglige liv, som det kommer til udtryk gennem bopladserne, viser et helt andet billede.

Bronzealderens store langhuse findes ikke mere. Det store hus er opløst i en række mindre, slægten i familier. Kvæget er kommet på stald i de enkelte gårde i stedet for at gå ude som en del af slægtens store hjord. Gårdene er blevet samlet i små landsbyfællesskaber, hvis jord dyrkes i et sindrigt system af små agre, adskilt med lave, brede digevolde af jord.

Vi ser kimen til en ny og langt mere arbejdskrævende livsform aftegne sig her ved jernalderens begyndelse. Kvæg på stald betød ikke blot fodring, malkning og vanding, men også udmugning og ikke mindst indsamling af vinterfoder. Den dyrkede jord krævede gødning, som blev indsamlet i staldene. Så vigtig har den været, at behovet for gødning måske var en væsentlig årsag til staldbrugets indførelse. Livet i de ældste landsbyer var præget af, at alle tog del i produktionen. Hver enkelt gård, hvert enkelt hushold, havde nok at se til i det daglige.

Selv om nogle gårde var lidt større end andre og havde plads til lidt mere kvæg, søgte slægten og familien ikke at demonstrere en særstilling gennem begravelsesritualerne. Måske har de mest ansete i landsbyen fået en lidt større høj eller „tue” over deres gravurne, måske har bålet været lidt større og gravøllet lidt bedre, men deres døde har alligevel ikke fået andre gravgaver end de enkle, funktionelle dragtnåle og bæltespænder. Her er intet af tidligere og senere tiders rige og prangende gravgaver, intet til at understrege forskelle i livet og døden; tværtimod er det ligheden, der fremhæves, ensartetheden der betones.

Det sparsomme gravudstyr gør arkæologisk denne ældste del af jernalderen til en fattig periode. Men gravene vidner ikke nødvendigvis om et fattigt samfund. Tværtimod kan de vise det modsatte af virkeligheden: et samfund uden anvendelse af statussymboler, hvor den fælles identitet var stærkere end den individuelle.

Traditionen fra bronzealderens slutning ses ikke blot i begravelsesritualer som ligbrænding, gravgaver (eller mangel på samme) og anlæg i eller ved ældre høje, men også i offerhandlingerne, der stadig omfatter bronzeringe nedlagt i moserne.

Man kan undre sig over, at offerfundene fra et tidsrum, der bærer navnet jernalder, udelukkende består af bronze. Jernet var et råstof, der i modsætning til bronzens bestanddele af kobber og tin kunne udvindes lokalt. Det lå som myremalm i de hjemlige moser, og fremstillingen var først og fremmest resultat af en bestemt teknik og en konkret lokal arbejdsindsats. Bronzen repræsenterede derimod en symbolsk kontakt til det fremmede. Den kunne ikke fremstilles herhjemme, men måtte skaffes gennem fjerne forbindelser, der rakte langt ned i Centraleuropa. Men her i jernalderens første århundreder var bronzetilførslerne næsten hørt op.

Jernet overtog bronzens plads som det vigtigste metal; men tilførslen var ikke afhængig af det samme vidt forgrenede net af forbindelseslinier som det, der havde været bronzetilførslernes særpræg og forudsætning. Jernet kunne kun erstatte bronzen som metal, ikke som symbol. Og det er netop bronzens symbolske betydning, der demonstreres gennem ofringerne. I mangel af andet har bronzeringene repræsenteret det eneste af fremmed oprindelse og det, man gennem århundreder havde forbundet med de rituelle handlinger.

Fødsel og død, pubertet og bryllup, såning og høst er nogle af de sociale begivenheder, der normalt vil være omgivet med en række ritualer, ligesom forfædrekult og gudedyrkelse. Det kan være sange, processioner, særlige måltider, gaver osv. Væsentligst er det, at ritualerne fra gang til gang er ens – eller i det mindste huskes som ens. Dermed skaber de kontinuitet og identitet for det enkelte menneske og for samfundet. En del af disse ritualer kan påvises ved hjælp af arkæologiske fund, men de gengiver ikke dagligdagen og dens vilkår på samme direkte måde som landsbyerne og gårdene med deres væld af informationer om landsbyorganisation, produktions- og ejendomsforhold og meget andet.

Sammenholdes de mangeartede arkæologiske vidnesbyrd fra den ældste jernalder, tidsrummet mellem 500 og 200 f.Kr., tegner billedet sig af et samfund, hvis enkelte medlemmer i livet som i døden havde ret ensartede betingelser.

For første gang møder vi landsbyfællesskabet, ligesom det er første gang, de døde gravlægges på store gravpladser. Fællesskabet og enheden var af vital betydning for de generationer, der levede i brydningen mellem det slægtskabsorgani-serede bronzealdersamfund og jernalderens familie- og lands-byorganiserede samfund. Ritualerne og traditionerne fra den sene bronzealder udgjorde på deres side den åndelige ankerkæde, der forhindrede, at verden gik af lave i en tid, hvor en dybtgående ændring og omformning af det daglige liv fandt sted.