Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Grave i tusindvis

Oprindelig forfatter Redaktionen

Aldrig havde landet været så tæt befolket, og aldrig havde begravelsesritualerne været så varierede som netop her i de første to hundrede år efter vor tidsregning.

Ikke mindre end 5000 grave kendes fra dette korte tidsrum, og det er mere end fra nogen tidligere periode af samme længde. Tallet er faktisk endnu mere imponerende, når man ved, at tidens grave slet ikke er synlige i det danske landskab, men udelukkende kommer for dagen ved jordarbejde.

De allerfleste grave fra ældre romertid er nemlig anlagt under flad mark, dvs. uden nogen form for ydre kendetegn, der i dag kan lede os på sporet af deres eksistens. Det betyder, at man som arkæolog ikke kan beslutte at udgrave en gravplads fra ældre romertid, som det er muligt med f.eks. en tuegravplads fra den tidlige jernalder, en storhøj fra bronzealderen eller en af stenalderens kæmpegrave. Man må vente på, at de dukker op ved et tilfælde, sædvanligvis ved markarbejde eller i forbindelse med en eller anden form for anlægsarbejde.

Annonce

 Den afdækkede, uåbnede storstensgrav fra Løvel Vandmølle i Himmerland, set fra øst. Forrest i billedet ses de knuste lerkar fra mad- og drikkeofre, der blev stillet ved graven. Disse store, stenbyggede kister, der normalt er anlagt i retningen øst-vest, er opbygget af kampesten i en, to eller tre skifter, anbragt således, at den flade side vender indad i gravrummet. Væggene er indsnævret foroven, fordi de øvre skifter rager lidt ind over gravrummet, og mellemrum er udfyldt med mindre sten. Kisten er normalt lukket med et dække af tre-fire store sten, der som her er anbragt på tværs af gravrummet, men også trædække har været anvendt, eventuelt med mindre sten over låget.

Den afdækkede, uåbnede storstensgrav fra Løvel Vandmølle i Himmerland, set fra øst. Forrest i billedet ses de knuste lerkar fra mad- og drikkeofre, der blev stillet ved graven. Disse store, stenbyggede kister, der normalt er anlagt i retningen øst-vest, er opbygget af kampesten i en, to eller tre skifter, anbragt således, at den flade side vender indad i gravrummet. Væggene er indsnævret foroven, fordi de øvre skifter rager lidt ind over gravrummet, og mellemrum er udfyldt med mindre sten. Kisten er normalt lukket med et dække af tre-fire store sten, der som her er anbragt på tværs af gravrummet, men også trædække har været anvendt, eventuelt med mindre sten over låget.

Når romertidsgravene har været vanskeligere at finde end så mange andre perioders grave, betyder det på den anden side også, at de har været bedre beskyttet mod gravrøvere og ødelæggelse, både i fortiden og i nutiden.

At det virkelig er gået alvorligt ud over landets mange kæmpehøje, fremgår med al tydelighed af et cirkulære fra 1793, udsendt i forbindelse med de store vejbyggerier, der fandt sted overalt i Danmark på denne tid. Heri anbefales det nemlig at lægge vejene så tæt op ad større højgrupper, at deres sten-og grusmateriale let kunne udnyttes!

Sidenhen fulgte en årrække med anlæg af jernbaner og havne, hvor der ligeledes var god brug for højenes sten og grus. Sammen med landbrugets mere intensive dyrkningsform og de store inddragelser af nyt land betød det, at der skønsmæssigt i løbet af 150 år blev sløjfet hen ved 100.000 (et hundrede tusinde) oldtidsminder.

I tusindvis af forhistoriske høje endte altså som grus og skærver i bunden af de nyanlagte veje og jernbanelinier, mens et tilsvarende antal grave under flad mark sikkert blev ødelagt ved oppløjning. Mens de synlige høje siden 1937 har været beskyttet gennem en fredningslov, kan en tilsvarende lovbestemmelse ifølge sagens natur ikke beskytte de oldtidsminder, der som romertidsgravene ligger under jorden – ukendte indtil det tidspunkt, hvor ploven rammer dem. Imidlertid fastslår loven, at sådanne grave ikke må fjernes, før arkæologerne har haft lejlighed til at undersøge dem, og dette medfører, at Danmarks museer til stadighed modtager anmeldelser om fund af romertidsgrave ved pløjning og ved anlægsarbejder.

Når landmænd og bygningsarbejdere jævnligt støder på grave fra romersk jernalder, hænger det også sammen med, at mange af disse er jordfæstegrave, hvor selve kisten har været gravet et godt stykke ned i jorden. Her bød forskrifterne ofte, at man satte sten omkring den eller måske endog dækkede den med et stentæppe. Naturligvis er en sådan grav vanskeligere at overse, når først ploven eller gravemaskinen har ramt stenene eller kistens indhold, end f.eks. brandpletten, der med sine sparsomme bålrester lettere pløjes ud eller forsvinder ubemærket ved bortgravning.

Rigdommen på grave kunne give det indtryk, at Danmark havde en større befolkning i ældre romersk jernalder end i resten af jernalderen, hvor gravfundene er langt færre. Dette er formentlig en illusion. Men sikkert er det, at der er flere gravfund – mange flere.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Grave i tusindvis i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 10. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306831