Ægteskab og alliancer

På Bendstrup Mark i Sønderhald herred på Djursland blev der i 1869 gjort et særpræget fund. Det bestod af to bøjlenåle af sølv med guldbelægning, fire støbte løvefødder med vinger, en bronze„manchet”, tre små bronzeplader, en stor ravperle og fire forsteninger: to muslinger og to ammonitskaller. Det var et gravfund fra en høj, og det blev fundet under en dynge store sten sammen med en del lerkar.

Gravgaverne er helt usædvanlige, og der er tilsyneladende intet ved dette fund, der svarer til, hvad man ellers træffer i gravene, hverken i Østjylland eller den øvrige del af landet.

De to ens sølvfibler, der på bøjlen har det fineste lille dyrehoved med en snoet guldtråd om panden, er ikke danske. Deres nærmeste slægtninge findes i området mellem Adriaterhavet og Bøhmen, med tyngdepunktet syd for den romerske Donaugrænse.

Bronzerne er romerske, men af en type som ikke kendes i Germanien. Manchetten, løvefødderne og bronzepladerne er sammenhørende dele af et græsk influeret romersk vinkrater (vinkar) fra begyndelsen af det første århundrede e.Kr., fremstillet på et værksted i det centrale Italien. Manchetten har været bindeleddet mellem skål og sokkel, og løvefødderne med de tre (oprindelig fire) runde standbaser har båret hele opsatsen. Krateret har været så stort, at det kunne rumme vin nok til et større gilde.

Disse vinkratere er overordentlig sjældne, og der kendes ingen andre uden for Italien. Om det var helt, da det blev fundet i 1869, er uvist, men selve den store skål, krateret, må have været til stede. De to tjenestedrenge, der gjorde fundet i forbindelse med bortgravning af jord fra højen, gav det en hårdhændet behandling. Flere ting, heriblandt overdelen til det store vinkar, er forsvundet, lerkarrene knust og en større jerngenstand, der var rustet fast til bronzemanchetten, er brækket af og smidt bort.

Vi ved derfor ikke, hvad graven oprindelig rummede. Både bøjlenålene og bronzerne er fremmede her i Norden, og det er, mærkeligt nok, de to forstenede ammonitskaller også. De er fra kridtaflejringer i Mecklenburg, Holsten eller egnene omkring Teutoburg sydvest for Hannover.

Selv om ravperlen, det lille stykke uforarbejdede rav, som engang hørte til fundet, de to forstenede muslinger og vel den jernkniv, hvis rustspor stadig sidder på bronzemanchetten, er karakteristiske lokale gravgaver, så er der ikke meget, der umiddelbart knytter denne grav sammen med den egn, hvor den er fundet.

Og dog! Bendstrupgraven kommer til at stå i et forunderligt perspektiv, når man opdager, at dens smukke fibler igennem et helt århundrede – og altså i flere generationer – blev efterlignet i det selv samme område syd for Randers.

Ydermere hører disse sjældne fibler til i et fast lokalt gravudstyr, der skiller sig ud fra de store gravpladsers monotone inventar, og som er fælles for en lille eksklusiv gruppe af kvindegrave. Det består af en række småting, som ved første øjekast ser helt betydningsløse ud, f.eks. nogle små glasperler, en stor ravperle, en s-formet hægte til et hængesmykke og forskellige amuletter i form af forstenede muslinger, søpindsvin eller vættelys. Intet repræsenterer nogen videre værdi, men den forbløffende overensstemmelse mellem indholdet i disse grave vidner om, at det var kvinder fra en af de ledende slægter, som igennem flere generationer ønskede at vise deres tilknytning til den gravlagte på Bendstrup Mark. Gennem Bendstrupgravens to fremmedartede sølvfibler kan vi følge, hvordan en bestemt gravskik opstod og forblev intakt inden for lokalområdet gennem mere end hundrede år.

Gravskikkens ensartede præg, de beskedne gravgaver og tendensen til at fremhæve det kvindelige gennem smykkeud-styret, er ikke begrænset til Djursland, men genfindes i hele det nordlige og nordøstlige Jylland. Den romerske import og andre iøjnefaldende rigdomstegn er sjældne; fundene fra Bendstrup på Djursland og Byrsted i Himmerland er undtagelser. Overalt giver gravfundene indtryk af stabile, ensartede landsbysamfund, og denne opfattelse stemmer godt overens med billedet af de mange landsbyer og bopladser fra ældre romertid. Det tydeligste eksempel er byhøjene i Thy, der lå det samme sted igennem 300-400 år.

På Øerne er der derimod ikke mulighed for at sammenligne bopladser og gravfund, når billedet af samfundets sociale liv skal tegnes. Her er vi alene henvist til gravfundene. Gravskikken er langt mere varieret end i Jylland, store gravpladser er undtagelsen, og importen vidner om rigdom og kontakt til den romerske verden.

En lille gruppe kvinder og nogle enkelte våbenløse mænd har fået en begravelse, der langt overgår alle andres. Det er grave som de, der er fundet ved Hoby og Juellinge (i alt fire) på Lolland og ved Blidegn, Espe, Nørre Broby og flere andre steder på Fyn. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at denne lille gruppe påfaldende rige kvinder havde de samme småting med sig som deres mindre veludstyrede medsøstre i Østjylland – dog med undtagelse af de karakteristiske bøjlenåle med dyrehoved. Det omtalte smykkesæt findes kun i de rige grave f.eks. fra Espe, Fauerskov og Juellinge, og det er også kun her, vi ser de forskellige former for amuletter og forsteninger. Almindeligt var det altså ingenlunde.

Der er med andre ord en forbløffende lighed mellem de fornemme fyrstegrave på Øerne og de mere simpelt udstyrede i Østjylland. Hvad kan vi slutte af det? Det er lettere at forstå, at kostbare romerske produkter kan spredes over store afstande og findes i særlig rige grave, end det er at fatte, hvordan en skik, der er knyttet til forholdsvis værdiløse småting, kan spredes på samme måde, eftersom de næppe er udtryk for hverken politiske gaver eller handelstransaktioner. Det er ting, der har været den enkelte kvindes personlige udstyr, og som sikkert har fulgt hende gennem livet – også selv om hun giftede sig ind i andre slægter. Vi må derfor se overensstemmelserne mellem disse grave som vidnesbyrd om ægteskabs-alliancer mellem de ledende slægter i Danmark og Nordtyskland.

Det her beskrevne mønster ser ud til at være det samme over hele Danmark, blot med den forskel, at i Østdanmark havde man adgang til romerske luksusvarer. Herigennem demon-strede man ikke blot afstand til andre, men også en fælles aristokratisk identitet, baseret på kendskabet til romersk livsstil.