Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Husdyrene

Oprindelig forfatter Redaktionen

Kvæget var ubetinget jernalderbondens vigtigste husdyr, og det var hans stolthed, hvad både Cæsar og Tacitus kan berette. „Befolkningen glædede sig alene over deres kvæghold, og det er deres eneste og kæreste rigdom” som Tacitus skriver, og skønt det med en romers øjne var både lavstammet og forpjusket at se til, var det uden tvivl den grundlæggende rigdom for en nordisk jernalderfamilie.

Den bonde var rig, der kunne opdrætte en stor kvæghjord, holde den med foder om vinteren og råde over tilstrækkelig med arbejdskraft til også at passe malkekvæget i stalden. Kvæget var en praktisk værdimåler, som kunne indgå i en lang række forskellige betalinger, f.eks. som brudepris eller medgift, som bøde eller gave, som offer til guderne osv. Det var samtidig det mest alsidige husdyr, der gav mælk og kød, huder, skind, horn, ben – og gødning, og dertil var studen det vigtigste trækdyr.

Besætningerne måtte holdes på nogenlunde samme størrelse hele tiden, hvis der da ikke var ekstraordinære muligheder for at udvide produktionen, f.eks. fordi der i en periode blev bedre mulighed for at skaffe det nødvendige ekstra vinterfoder. Samtidig var det påkrævet, at der hele tiden skete udskiftning i besætningen, så man ikke pludselig stod med en flok udtjente malkekøer.

Annonce

 Fårestald, bygget af lyngtørv, fra Havredal sydvest for Viborg. Billedet stammer fra 1920, og fårestalden tilhørte den lokale skrædder. Det ene hjørne er afrundet af slid fra dyrene, når de flokkedes for at komme ind. Staldens bærende konstruktion stod inde i selve huset, så de tørveopbyggede ydervægge let kunne udskiftes. Uden at vide det har skrædderen bygget sin fårestald omtrent sådan, som man gjorde det i Nordvestjylland for næsten 2000 år siden.

Fårestald, bygget af lyngtørv, fra Havredal sydvest for Viborg. Billedet stammer fra 1920, og fårestalden tilhørte den lokale skrædder. Det ene hjørne er afrundet af slid fra dyrene, når de flokkedes for at komme ind. Staldens bærende konstruktion stod inde i selve huset, så de tørveopbyggede ydervægge let kunne udskiftes. Uden at vide det har skrædderen bygget sin fårestald omtrent sådan, som man gjorde det i Nordvestjylland for næsten 2000 år siden.

Jernalderbonden vidste, hvordan han udnyttede sine dyr på den mest hensigtsmæssige måde. Det viser analyser af husdyrknoglerne fra en række bopladser. Omkring halvdelen af kvæget blev slagtet inden det var tre og et halvt år. I den alder havde de fleste køer nemlig kælvet mindst én gang, og de kom dermed til at udfylde pladsen som både avlsdyr og som malke-og kødkvæg. På den måde holdt man kvægbestanden konstant og sørgede samtidig for, at den blev fornyet. Men jernalderbonden var også opdrætter, og i hans stald stod en fast stamme af særlig gode og velydende køer, som ikke blev slagtet før de var omkring ti år.

Én ting kunne kvæget dog ikke levere, og det var uld. Ulden var en afgørende forudsætning for at få tøj og tæpper, hvad enten de blev vævet af ulden eller syet sammen af lammeskindene. Der kan ikke være tvivl om, at jernalderens mennesker har været stærkt afhængige af fåreulden i det danske klima.

Selv om fåret manglede kvægets høje status, har det været særdeles vigtigt for jernalderbonden. Det var et nøjsomt dyr, som kunne finde føde på selv de mest ydmyge steder året rundt og ikke krævede tilnærmelsesvis den samme pasning som kvæget – især malkekvæget – gjorde.

Ved at tælle båseskillerum kan vi se, hvor mange større dyr, der har været på stald i de enkelte gårde. Fåreholdet sætter sig derimod ingen synlige spor, og det er derfor svært at vide, hvor stort det har været, og hvor meget det har betydet for den enkelte landsby og gård. Men jernalderbonden ville givetvis have samstemmet i, hvad der blev skrevet i Vejledning til forbedret fåreavl omkring år 1800: „Fåret er et af vore vigtigste husdyr. Det giver os i ulden og skindet en af livets første nødvendigheder. Det udgør en betydelig del af vor føde, nydes såvel af den fattige som formuende, og kan ernære sig i skarpe og ufrugtbare egne, hvor anden fæavl vanskelig kan finde sted. Dets tæld oplyser vore stuer, dets tarme kan anvendes til strenge, også dets knogler kan bruges, og af alle husdyr gør det jorden mest frugtbar.”

 Færøfår med lam. Det færøske får tilhører det nordiske, korthalede landracefår, der tidligere var udbredt over hele Nordeuropa fra Finland i øst til Island i vest. Den fåretype, som kom hertil med de første bønder, var spinkle dyr med en ret grov uld og med kraftige horn både hos vædder og hunfår. Typen holdt sig gennem hele oldtiden, men allerede i bronzealderen må en vis forædling have fundet sted, idet helt hornløse hunfår optræder i fundmaterialet. Fra omkring Kr.f. ses yderligere tegn på forædling, og tekstilrester fra yngre jernalder viser, at flere finuldede typer er kommet til. Også i knoglematerialet ses disse tegn på flere fåretyper, hvilket afspejler sig i hunnernes varierede hornformer fra de såkaldte gedehornede over småhornede til helt hornløse dyr.

Færøfår med lam. Det færøske får tilhører det nordiske, korthalede landracefår, der tidligere var udbredt over hele Nordeuropa fra Finland i øst til Island i vest. Den fåretype, som kom hertil med de første bønder, var spinkle dyr med en ret grov uld og med kraftige horn både hos vædder og hunfår. Typen holdt sig gennem hele oldtiden, men allerede i bronzealderen må en vis forædling have fundet sted, idet helt hornløse hunfår optræder i fundmaterialet. Fra omkring Kr.f. ses yderligere tegn på forædling, og tekstilrester fra yngre jernalder viser, at flere finuldede typer er kommet til. Også i knoglematerialet ses disse tegn på flere fåretyper, hvilket afspejler sig i hunnernes varierede hornformer fra de såkaldte gedehornede over småhornede til helt hornløse dyr.

I dag tænker vi ikke på, hvor vigtigt fåreholdet har været helt frem til nyere tid. Er vores tøj af uld, kommer det i hvert fald ikke fra danske får – men måske fra shetlandske, og spiser vi en lammekølle, er den fra New Zealand eller Island. Fåreavlen i Danmark var især knyttet til de store hedeområder i Jylland og overdrevsarealer på Øerne, og da de forsvandt ved opdyrkningen i løbet af 1800-tallet, forsvandt fårene også og blev erstattet af større kvæghold.

I jernalderen ser det ud til, at en stor del af dyrene blev slagtet som lam inden de var et år gamle, altså før de var avisdygtige, før de havde givet mælk og før de havde nået at give uld, men på et tidspunkt, hvor de kunne tjene som vinterføde. Der ligger altså helt andre hensigter bag fåreavlen end bag kvægavlen, hvor man netop sørgede for at lade ungdyrene vokse til.

Det er meget vanskeligt at skelne mellem knogler fra får og ged. Derfor er det også svært at sige noget om gedens betydning i jernalderens landbrug. Dens største aktiv var mælken, og det er ikke usandsynligt, at geder fra tid til anden har beslaglagt nogle af staldenes båse. Dens skind var fint og blødt, mens kødet til gengæld var af ringe kvalitet.

 Jernalderens husdyr var betydelig mindre end nutidens, som det fremgår af tegningen. Deres levendevægt er beregnet til henholdsvis 150-300 kg for kvæg, 40-60 kg for svin og 30-50 kg for får og ged. Slagtevægten, dvs. den del, der kunne udnyttes, var henholdsvis 60-128 kg for kvæget, 28-48 kg for svinet og 12-25 kg for fåret og geden. Når husdyrene i jernalderen er så små, hænger det utvivlsomt sammen med langtidseffekten af tilbagevendende angreb af kvægsygdomme og parasitter, især vådbundsparasitterne, der fik øget udbredelse i takt med de voksende eng- og høslætområder. Det er først i nutiden, og kun i vor del af verden, at de helt er udryddet.

Jernalderens husdyr var betydelig mindre end nutidens, som det fremgår af tegningen. Deres levendevægt er beregnet til henholdsvis 150-300 kg for kvæg, 40-60 kg for svin og 30-50 kg for får og ged. Slagtevægten, dvs. den del, der kunne udnyttes, var henholdsvis 60-128 kg for kvæget, 28-48 kg for svinet og 12-25 kg for fåret og geden. Når husdyrene i jernalderen er så små, hænger det utvivlsomt sammen med langtidseffekten af tilbagevendende angreb af kvægsygdomme og parasitter, især vådbundsparasitterne, der fik øget udbredelse i takt med de voksende eng- og høslætområder. Det er først i nutiden, og kun i vor del af verden, at de helt er udryddet.

Hvis man især holdt geder på grund af mælken, bliver antallet af slagtede dyr – og dermed knogler – også meget begrænset. Derfor er det også muligt, at geden har betydet meget for jernalderbønderne i den daglige husholdning, selv om vi ikke kan se det.

Tilsammen kan får og geder dække behovet for mælk, kød, skind, uld osv., og en jernalderfamilie ville derfor kunne eksistere uden kvæg, selv om dens sociale niveau i så fald næppe har været højt. Endvidere var svinet et vigtigt køddyr for jernalderbønderne – måske det vigtigste. Det var landsbyens „skraldespand”, som takket være sin altædende natur kunne omsætte og udnytte affald af næsten enhver art. Desuden formerede grisene sig hurtigere end de andre større dyr og gav derfor på den mest økonomiske måde et stort udbytte.

Hovedparten af grisene blev slagtet i løbet af de tre første leveår; flest i perioden mellem det andet og tredje år, hvor søerne normalt har faret mindst én gang. Kun ganske få dyr blev ældre, sikkert de bedste avlsdyr.

Der er ikke megen lighed mellem nutidens store danske bacongrise og jernalderens, der var små og højbenede, med stritører og en lang, spids snude, som var velegnet til at rode i jorden med. Mange grise holdt til i skovene året rundt, hvor de fristede en kummerlig tilværelse og samtidig ødelagde vegetationen på skovbunden ved at rode den igennem for olden, rødder og andet spiseligt.

Bevarede knogler fra bopladser i Danmark, men især i Nordtyskland, viser en tydelig forskel på dyreholdets sammensætning i de forskellige landsdele, afhængig af naturforholdene. På de skovdækkede jorder har svinet været mest almindeligt, mens f.eks. marsken og andre områder med store engarealer hovedsagelig har haft kvæg.

Der er ét af de store husdyr, som overalt er meget sparsomt til stede, når knogleresterne fra landsbyernes affaldslag bliver undersøgt, og det er hesten. Forklaringen må være, at den havde en helt særlig funktion. Den blev anvendt til køre- og ridebrug, den indgik i forskellige offerhandlinger, men hørte ikke til den daglige kost. Dengang – som nu – spiste man kun nødigt hestekød. Man slagtede altså heller ikke ungdyrene, plagene, inden de som fuldvoksne treårige heste kunne begynde at gøre nytte.

 Rekonstruktion af bereden jernalderkriger, jernalderens heste var af størrelse omtrent som nutidens islandske heste. Men de var store nok til at være både hurtige og effektive ridedyr, der gjorde færdsel over større afstande overkommelig. Fra omkring begyndelsen af vor tidsregning får de også betydning i kamp – ikke for alle og enhver, men for lederne og høvdingene, der også, som et sidste værdighedstegn, fik sporer i sølv og bronze med sig i graven. Forekomsten af sporer er det sikreste tegn på, at ridning var blevet en færdighed på linie med våbenbrug.

Rekonstruktion af bereden jernalderkriger, jernalderens heste var af størrelse omtrent som nutidens islandske heste. Men de var store nok til at være både hurtige og effektive ridedyr, der gjorde færdsel over større afstande overkommelig. Fra omkring begyndelsen af vor tidsregning får de også betydning i kamp – ikke for alle og enhver, men for lederne og høvdingene, der også, som et sidste værdighedstegn, fik sporer i sølv og bronze med sig i graven. Forekomsten af sporer er det sikreste tegn på, at ridning var blevet en færdighed på linie med våbenbrug.

Germanerne var kendt som glimrende ryttere, der var meget omhyggelige og påpasselige med deres små, „hverken særlig smukke eller særlig hurtige” heste, som Tacitus skriver. Derfor opnåede hestene også en anselig alder – 10 år var almindeligt, og nogle blev helt op til 20 år.

Hestens stadig mere centrale betydning i kamp og ved jagt knyttede den fra begyndelsen af vor tidsregning snævert sammen med et nyt fremvoksende krigeraristokrati. Derfor har hestene – i hvert fald på de større gårde – optaget plads i staldene. På nogle gårde kan man se, at enkelte båseskillerum har været lidt bredere end de øvrige – måske hestenes spiltov.

Jernalderbøndernes husdyrhold var givetvis både større og mere afvekslende end det, vi kan aflæse direkte gennem det arkæologiske materiale. Stalde og båse viser os kun, hvor mange dyr, der faktisk blev holdt på stald. At det ikke nødvendigvis altid var malkekvæg, illustrerer et par indebrændte besætninger. I Ginderup brændte fire får (kan det mon være geder?), et svin og en ko inde, og i en stald fra Solbjerg på Mors var det gået ud over tre køer og en hest.

Normalt er båseskillerummene konstrueret til større dyr end får/geder og svin, og vi må derfor gå ud fra, at hovedparten af staldkapaciteten blev udfyldt af malkekøer – og måske heste.

Men hvorfor satte jernalderens bønder deres dyr på stald, når det nu var så arbejdskrævende? De opnåede tre væsentlige fordele: mælken og gødningen kunne bedre udnyttes, og der var kontrol med foderforbruget. Og som vi tidligere har set, var gødningen påkrævet for at holde jorden frugtbar. Som en ekstra gevinst fik man også en god „gratis” varmekilde på gårdene. Allerede af den grund har det været koldt at være fattig og leve i et lille staldløst hus.

Spørgsmålet er alligevel, om de strengt funktionelle forklaringer er tilstrækkelige? Hvis formålet med landbruget blot var at producere det nødvendige til livets opretholdelse med så begrænset en arbejdsindsats som muligt, er stalddriften ikke den mest hensigtsmæssige løsning. Arbejdsindsatsen er stor ved indsamling af vinterfoder, fodring, malkning og vanding, men også mælkens videre bearbejdning har været tidkrævende.

 Sporer fra Dollerup-graven ved Kolding. Sporer optræder for første gang i tiden omkring Kristi fødsel, og de viser, hvor vigtig hesten var blevet som ridedyr, især i forbindelse med kampe. De kunne, som dette par, være af høj håndværksmæssig kvalitet. Inderst består de af en hård kerne af jern, udenpå af bronze med indlægning af sølv. Sporen var et værdighedstegn, der sikkert var knyttet til funktionen som bereden leder af en gruppe krigere.

Sporer fra Dollerup-graven ved Kolding. Sporer optræder for første gang i tiden omkring Kristi fødsel, og de viser, hvor vigtig hesten var blevet som ridedyr, især i forbindelse med kampe. De kunne, som dette par, være af høj håndværksmæssig kvalitet. Inderst består de af en hård kerne af jern, udenpå af bronze med indlægning af sølv. Sporen var et værdighedstegn, der sikkert var knyttet til funktionen som bereden leder af en gruppe krigere.

Derfor forudsatte stalddriften, at man havde mere arbejdskraft på de enkelte gårde end tidligere. Det var i virkeligheden nok snarere arbejdskraften end f.eks. mængden af vinterfoder, der bestemte, hvor mange køer man kunne holde. Arbejdskraften kunne bl.a. øges ved at sætte flere børn i verden; for de kunne allerede i seks-syvårsalderen gå til hånde i det daglige.

Men endnu vigtigere har den arbejdskraft nok været, som kunne skaffes udefra, f.eks. krigsfanger eller „gældsslaver”. De sidste var mennesker, som for at opfylde deres sociale forpligtelser (f.eks. i forbindelse med giftermål, begravelser, bøder eller andet) var kommet i så dyb gæld, at de til slut måtte opgive en tilværelse som frie bønder, fordi de fortabte retten til at disponere frit over deres egne dyr og afgrøder. De måtte opretholde livet ved arbejde på gårdene.

Staldbruget er med andre ord udtryk for, at der i jernalderen eksisterede nogle helt andre sociale og økonomiske rammer om menneskers hverdag end tidligere. Det afgørende er, at kvæget nu tilhører den enkelte familie, og at antallet er et direkte udtryk for ejerens rigdom. Med dét kunne han deltage i en lang række sociale betalinger, som den fattige eller ufrie var afskåret fra.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Husdyrene i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 10. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306827