Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Håndværkere og specialister

Oprindelig forfatter Redaktionen

De fleste gårde har næppe rummet mere end en enkelt familie, hvis medlemmer alle på forskellig måde tog del i det daglige arbejde. Der var også nok at se til med dyrene og jorden, med slagtning, madlavning og skindforarbejdning, med forarbejdning af uld, nælde og senere hør til klæde. Der skulle bygges huse, vogne og både; der var træskærerarbejde i forbindelse med redskabsfremstilling, pottemageri, smedning af jernredskaber for slet ikke at tale om det vanskelige arbejde med at fremskaffe myremalm og udvinde jern.

Selv om man sikkert har kunnet gøre det meste selv, i hvert fald til husbehov, er nogle ting alligevel så specialiserede, at de har forudsat særlig indsigt og talent. I den store landsby ved Hodde ser vi da også, at specialiserede håndværksfunktioner som smedning og keramikfremstilling kun blev udført i tilknytning til nogle få gårde. Det er uvist, om også de mindre landsbysamfund rådede over sådanne specialister, eller om de måtte købe den slags fornødenheder udefra.

 Sølvfibler med dyrehoved fra Bendstrup på Djursland. Disse enestående fibler er fremstillet i de østromerske provinser syd for Donaugrænsen, hvorfra de kom til Danmark i begyndelsen af 1. årh. e.Kr. I det følgende århundrede blev deres specielle dyrehoved kopieret på andre djurslandske fibler. Tekniske og stilmæssige undersøgelser, ikke blot på disse, men på en række af de mest almindelige danske fibeltyper, viser lokale værkstedskredse af nogenlunde samme størrelse som dyrehovedfiblernes. Der kan derfor ikke være tale om, at de almindelige fibler normalt er blevet spredt gennem handelsnet, der rakte ud over et snævert lokalområde.

Sølvfibler med dyrehoved fra Bendstrup på Djursland. Disse enestående fibler er fremstillet i de østromerske provinser syd for Donaugrænsen, hvorfra de kom til Danmark i begyndelsen af 1. årh. e.Kr. I det følgende århundrede blev deres specielle dyrehoved kopieret på andre djurslandske fibler. Tekniske og stilmæssige undersøgelser, ikke blot på disse, men på en række af de mest almindelige danske fibeltyper, viser lokale værkstedskredse af nogenlunde samme størrelse som dyrehovedfiblernes. Der kan derfor ikke være tale om, at de almindelige fibler normalt er blevet spredt gennem handelsnet, der rakte ud over et snævert lokalområde.

Der har uden tvivl fundet en vis handel sted mellem de enkelte landsbysamfund. Det er bl.a. nødvendigt, fordi det ikke var alle, der lå i nærheden af tilgængelige myremalms-forekomster, som var forudsætningen for jernudvinding. Vi ved ikke noget om, hvorfra eller hvordan man kom i besiddelse af de nødvendige råvarer, ligesom vi heller ikke ved, hvordan bønderne skaffede sig de ofte fint forarbejdede smykker, som er så udbredte i denne tid.

Annonce

Har kunsthåndværkerne rejst rundt fra landsby til landsby i de forskellige bygder og fremstillet de smukke fibler, spænder og smykker på stedet? Eller foregik produktionen i nogle få værksteder, hvorfra de færdige genstande blev sendt ud over større områder?

Vi ved det ikke, men den første forklaring ser mest sandsynlig ud, bl.a. fordi de „værkstedskredse”, som det til tider er muligt at afgrænse i det arkæologiske fundmateriale, ikke lader til at være større, end at smeden selv kunne nå rundt.

 Rekonstrueret skammel fra Overbygård i Vendsyssel. I jernalderkælderen ved Overbygård blev der fundet nogle brændte og forkullede stumper træ, hvis oprindelse kan føres tilbage til denne cylinderformede genstand, formodentlig en skammel. Tolkningen skal dog tages med forbehold; vendes den om, ville den f.eks. kunne fungere som en såkaldt „uldhæk”, en fint forarbejdet kurv til opbevaring af kræmmet eller kartet uld. Hvad den end har været brugt til, så viser fundet dog, at snedkerhåndværket – og den æstetiske sans i hverdagen – var højt udviklet.

Rekonstrueret skammel fra Overbygård i Vendsyssel. I jernalderkælderen ved Overbygård blev der fundet nogle brændte og forkullede stumper træ, hvis oprindelse kan føres tilbage til denne cylinderformede genstand, formodentlig en skammel. Tolkningen skal dog tages med forbehold; vendes den om, ville den f.eks. kunne fungere som en såkaldt „uldhæk”, en fint forarbejdet kurv til opbevaring af kræmmet eller kartet uld. Hvad den end har været brugt til, så viser fundet dog, at snedkerhåndværket – og den æstetiske sans i hverdagen – var højt udviklet.

Vi kan forestille os smeden, der rejste fra landsby til landsby, og hvert sted blev indlogeret på en af gårdene, vel den største, mens han fremstillede smykker og måske også knive og andre redskaber til landsbyens indbyggere. Råvarer fik han hovedsagelig lokalt, idet man sikkert har afleveret gamle og itubrudte ting til omsmeltning.

Den smed, der fremstillede smykker og andet kunsthåndværk, var formentlig i de færreste tilfælde identisk med ham, der udvandt jern og smedede våben og redskaber til landsbyens brug. Den første var snarest den, der rejste omkring, mens den anden boede fast i sin landsby. Den første kunne medbringe sine råvarer og redskaber på rejsen, den anden havde svært ved det.

Smeden var specialist, og hans håndværk kunne ikke udføres af alle. Det har vi bl.a. et tydeligt bevis på i Hoddelands-byen, hvor der kun fandtes én smedje. I løbet af de halvandet hundrede år, hvor landsbyen eksisterede, flyttede smedjen dog fra én gård til en anden. Vi ved naturligvis ikke, om de to smede har været medlemmer af samme slægt, eller om flytningen er udtryk for, at en anden smed kom til.

Når vi i Hodde kan fastslå, at man havde en smed i landsbyen, skyldes det, at affaldet, slaggerne, er uforgængeligt. Andre håndværkere som f.eks. snedkeren og tømreren efterlader sig ingen spor. Derfor ved vi ikke, om også disse håndværk var specialiserede. Skibsbygning – og vel også vognfremstilling – må have været det. Men hvad med husbygning? At tømrerhåndværket var professionelt, vidner huskonstruktionerne om. Og deres ensartethed fra landsby til landsby kunne også tyde på, at det har været i hænderne på tømrere, som ikke blot har bygget for en enkelt familie eller landsby.

 De to vævetyper, der blev anvendt i tiden omkring Kr.f., opstadvæven til venstre, rundvæven til højre, jernalderens væve er aldrig fundet, men de kan rekonstrueres ved hjælp af klæde og stofstykker, der er bevaret i moser og i grave. Selv ganske små stumper kan fortælle om både væv og væveteknik, og på den måde er det blevet klart, at jernalderbefolkningen havde to forskellige vævetraditioner, der var geografisk betinget. I Nordjylland, på Nordfyn og på Sjælland brugte man rundvæven, i resten af landet opstadvæven. Grænsen i Jylland, der går fra Horsens til Ringkøbing, kendes også i mange andre sammenhænge som en vigtig kulturel skillelinie, hvis eksistens kan betyde, at det var to forskellige stammer med forskellig tradition, der her grænsede op til hinanden.

De to vævetyper, der blev anvendt i tiden omkring Kr.f., opstadvæven til venstre, rundvæven til højre, jernalderens væve er aldrig fundet, men de kan rekonstrueres ved hjælp af klæde og stofstykker, der er bevaret i moser og i grave. Selv ganske små stumper kan fortælle om både væv og væveteknik, og på den måde er det blevet klart, at jernalderbefolkningen havde to forskellige vævetraditioner, der var geografisk betinget. I Nordjylland, på Nordfyn og på Sjælland brugte man rundvæven, i resten af landet opstadvæven. Grænsen i Jylland, der går fra Horsens til Ringkøbing, kendes også i mange andre sammenhænge som en vigtig kulturel skillelinie, hvis eksistens kan betyde, at det var to forskellige stammer med forskellig tradition, der her grænsede op til hinanden.

Pottemageriet, som en enkelt af de større gårde praktiserede igennem hele Hoddes levetid, var mere generationsbundet og lokalt. Men denne ene gård dækkede åbenbart ikke hele landsbyens behov, for også andre tog fra tid til anden del i fremstillingen af lerkar.

Det var dog ikke alle og enhver, der kunne fremstille de mange og meget smukke lerkar. Det krævede ikke blot håndelag at forme krukker og kar uden brug af drejeskive, men også indgående viden at styre den temmelig komplicerede bræn-ding.

Fra Hodde kendes resterne af en pottemagerovn fra ældre jernalder. Kun indfyringsskakten og det nu opfyldte hulrum, hvor karrene har stået, var tilbage, men ud fra polske og nordtyske fund har det alligevel været muligt at rekonstruere Hoddeovnen ret nøje.

 Lerkar fra Vendsyssel med stempelornamentik, bl.a. fodaftryk. Denne særprægede stempelornamentik blomstrede i nogle generationer af ældre romersk jernalder, men i øvrigt kun i Vendsyssel og Himmerland. Da pottemagerne efter al sandsynlighed var kvinder, røber de små stempelmærker antagelig udstrækningen af det område, hvor de nordjyske landsbyer opretholdt indbyrdes ægteskabelige forbindelser.

Lerkar fra Vendsyssel med stempelornamentik, bl.a. fodaftryk. Denne særprægede stempelornamentik blomstrede i nogle generationer af ældre romersk jernalder, men i øvrigt kun i Vendsyssel og Himmerland. Da pottemagerne efter al sandsynlighed var kvinder, røber de små stempelmærker antagelig udstrækningen af det område, hvor de nordjyske landsbyer opretholdt indbyrdes ægteskabelige forbindelser.

Efter al sandsynlighed bestod den af en kuppelformet overdel af ler med en rist i bunden på ca. en kvadratmeter, hvorpå lerkarrene stod – med bunden i vejret. Ved at regulere ilttilførselen under brændingen gav man lerkarrene forskellig farve: sort, hvis den blev reduceret, og rødbrun, hvis der kom mere luft til.

Ved brændingen, der tog en dags tid, skulle ovntemperaturen op på 800-900 grader. Der har derfor været stort behov for brændsel, sikkert både lyngtørv, mosetørv og trækul, og alene indsamlingen har været et slid.

Men før man overhovedet kom så langt, havde der været et omfattende forarbejde. Der skulle skaffes velegnet ler, som i Hodde blev gravet op i en nærliggende lergrav og derpå kørt hjem til landsbyen. Råleret skulle helst graves op om efteråret, og vinteren igennem lå det i bunker i landsbyen, dækket af græs eller lyngtørv. Først det efterfølgende forår var det tjenligt til at blive æltet og forarbejdet. Under æltningen skulle leret blandes med sand, fint eller groft afhængig af karrets form og funktion, og både sand og grus måtte derfor også graves op og fragtes til landsbyen.

Det er forståeligt, at hele denne proces var mere, end en enkelt person kunne overkomme. Mange har sikkert været med i arbejdet, men det var pottemageren, der sad inde med håndelaget og den nødvendige fagkundskab.

Selv om kvaliteten af keramikken var meget vekslende, fra de simple husholdningskar til det fint forarbejdede bordservice, var det først og fremmest dagligdags brugsgenstande, som i princippet kunne fremstilles af enhver, og hvis kvalitet udelukkende afhang af pottemagerens dygtighed.

Lerkarrene blev fremstillet i – og til – de enkelte landsbyer; de er ikke blevet handlet ud over lokalsamfundet, og pottemageren har næppe været omrejsende, som vi forestiller os, at kunstsmeden har været. Alligevel viser den finere keramik nogle helt klare regionale grupperinger med ensartede karformer og ornamentik: en nordjysk, en midt/østjysk og en sønderjysk gruppe, samt en for henholdsvis Fyn, Sjælland og Bornholm.

Det er svært at forstå, hvordan dette ensartede præg kunne opstå, når hver landsby havde sine pottemagere. Det var kvinderne, der, som i de fleste ikke-industrialiserede samfund, forestod lerkarfremstillingen. Små, glatte sten, glittesten, der blev brugt til overfladebehandling af den finere keramik, kendes i flere tilfælde fra grave, som med sikkerhed rummer kvinder. Ensartetheden kan da være en følge af giftermål, hvor det var kvinderne, der flyttede til mandens landsby.

Fra bygd til bygd har kvinderne bevæget sig i vidt forgrenede ægteskabsalliancer mellem landsbyerne, og hver gang har de som unge bragt en hjemlig pottemagertradition med sig. Små variationer i ornamentmotiver eller karformer kan på den måde blive overført og optaget i andre landsbyers traditionelle former. Inden for de områder, hvor man giftede sig med hinanden, fik lerkarrene derfor et ensartet præg.

De regionale grupper er således næppe udtryk for „værk-stedskredse” eller handelsforbindelser, men snarere for politisk og kulturelt sammenhørende landsdele eller stammeområder, inden for hvilke folk havde nær kontakt med hinanden bl.a. gennem giftermål, omvandrende specialister, tuskhandel og årlige markeder. Vi vil senere se, at gravformer og begravelsesritualer følger samme nye mønster.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Håndværkere og specialister i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 10. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306829