Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Med gods og guld

Oprindelig forfatter LHed

Fra tiden omkring begyndelsen af vor tidsregning var Danmark en integreret del af det nordlige Europa, som romerne aldrig fik held til at underlægge sig, og som derfor kaldes det frie Germanien. Området var præget af en fælles germansk kultur, der aftegner sig i det arkæologiske fundmateriale, og som næsten overalt rummer høvdingegrave og romersk import.

Overraskende nok eksisterer der en tydelig forskel mellem de rige grave på Øerne og i Jylland. I Syd- og Sønderjylland var det, ligesom allerede i førromersk jernalder, altid krigergravene og nu også ryttergravene, der var fornemt udstyret, mens det på Øerne især var kvinderne, hvis velstand blev vist i gravene. I nogle tilfælde udstrækkes denne rigdom til mænd uden våben, dvs. mænd for hvem det ikke har været vigtigt eller nødvendigt at understrege en særlig militær rang.

I det vestlige Danmark var det altså krigeren, i øst stormandens kone (eller ham selv), der blev gravlagt under udfoldelse af de mest overdådige begravelsesritualer. Romerske bronzer, glas og sølvskåle blev sammen med smykker af ædelmetal anvendt til at understrege, at „den første blandt ligemænd” indiskutabelt var både den første og den største.

Annonce

 Dobbeltgrav fra Dollerup ved Kolding under udgravning. Ud fra billedet kan det være vanskeligt at få indtryk af, hvor rigt især den ene af disse grave egentlig er udstyret. Den rummer bl.a. to smukke romerske bronzespande og to forgyldte sølvbægre, som har stået på en træbakke. Til det personlige udstyr hører to guldfingerringe, to sporer af bronze og jern med indlagt sølvtråd, en bøjlenål og en perle af sølv samt en lille jernkniv med sølvbelægning på træskaftet. Gravens rigdom sættes yderligere i relief af den anden grav, som ikke blot indeholdt langt færre gravgaver, men hvis kvalitet også var betydelig ringere.

Dobbeltgrav fra Dollerup ved Kolding under udgravning. Ud fra billedet kan det være vanskeligt at få indtryk af, hvor rigt især den ene af disse grave egentlig er udstyret. Den rummer bl.a. to smukke romerske bronzespande og to forgyldte sølvbægre, som har stået på en træbakke. Til det personlige udstyr hører to guldfingerringe, to sporer af bronze og jern med indlagt sølvtråd, en bøjlenål og en perle af sølv samt en lille jernkniv med sølvbelægning på træskaftet. Gravens rigdom sættes yderligere i relief af den anden grav, som ikke blot indeholdt langt færre gravgaver, men hvis kvalitet også var betydelig ringere.

Den øvrige befolkning måtte overalt i landet nøjes med lerkar, jernknive, almindelige bøjlenåle, småredskaber, lidt glasperler og lignende. Krigeren kunne dog stadig få sine våben med. Sammensætningen af gravudstyret varierer fra egn til egn og følger ret nøje stammegrænserne. Kun i de fynske grave findes nu f.eks. glittesten, og i Nordjylland optræder ofte små runde sten, op til 35, hvis betydning er usikker. Også antallet af lerkar kan veksle fra område til område. Det hører også til billedet, at våben f.eks. slet ikke forekommer i grave på Sjælland, mens de til gengæld er næsten obligatoriske i bornholmske mandsgrave.

Overalt er der dog en klar tendens til, at områder med store fælles gravpladser og meget ensartede begravelsesformer som f.eks. Nord- og Østjylland, også har et standardiseret og beskedent gravudstyr.

Det svarer godt til den herskende ideologi om fællesskabet og enheden, om et samfund, hvor alle i teorien var ligeværdige medlemmer; men alligevel har nogle grupper eller familier kunnet konsolidere sig både politisk og økonomisk. I så fald viste de det blot ikke i deres grave, og derved kom de til at ligne den germanske ledertype, som Tacitus har beskrevet og som vi kender fra førromersk jernalder.

I andre dele af landet kan man derimod se, hvordan en lille gruppe mennesker ønskede at vise, at de hævede sig over det lokale fællesskab. Deres grave var større, dybere og bedre bygget, og gravgaverne bestod af fremmede romerske bronzer og smykker af guld og sølv. Herved kom de til at ligne hinanden mere fra egn til egn end deres egen landsdels indbyggere. For yderligere at understrege deres høje status var gravene altid placeret uden for de fælles gravpladser.

 En stor, smukt udformet berlok af guld og en lille berlok af sølv, fundet hhv. på Bornholm og på egnen nær Skanderborg. Disse små fine hængesmykker findes i næsten enhver rig kvindegrav fra ældre romersk jernalder. Til halssmykket hører, foruden berlokken, også to små guldperler af spiraltråd og en lille S-formet hægte, mens ophænget er forsvundet, velsagtens fordi det var en tynd tråd, måske af flettet hår. I sjældne tilfælde findes berlokker i mere jævne lerkargrave i Østjylland; hér er de altid af sølv til forskel fra resten af Danmark, hvor de er af guld.

En stor, smukt udformet berlok af guld og en lille berlok af sølv, fundet hhv. på Bornholm og på egnen nær Skanderborg. Disse små fine hængesmykker findes i næsten enhver rig kvindegrav fra ældre romersk jernalder. Til halssmykket hører, foruden berlokken, også to små guldperler af spiraltråd og en lille S-formet hægte, mens ophænget er forsvundet, velsagtens fordi det var en tynd tråd, måske af flettet hår. I sjældne tilfælde findes berlokker i mere jævne lerkargrave i Østjylland; hér er de altid af sølv til forskel fra resten af Danmark, hvor de er af guld.

Det er næppe tilfældigt, at disse stormandsgrave findes i landsdele, hvor gravskikken er den mindst stereotype og gravgaverne de mest varierede. Inden for visse rammer var der nu plads for den individuelle udfoldelse, mens enheden og fællesskabet til gengæld fortonede sig. Normer og skikke ser ud til at være under hastig omformning, samfundsideologien under forandring.

Nu kan man med rette spørge, om vi virkelig kan være så sikre på, at gravfundene afspejler samfundet, som det reelt har været. Svaret må blive både ja og nej! Gravene rummer nogle vigtige signaler om, hvordan bestemte personer/familier eller samfundsgrupper ønskede, at andre skulle opfatte dem, og dermed siger de også en hel del om, hvad det var for et samfund, disse mennesker levede i. Men det forudsætter, at vi er i stand til at skelne mellem de faktiske forhold og jernaldermenneskenes egen fortolkning af deres begravelsesritualer. Når gravene vidner om fællesskab og lighed, er dette ikke nødvendigvis et billede på samfundet, som det i realiteten var, men kan også være udtryk for et bevidst ønske om at sløre virkeligheden.

Etnografiske iagttagelser af begravelsesritualer i såkaldt primitive samfund verden over giver en vigtig viden om, hvordan mennesker til andre tider og i andre samfund har forholdt sig til døden. I dag er disse traditionsbundne høvdingedømmer og småstater ganske vist forsvundet – eller i det mindste forandret til ukendelighed de allerfleste steder, men etnografer og opdagelsesrejsende kunne i 1800-tallet stadig opleve dem – sikkert med den samme undren som en dannet romer ville have følt, hvis han havde rejst mellem stammefolkene i det barbariske Germanien.

Det går overalt igen, at begravelsesritualerne viser væsentlige træk ved det samfund, som de udøves i. Således findes komplicerede gravritualer normalt i samfund med en differentieret social opdeling; enkle gravritualer i samfund af mere ensartet karakter. Desuden varierer både gravformen og gravgodset oftest efter køn og alder, rang og position.

Derfor tør vi også gå ud fra, at de mange forskellige gravritualer, der findes i Danmark i de første århundreder e.Kr., som hovedregel er udtryk for, at der fandtes større sociale forskelle i visse områder af landet end i andre. Den udvikling, hvis begyndelse vi kunne iagttage i de forudgående århundreder, havde nu for alvor taget fart.

Det var krigeren og stormanden, der blev eksponenter for den nye samfundsorden. Deres slægter investerede meget store værdier i at underbygge mindet om en særligt betydningsfuld forfader eller formoder og dermed skabe afstand til fællesskabet. Det var dem, der havde adgang til de kostbare og eksotiske romerske varer og kunne smykke sig med ædelmetaller. Men samtidig holdt man i store dele af landet fast ved tidligere århundreders fremherskende fællesskabs-ideologi. Alle blev begravet på de samme store gravpladser, og lederne skilte sig ikke ud ved mængden og kvaliteten af gravgaverne. Disse regionale forskelle vidner om, at det var en brydningstid, socialt og økonomisk. Man havde ikke overalt accepteret de nye tider, hvor gods, guld og magt efterhånden samledes hos nogle ganske få. Men hvem var disse mennesker egentlig, og hvorfor var det pludselig blevet så vigtigt for dem at skille sig ud fra fællesskabet? Noget af svaret skal findes i de verdenspolitiske begivenheder, som blev affødt af den store nabo – Det Romerske Rige.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lotte Hedeager: Med gods og guld i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306833