Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

I periferien af et imperium

Oprindelig forfatter LHed

Man kan undre sig over, at den politiske udvikling tog så forskellig retning i de forskellige dele af landet: mod sydvest koncentreret om et aristokrati af krigere og ældste, mod øst om stormænd med hang til romersk livsstil og romerske vaner, og mod nord med et bondesamfund, der i overvejende grad demonstrerede lighed og fællesskab.

Forklaringen skal ikke blot søges i samtiden, idet udviklingen har rødder, der går tilbage til århundrederne før vor tidsregning. Allerede dengang sporedes konturerne til de regionale særpræg. Men det var samtidens påvirkninger, der hele tiden blev den udløsende og omformende faktor.

I det første århundrede efter vor tidsregning kom Norden for første gang i direkte kontakt med en stormagt, Det romerske Imperium. Danmark var en del af det germanske stammeområde og tilhørte som sådan den romerske interessesfære. Kontakten var direkte, mennesker herfra rejste til grænseområderne, enten som krigere eller handlende eller begge dele. Germanerne kæmpede mod romerne langs grænsen eller handlede med dem, og sønner af fornemme germanske høvdinge kunne optages i den romerske hær, få militærtræning og endog opnå officersrang og statsborgerskab. Den personlige kontakt og kendskabet til en livsstil – og ikke mindst et militærvæsen – der var så forskelligt fra det traditionelle germanske, kunne ikke undgå at sætte dybe spor i den hjemlige udvikling.

Annonce

 Det romerske Rige i tiden fra 1. årh. f.Kr. til 3. årh. e.Kr. Da den romerske grænse i begyndelsen af 1. årh. e.Kr. for en stund blev skudt frem til Elben, stod de romerske hære pludselig nær Jyllands rod. De frembød en meget konkret trussel for de stammer, der levede her, og det er også i lyset af denne udvikling, at vi skal se fremvæksten af et krigeraristokrati i Sydjylland.

Det romerske Rige i tiden fra 1. årh. f.Kr. til 3. årh. e.Kr. Da den romerske grænse i begyndelsen af 1. årh. e.Kr. for en stund blev skudt frem til Elben, stod de romerske hære pludselig nær Jyllands rod. De frembød en meget konkret trussel for de stammer, der levede her, og det er også i lyset af denne udvikling, at vi skal se fremvæksten af et krigeraristokrati i Sydjylland.

Europa var på denne tid delt i tre: Romerriget, grænseområderne mod nord, hovedsagelig det gamle keltiske område, og endelig det germanske bagland. Forholdene var imidlertid ikke fastlåste og ubevægelige. Det var ikke mindst den offensive romerske politik over for germanerne i de første to århundreder e.Kr., der kom til at præge udviklingen. Senere, efter Marcomannerkrigene i slutningen af det andet århundrede, skiftede den romerske politik i nogen grad karakter, fra det offensive til det defensive. Hermed kom de militære og politiske initiativer i højere grad i hænderne på de germanske stammer selv.

Selve Imperiets ekspansionsfase, der mod nord fandt sin foreløbige afslutning i de første årtier e.Kr. med etableringen af den romerske rigsgrænse langs Rhinen og Donau, gik ikke sporløst hen over de germanske stammeområder. Når den romerske ekspansion standsede her, var det resultat af en fejlslagen erobringspolitik og vel erkendelsen af, at omkostningerne ved at undertvinge og fastholde disse fjerne egne langt oversteg udbyttet. Men denne erkendelse havde kostet romerne dyrt.

Da den romerske hær og flåde under Tiberius' kommando i år 4 e.Kr. nåede frem til Elbmundingen efter at have besejret de derboende germanske stammer, betød det, at romerne havde underlagt sig området mellem Rhinen og Elben-Saale. Det nye og langt kortere grænseforløb, som denne erobring havde ført med sig, var utvivlsomt at foretrække for romerne frem for det lange, vinklede forløb langs Rhinen-Donau.

Men grænsen ville blive endnu kortere og dermed også mere sikker, hvis den blev skudt yderligere frem til et forløb langs Elben-Moldau. Samtidig ville det blive muligt for romerne at knuse det nye stærke stammeforbund, som omfattede store dele af det øst- og mellemgermanske område, og som var opstået omkring den marcomanniske, dvs. bøhmiske, kong Marbod.

Under Tiberius' ledelse var det hensigten at foretage en „knibtangsbevægelse” mod Bøhmen fra vest og syd. Denne militære operation var formodentlig lykkedes, hvis ikke Tiberius pludselig havde måttet forlade Bøhmen på grund af oprør blandt de pannoniske legioner længere mod øst.

 Del af Hildesheimfundet, der omfatter i alt omkring 60 skåle, bakker, kander, fade osv., alle af sølv, og som tilsammen udgjorde et romersk taffelservice til tre personer. Med en vægt på 54 kg er det et af de største og mest betydningsfulde fund af antikke sølvkar. Hildesheimfundet må have tilhørt en højtstående romersk officer – måske feltherren Varus selv – og det skulle i givet fald være blevet skjult i jorden i løbet af de tre dage, hvor kampene mod cheruskerhøvdingen Arminius og hans germanske stammefæller stod på – og af gode grunde aldrig hentet frem igen; Varus begik selvmord efter det ydmygende nederlag i slaget ved Teutoburg år 9 e.Kr.

Del af Hildesheimfundet, der omfatter i alt omkring 60 skåle, bakker, kander, fade osv., alle af sølv, og som tilsammen udgjorde et romersk taffelservice til tre personer. Med en vægt på 54 kg er det et af de største og mest betydningsfulde fund af antikke sølvkar. Hildesheimfundet må have tilhørt en højtstående romersk officer – måske feltherren Varus selv – og det skulle i givet fald være blevet skjult i jorden i løbet af de tre dage, hvor kampene mod cheruskerhøvdingen Arminius og hans germanske stammefæller stod på – og af gode grunde aldrig hentet frem igen; Varus begik selvmord efter det ydmygende nederlag i slaget ved Teutoburg år 9 e.Kr.

Resultatet blev, at Rom måtte opgive at gøre Bøhmen til en romersk provins. Derimod blev det nordvestgermanske område allerede opfattet som en provins, og den nyudnævnte statholder, Varus Quinctilius, optrådte i overensstemmelse hermed: I sommeren år 9 e.Kr. opholdt han sig langt inde i Øvregermanien, hvor han bl.a. dømte mellem germanerne på romersk retsgrundlag, byggede veje, befæstede nye lejre og opkrævede skatter.

Mens romerne betragtede området som overvundet og underlagt romersk kontrol, dannedes i hemmelighed et stammeforbund med det formål at slå den romerske hær tilbage og frigøre Øvregermanien fra romersk overhøjhed. Lederen af dette stammeforbund var cheruskerstammens høvding Arminius, der nylig var vendt tilbage til sin stamme fra den romerske hær, hvor han havde været højtstående befalingsmand.

I det historisk kendte slag ved Teutoburg lykkedes det den germanske hær at omringe og udslette det meste af Varus' feltarmé, der bestod af tre legioner foruden rytteriet og et antal hjælpetropper, i alt omkring 30.000 mand.

Lokaliteten Teutoburg har været en gåde. Bjergkæden Teutoburgerwald fik først sit navn i 1700-tallet. Men at slaget stod i cheruskernes stammeområde omkring og vest for floden Leine, har været anset for sandsynligt. Det var først, da tyske arkæologer sidst i 1980erne begyndte udgravningerne ved Kalkrieser Berg, øst for Teutoburgerwald nær Osnabrück i Niedersachsen, at det omsider må anses for opklaret, hvor Varus og hans tre legioner mødte deres skæbne.

Efter Varus' nederlag opgav Augustus at holde grænsen langs Elben, og efter år 16 ændredes den romerske politik fra militær til politisk intervention.

Når den romerske ekspansionspolitik i den grad slog fejl over for germanerne, er grunden sikkert den, at en krigsførelse efter romersk mønster ikke lod sig praktisere her. I Germanien var der ikke som i det keltiske Gallien større byer, som romerne kunne erobre og dermed svække samfundslivet, og hvorfra de siden hen kunne holde landet i skak. At svide landsbyer af gav ikke den samme gevinst for romerne og var ikke et uopretteligt tab for germanerne. Også hærens for-syningslinier gav problemer i et uvejsomt land, hvor bebyggelsen lå spredt, og hvor både naturforhold og vejrlig var dem inderligt imod.

 Gravsten over underofficeren Marcus Cælius Lembo. Denne gravsten er det eneste bevarede romerske monument, som indeholder en hentydning til katastrofen i Teutoburg. Inskriptionen lyder: „Til minde om Marcus Cælius Lembo, Titus' søn, centurion i 18. Legion, 53 år. Han faldt i Varusslaget. Hans ben skal nedlægges her. Hans broder Publius Cælius rejste denne mindesten.” På gravstenen ses en romersk officer, hvis bryst er smykket med udmærkelsestegn, panden med en krans af egeløv og som i hånden holder officerens værdighedstegn, vinstokken, som blev brugt til afstraffelse af soldaterne.

Gravsten over underofficeren Marcus Cælius Lembo. Denne gravsten er det eneste bevarede romerske monument, som indeholder en hentydning til katastrofen i Teutoburg. Inskriptionen lyder: „Til minde om Marcus Cælius Lembo, Titus' søn, centurion i 18. Legion, 53 år. Han faldt i Varusslaget. Hans ben skal nedlægges her. Hans broder Publius Cælius rejste denne mindesten.” På gravstenen ses en romersk officer, hvis bryst er smykket med udmærkelsestegn, panden med en krans af egeløv og som i hånden holder officerens værdighedstegn, vinstokken, som blev brugt til afstraffelse af soldaterne.

Efter år 9 så det en kort overgang ud til, at det germanske område skulle deles i to store stammeforbund – et nordvestgermansk og et sydøstgermansk. Selv om de af karakter var meget forskellige og af varighed meget begrænsede, kan de måske alligevel opfattes som eksponenter for en politisk udvikling, der blev sat i gang af den romerske ekspansionspolitik under Augustus, og som formodentlig prægede udviklingen i henholdsvis Vest- og Østgermanien i tiden frem til Marcomannerkrigene (161-180 e.Kr.).

Den væsentligste forskel mellem dem lå i lederskabets karakter og dermed i muligheden for kontrol over andre stammer. Mod vest kom ingen af de involverede stammer til at beherske hinanden, og ingen overordnet politisk ledelse fik permanent karakter. Mod øst var forholdene anderledes, idet lederskabet under den bøhmiske kong Marbod var uafhængig af perioder med krig.

Denne forskel mellem to delvis forskellige politiske systemer ses også arkæologisk i udbredelsen og indholdet af de rigt udstyrede germanske høvdingegrave. Mod nordvest er det ryttergrave – evt. våbengrave; mod øst og nordøst er det kvindegrave.

Positionen som rytter og kriger markeres således især i gravene mod nordvest langs Elben og mod sydvest ved Moldau, dvs. grænseområderne for den romerske ekspansionspolitik. Kvindegravene og mandsgravene uden våben findes derimod i de fjernereliggende – og fredeligere – nordøstlige dele af det germanske område. Grænsen mellem de to gik op gennem Danmark; Øerne hørte til den østlige, Jylland til den vestlige.

Gennem de militære lederes funktion mod vest får vi indtryk af samfund, hvor krig og konflikt indtog en væsentlig plads, og hvor kvindernes rolle ikke blev markeret ved værdighedstegn og sociale symboler. Den romerske hær udgjorde i årtierne omkring vor tidsregning en vedvarende trussel, som var medvirkende til, at det vestgermanske område udviklede en politisk struktur, der var baseret på en permanent militær ledelse. I disse områder havde den romerske import ingen væsentlig betydning, hverken ved statusmarkering eller som led i forskellige alliancer. Det er kun i de østlige grænseegne, at importen anvendes som et symbol på de særlige rangbeføjelser, der i forvejen blev understreget gennem sporer og våben.

 En af Hobygravens to sølvfibler (tv.) samt en af de to sølvfibler fra Bendstrup (th.). Hobygravens fibler har påfaldende lighed med de to romerske fibler fra Bendstrup, blot er de fremstillet i Danmark. Også Hobyfiblernes dyrehoved er – som de eneste danske – forsynet med en snoet guldtråd om panden. Dyrehovedet blev måske Hobyhøvdingens symbol – og når det hundrede år senere stadig blev kopieret, viste det måske ejerens familiemæssige tilknytning til dette dynasti.

En af Hobygravens to sølvfibler (tv.) samt en af de to sølvfibler fra Bendstrup (th.). Hobygravens fibler har påfaldende lighed med de to romerske fibler fra Bendstrup, blot er de fremstillet i Danmark. Også Hobyfiblernes dyrehoved er – som de eneste danske – forsynet med en snoet guldtråd om panden. Dyrehovedet blev måske Hobyhøvdingens symbol – og når det hundrede år senere stadig blev kopieret, viste det måske ejerens familiemæssige tilknytning til dette dynasti.

Mod nordøst har krig og konflikt derimod ikke været af samme omfang eller hyppighed. Den militære ledelse var næppe permanent, og den var ikke et embede eller en position, der blev fremhævet i døden. Kvinderne havde en høj social status, og de indgik i ægteskabsalliancer mellem områdets fornemste slægter. Her fik den romerske import stor betydning som eksponent for ejerens særlige kontakter og forbindelse til andre germanske ledere og ikke mindst til den romerske verden.

Når den romerske import findes hos både mænd og kvinder, er forklaringen antagelig en slægtskabsstruktur, hvor kvinder i højere grad bevarede en selvstændig position, f.eks. ved ikke at blive optaget i mandens slægt. Hvis hun opretholdt tilhørsforhold og rettigheder (evt. begrænset arveret) i sin egen slægt, ville hun også kunne overføre og bevare sociale symboler fra den ene slægtsgruppe til den anden. Rækken af rige kvindegrave med et ensartet udstyr af småting, smykker og amuletter, som fandtes i Østdanmark, og som ligeledes omfatter flere af de nordtyske høvdingegrave, kan måske forklares på den måde.

Danmark havde fundet sin plads i periferien af det fremvoksende romerske imperium, ikke som en ydmyg lille brik, men som en vægtig og værdig del af Germanien. Gravfundene vidner om kontakt og forbindelse, ikke blot til den fælles-germanske kreds af stormandsslægter, men også om direkte kontakt til selve Romerriget.

Det fornemste af alle germanske gravfund er Hobygraven, som er beskrevet i afsnittet En stormand af romersk format. Den indeholdt et næsten fuldstændigt romersk drikkeservice fra begyndelsen af det første århundrede e.Kr. At det er nået til Lolland i komplet stand, modsat hvad der er tilfældet i alle senere fyrstegrave fra ældre romertid, som kun indeholder dele af et sæt, taler for, at der har været en direkte kontakt mellem den romerske giver og den danske modtager.

Med sin enestående kvalitet er Hobyfundet i særklasse – en værdig gave fra den romerske statsmagt i diplomatiets tjeneste til en, der vidste at værdsætte dets skønhed og erkende gavens forpligtende karakter. Når vi tør slutte sådan og ikke blot se det som udtryk for handelsforbindelser, er det også på grund af ejernavnet Silius, der var prentet i bunden af de to sølvbægre.

 Den lille sølvkop. Dyrehovedet går igen på hanken af den lille sølvkop. Koppen hører til det oprindelige romerske drikkesæt, hvorimod hanken uden tvivl siden hen er sat på i Danmark.

Den lille sølvkop. Dyrehovedet går igen på hanken af den lille sølvkop. Koppen hører til det oprindelige romerske drikkesæt, hvorimod hanken uden tvivl siden hen er sat på i Danmark.

I årene 14-21 e.Kr. vides det som nævnt, at en vis C. Silius var legat for Øvregermanien med sæde i Mainz. Accepterer vi, at sølvbægrene har tilhørt ham, må det betyde, at de er afhændet i perioden umiddelbart efter romernes militære nederlag og den ændrede politik over for germanerne. Hobyfundets helt særlige – og komplette – karakter vidner da også om en personlig gave fra Silius til den høvding, der senere skulle få det med sig i graven på Lolland.

Denne tolkning får imidlertid en ekstra dimension, hvis den kædes sammen med det mere uanselige Bendstrupfund. Dette indeholder nemlig ikke blot de to romerske fibler, som sikkert også var forbilledet for to af Hobygravens sølvfibler og for dyrehovedet på hanken af den lille sølvkop, men det har oprindelig også rummet et fornemt vinkar – i virkeligheden de eneste ting, som Hobyhøvdingen manglede, for at hans udstyr var helt komplet. De små forsteninger, ammonitskallerne, sikkert en art terningespil som var almindeligt blandt romerne, understreger denne helt personlige kontakt til det sydvestgermanske område.

Vi vil naturligvis aldrig kunne rekonstruere den egentlige historiske forbindelse mellem Hoby og Bendstrup. De to fund er imidlertid så enestående og kompletterer hinanden på en så påfaldende måde, at de indbyder til et forsøg: „Høvdingen fra Lolland, som var kendt og agtet blandt de ledende slægter i hele det sydlige Skandinavien for sine bedrifter og forbindelser med Romerriget, giftede sin datter bort til det magtfulde dynasti i Nordøstjylland. Ægteskabet skulle styrke Hobyhøvdingens politiske position og sikre fred med østjyderne. Samtidig gav det mulighed for at handle med et af de jyske stammeområder.

For at understrege sin egen, slægtens og datterens særlige position fik hun to helt enestående ting med fra faderens vidt berømte romerske udstyr, det, som han i sin tid havde fået af den romerske legat C. Silius som en personlig gave – det store vinkrater og de to fine små sølvfibler med dyrehoved, som han dog først fik kopieret til sig selv hos sin lokale sølvsmed. Måske var det også ved denne lejlighed, måske tidligere, at han fik sat en hank med et tilsvarende dyrehoved på den lille sølvkop.

Som lykkebringende amuletter medbragte datteren også de små forsteninger, som faderen havde hjembragt fra det fremmede, og som nu skulle hjælpe og beskytte hende i tilværelsen hos en anden stamme.

 På dette velbevarede vægmaleri i Herculanum ses to kvinder, der spiller terning – en yndet beskæftigelse blandt romerne. Som spillebrikker anvendtes ofte tå- eller fodrodsknogler fra svin eller får. Den dag i dag spiller børn i spanske landdistrikter et spil, som de kalder „Tabas” med tilsvarende knogleterninger. Dette romerske terningespil var også kendt i Danmark, hvor der jævnligt findes sådanne småknogler blandt gravgaverne. De to valnøddelignende forsteninger fra Bendstrupgraven kan udmærket være et sæt spillebrikker – deres meget slidte overflade kunne tyde på denne funktion.

På dette velbevarede vægmaleri i Herculanum ses to kvinder, der spiller terning – en yndet beskæftigelse blandt romerne. Som spillebrikker anvendtes ofte tå- eller fodrodsknogler fra svin eller får. Den dag i dag spiller børn i spanske landdistrikter et spil, som de kalder „Tabas” med tilsvarende knogleterninger. Dette romerske terningespil var også kendt i Danmark, hvor der jævnligt findes sådanne småknogler blandt gravgaverne. De to valnøddelignende forsteninger fra Bendstrupgraven kan udmærket være et sæt spillebrikker – deres meget slidte overflade kunne tyde på denne funktion.

Ingen af disse ting måtte imidlertid gå i arv. Når både han selv og datteren engang døde, skulle de enestående hædersgaver begraves sammen med dem, så de igen kunne forenes i livet hinsides.”

Sådan kan vi ved fantasiens hjælp forestille os forbindelsen mellem de to så nærtbeslægtede fund. Sikkert er det imidlertid, at fundet fra Bendstrup støtter den historiske tolkning af Hobyfundet og bliver en bekræftelse på den nære kontakt mellem Romerrigets udsendinge ved Rhingrænsen og særlig fremtrædende medlemmer af de ledende germanske slægter. I årene efter nederlaget ved Teutoburg gjorde romerne, hvad der stod i deres magt for at skaffe sig germanske forbundsfæller eller i det mindste høvdinge, som kunne overtales til at være neutrale i forhold til romerne, så de kunne konsolidere deres nye grænse langs Rhinen og Donau.

Det er i dette lys, vi må se udviklingen i Danmark. Da de romerske hære havde kæmpet sig frem til Elben, og Tiberius året efter med sin flåde rundede Jylland, stod en verdensmagt pludselig for døren. Det skal dog ikke forstås på den måde, at det alene var disse historiske begivenheder, som kom til at bestemme, hvad der skete i Danmark og det øvrige Germanien i tiden herefter. Hvert område havde i forvejen sit eget særpræg, der hvilede på århundredgamle traditioner; men det var ud fra disse, at det nye opstod. Kimen var blevet lagt til de sociale omvæltninger og den fortsatte magtkoncentration, som for alvor slog igennem i yngre romertid.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lotte Hedeager: I periferien af et imperium i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306844