Guldringe fra Gudme på Sydøstfyn, bøjet sammen til et lille knippe. Samlet guldvægt: næsten et halvt kilo. Sådanne guldgenstande forekommer ofte i jord- og mosefund fra 400-og 500-tallet. Naturvidenskabelige undersøgelser har bekræftet skriftlige beretninger om, at Solen ikke skinnede i året 536; en atmosfærisk støvsky, velsagtens fra vulkanudbrud, dækkede himlen igennem et helt år. For Skandinaviens vedkommende indebar det en af de koldeste somre i 1500 år. Kulde og ingen sol betyder misvækst og dermed hungersnød. Måske det var i et fortvivlet forsøg på at formilde højere magter, at folkevandringstidens mennesker ofrede deres guldrigdomme ved at lægge dem i jorden?

.

Jernalderlandsbyens udvikling i Jylland. Øverst Grøntoft fra 2. årh. f.Kr., efterfulgt af den lidt yngre landsby fra Hodde, der hører til i det 1. årh. f.Kr. Den sidste landsby er Vorbasse, som den fremtrådte omkring år 500 e.Kr. Det bebyggede område dækker henholdsvis 2700 m2, 15.000 m2 og 135.000 m2. Bemærk hegnenes placering, først omkring de spredtliggende gårde ved Grøntoft, dernæst om den store landsby ved Hodde, hvor der også findes individuelle hegn om nogle af gårdene, og endelig Vorbasse, hvor fælleshegnet helt er forsvundet.

.

Hermed er vi fremme ved selve historien om Danmarks tilblivelse. Vi skal følge nogle af de sociale, politiske og økonomiske forandringer, som det danske samfund gennemløb fra århundrederne for vor tidsregning og frem til vikingetidens spæde start omkring 700 e.Kr. To forhold er centrale – det ene af økonomisk art, det andet af militær.

Økonomisk set fik fremkomsten af staldbruget ved jernalderens begyndelse vidtrækkende konsekvenser for udviklingen af privat ejendomsret til produktionen og siden til privat brugsret – eller adkomst – til jorden. Vi kan følge forandringen i landsbysamfundet fra det økonomiske og organisatoriske fællesskab i de ældste landsbyer til dannelsen af større gårdenheder med selvstændig produktion og en arbejdsstyrke af besiddelsesløse trælle i de yngste.

Samtidig sker der en udvikling i den militære organisation og i den politiske ledelse. Den militære ledelsesfunktion bliver gjort permanent i løbet af jernalderen, og stormænd etablerer et følge eller en hird. Hirden består af en gruppe bevæbnede mænd, der kæmper for deres leder – ikke nødvendigvis fordi de tilhører hans slægt eller hus, men fordi de gennem troskabsed og mod underhold i hans gård og andel i krigertogtets bytte har knyttet sig til ham. Hirden eller følget repræsenterer således det første skridt på vejen bort fra slægten og familien som det sociale og økonomiske eksistensgrundlag.

Vi kan samtidig følge ændringen i den militære organisation, fra den tidlige jernalders bevæbnede grupper af „bondekrigere” til senere tiders specialiserede hærenheder på flere hundrede mand, hvor der fandtes et militært kommandohierarki. Forbilledet må søges i de romerske hære, som germanerne var fortrolige med, både fra de stadige kampe mod romerne og, måske nok så meget, gennem det store kontingent af germanere, der som soldater og officerer gennem flere århundreder var indrulleret i den romerske hær. Her lærte man at kæmpe for betaling (sold), man lærte kampteknik, disciplin og kommandomæssig opbygning – alt sammen ting, der lod sig overføre og anvende i et hjemligt miljø.

I løbet af jernalderen udskilles der således en økonomisk og militær elite, som i begyndelsen markerer og legitimerer sin særstilling ved besiddelsen af importerede romerske luksusvarer. For at tilhøre eliten måtte man råde over sådanne prestigevarer, og kun eliten havde kontrol med deres tilførsel fra Romerriget. De indgik som en vigtig del af de rituelle handlinger, idet de bl.a. blev anvendt som gravgaver for at understrege den afdødes families særlige position og formåen.

Da den nye sociale opdeling efter nogle generationer var etableret som en fast del af verdensordenen, blev denne form for ritualer imidlertid overflødige, og man ofrede ikke længere til de afdøde, men til guderne, for det var dem, der tog hånd om den eksisterende sociale orden. Heltesagn, oprindelses-myter og familiekrøniker var med til at befæste krigeraristokratiets ideologiske særstilling og lægge fundamentet for den spirende kongemagt.

Det er denne udvikling, der kommer til udtryk i det arkæologiske materiale, og som skal beskrives i dette bind af Danmarkshistorien.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Krigeraristokrati og kongemagt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig