Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Landsbyjorden

Oprindelig forfatter Redaktionen

Landsbyens eksistens afhang ikke blot af adgangen til agerjord og til græsningsarealer, men først og fremmest af den økologiske balance mellem de forskellige vegetationsformer. Enhver landsby måtte råde over ager, eng, udmark og skov for at sikre foder og føde, vand, byggemateriale og brændsel.

På markerne dyrkede landsbyens bønder korn, i brakperioderne blev der indsamlet frø, og uden for sæsonen græssede kreaturerne her. På overdrevene gik hestene, køerne, fårene og gederne, og fra engområderne, som også var græsnings-land, høstede man hø til vinterfoder for de opstaldede dyr. Hvor der fandtes en lysåben løveng, var der gode muligheder for græsning og for indsamling af vinterfoder til dyrene. Fra skoven fik man brændsel og bygningstømmer; det bedste tømmer naturligvis fra den lukkede højskov, hvis en sådan fandtes. Olden, bark og kviste blev udnyttet af de dyr, der gik ude året rundt. Hvis lyngheden havde overtaget skovens plads, var det tørvene, der blev brugt som bygningsmateriale og brændsel, og lyngen var selv det vigtigste vinterfoder (lyng-hø), samtidig med, at det også kunne anvendes til andre ting, f.eks. som tækkemateriale.

Den tætte bebyggelse i tiden omkring vor tidsregning forudsatte, at tilhørsforholdet til jorden måtte være klart defineret og grænserne for hver enkelt landsbys jorder ligge fast.

Annonce

Ved hjælp af matrikeloptegnelserne fra 1600-årene og de ældste kendte detailkort, udskiftningskortene fra slutningen af 1700-tallet, er det lykkedes at få et billede af kulturlandskabet med dets fordeling af ager, eng og skov i et mindre område omkring Marslev på Nordøstfyn, som sikkert i store træk svarer til jernalderens. Herpå er de enkelte landsbyers ejerlav indføjet, og grænsen mellem dem ses ganske nøje at følge terrænets naturlige skel, først og fremmest åer, bække, engdrag og (eng-)skov. 1700-tallets landsbyer ligger selv på toppen af istidsaflejringernes små morænehøjninger, der som „øer” afgrænses af bække, der løber i brede strøg af smelte-vandsaflejringer fra istidsfloderne.

I dette område af Nordøstfyn er jernalderbebyggelsen imidlertid også kortlagt, og en sammenligning med den historiske bebyggelse viser en tilsvarende sammenhæng mellem naturlige skel i terrænet og landsbyjordenes afgrænsning. Overraskende nok har det vist sig, at jernalderens jorder var endnu stærkere opdelt. Her var selv de mindste moræneøer bebygget og havde deres eget ejerlav, i modsætning til senere tiders, hvor det kun var de største. Det ser således ud til, at de skelsystemer, der kendes fra middelalderen, allerede blev etableret i ældre jernalder, hvor der blot var flere af dem, fordi de enkelte landsbyer var mindre. Allerede i 3.-4. årh. e.Kr. kan man se, at landsbyenhederne bliver større, formodentlig ved at flere små bebyggelser slås sammen til én større.

Selv om hver enkelt landsbys jordtilliggende har været betydelig mindre end senere hen, sikrede jordens opdeling alligevel, at der var både ager, eng, åløb og skov til hver. Landsbyen selv lå på det højeste punkt, omgivet af agersystemerne med de dyrkede marker. Længere borte lå udmarkerne, overdrevene, engområderne og skoven.

Bebyggelsen var anlagt sådan, at afstanden til de vigtigste ressourcer (agerland, græsningsarealer, vand osv.) var så lille som muligt. De områder, der krævede mest arbejde, lå også nærmest gårdene. I landbrugssamfund verden over kan man iagttage, at dyrkningsintensiteten altid falder, jo længere man kommer væk fra bebyggelsen, og at grænsen for de intensivt dyrkede marker er omkring en kilometer fra landsbyen. Inden for denne afstand var det overkommeligt at gå frem og tilbage med sine redskaber, hente malkekvæget hjem på stald om aftenen og sætte det ud igen om morgenen osv.

Det havde jernalderbonden også indset. Når landsbyerne og deres jorder var opdelt i så små enheder, som tilfældet åbenbart var i ældre romertid, kan det bl.a. skyldes, at landbrugsformen gjorde det uhensigtsmæssigt at bosætte sig i større enheder med flere mennesker, fordi man derved ville bruge for meget tid på at gå frem og tilbage mellem gårdene og markerne. Først når landbruget blev mere intensivt, og man producerede mere på de samme arealer, kunne landsbyerne også fungere hensigtsmæssigt som større enheder. Det var sikkert en af årsagerne til den forandring i bebyggelsen, som fandt sted i løbet af 3.-4. årh., og som vi vender tilbage til i et senere kapitel.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Landsbyjorden i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 20. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306826