Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det bebyggede land

Oprindelig forfatter Redaktionen

"Skønt landets udseende varierer en hel del, fremtræder det dog stort set enten med gruopvækkende skove eller hæslige moser. Der falder mest regn i det område, som vender mod de galliske [franske] provinser, og det blæser kraftigst i egnene mod Noricum [Østrig] og Pannonien [Ungarn]. Landet giver rigelig afgrøde, men tillader ikke frugttræer at vokse. Det er rigt på kvæg, men dette er som oftest lavstammet. End ikke hornkvæget har sin naturlige skønhed og mangler pandens stolte pryd. Befolkningen glæder sig alene over størrelsen af deres kvæghold, og det er deres eneste og kæreste rigdom. Jeg ved ikke rigtig, om det er i nåde eller vrede, at guderne har nægtet dem sølv og guld."

Tacitus, den ofte omtalte romerske historiker og politiker, beskrev i slutningen af det 1. årh. e.Kr. Germanien på denne måde. Selv har han ikke været i disse fjerne egne, men fik sin viden fra romerske officerer, købmænd, krigsfanger og andre, der havde opholdt sig blandt germanske stammer. Men de har sikkert aldrig været så langt mod nord, at de kunne danne sig et førstehåndsindtryk af forholdene i Danmark. Havde de det, ville de nemlig kunne berette om et tæt befolket land, et åbent landskab med vidtstrakte græsningsområder og dyrkede marker, og en befolkning, der havde et udmærket kendskab til værdien af både guld og sølv, som vi siden skal se.

 På kortet over den nordlige del af det gamle Ringkøbing Amt er bopladser og gravfund fra henholdsvis førromersk jernalder (5. årh. f.Kr. til tiden omkring Kristi fødsel) og ældre romertid (1. og 2. årh. e.Kr.) markeret med hhv. en trekant og en cirkel. Heraf fremgår det ganske tydeligt, at den ældste jernalders bønder foretrak at leve langs åerne på den sandede jord, mens flere i tiden efter Kr. slog sig ned på den tungere jord. En af forklaringerne på dette skifte er sikkert, at klimaet var blevet mere tørt og derfor gjorde de lette jorder vanskelige at udnytte.

På kortet over den nordlige del af det gamle Ringkøbing Amt er bopladser og gravfund fra henholdsvis førromersk jernalder (5. årh. f.Kr. til tiden omkring Kristi fødsel) og ældre romertid (1. og 2. årh. e.Kr.) markeret med hhv. en trekant og en cirkel. Heraf fremgår det ganske tydeligt, at den ældste jernalders bønder foretrak at leve langs åerne på den sandede jord, mens flere i tiden efter Kr. slog sig ned på den tungere jord. En af forklaringerne på dette skifte er sikkert, at klimaet var blevet mere tørt og derfor gjorde de lette jorder vanskelige at udnytte.

Men for en dannet romer måtte Germanien være en udørk: ingen monumenter, templer eller andre pompøse stenbygninger, ingen byer, ordentlige veje, smukke haver, store godser- og et sprog, som en latiner umuligt kunne forstå. Fattigt og forpjusket tog landet sig ud, med lange og kolde vintre, tåge og lavthængende skyer, som ikke havde meget tilfælles med den forvænte romers dybblå middelhavs-himmel.

Annonce

For befolkningen i disse fjerne egne var klimaet dog både tilpas varmt og tørt i denne tid. Det betød, at deres afgrøder lettere kunne modne på markerne, mens det til gengæld blev vanskeligere for dem, end det havde været for deres forfædre, at skaffe dyrene det fornødne foder, fordi græsset på overdrevene lettere tørrede væk. Derfor voksede græsningsskoven, overdrevsarealerne og høslætengene voldsomt i omfang, og mange jernalderbønder flyttede ind på den tungere og mere lerede jord, som de møjsommeligt gav sig til at rydde og opdyrke, fordi den gav større sikkerhed for afgrøden. Tung jord holder bedre på fugtigheden end sandet, hvad der er en fordel i tørre somre, ligesom den også er mere frugtbar, fordi næringssaltene ikke vaskes ud, selv om det regner meget.

 Sand- og muldflugt på let jord nær Herning. Pløjning på den lette jord vil uundgåeligt føre til muldflugt, som på længere sigt forringer jordens næringsindhold. Sand- og muldflugten søges dæmpet gennem tilplantning med læhegn, men inden man begyndte på det, kunne den antage et omfang, som vi har svært ved at forestille os. En hedebonde fra egnen omkring Haderup syd for Skive beretter om sandflugten omkring år 1900: „Ved århundredskiftet, da beplantning endnu ikke var almindelig, da var der på stormdage, endnu inden afgrøden i forårstiden beskyttede jorden, en sandflugt uden lige, særlig på de nyopdyrkede magre sandjorder. Herfra hvirvledes på disse dage mægtige støvskyer op i luften. På sådanne dage da var luften i store områder så støvmættet, at man knapt kunne ånde, endsige åbne øjnene. Det kunne være således, at en hel egn kunne ligge i tåge af sandstøv, som ikke kunne gennemskues … Og hvad der blev tilbage på mange steder var kun den ufrugtbare undergrund af ahl og sand.”

Sand- og muldflugt på let jord nær Herning. Pløjning på den lette jord vil uundgåeligt føre til muldflugt, som på længere sigt forringer jordens næringsindhold. Sand- og muldflugten søges dæmpet gennem tilplantning med læhegn, men inden man begyndte på det, kunne den antage et omfang, som vi har svært ved at forestille os. En hedebonde fra egnen omkring Haderup syd for Skive beretter om sandflugten omkring år 1900: „Ved århundredskiftet, da beplantning endnu ikke var almindelig, da var der på stormdage, endnu inden afgrøden i forårstiden beskyttede jorden, en sandflugt uden lige, særlig på de nyopdyrkede magre sandjorder. Herfra hvirvledes på disse dage mægtige støvskyer op i luften. På sådanne dage da var luften i store områder så støvmættet, at man knapt kunne ånde, endsige åbne øjnene. Det kunne være således, at en hel egn kunne ligge i tåge af sandstøv, som ikke kunne gennemskues … Og hvad der blev tilbage på mange steder var kun den ufrugtbare undergrund af ahl og sand.”

Når bønderne i den tidlige jernalder havde foretrukket at leve på bakkeøerne og de sandede hedesletter i Midt- og Vestjylland, var det ikke blot, fordi jorden var lettere at opdyrke, men også på grund af de store eng- og mosestrøg, der gav så rigeligt med hø til vinteren og det tidlige forår.

Mange steder fortsatte bebyggelsen på den lette jord, mens der samtidig blev grundlagt nye landsbyer på den tungere. Andre steder var den sandede jord allerede blevet overudnyttet og ødelagt; de gamle marksystemer lå nu hen som vidtstrakte lyngheder, der gjorde nytte for et beskedent antal nøjsomme hedebønder.

Den stærke blæst, som Tacitus nævner i forbindelse med det mellemste Donauområde, ville han dog også have oplevet under en rejse igennem Jylland. Sand- og muldflugt tog for alvor fat, efterhånden som skovenes beskyttende træer forsvandt, og store arealer kom til at ligge uden vegetation en del af året. Ved arkæologiske udgravninger er det påvist, at sandflugten ikke blot var et problem for landsbyerne langs kysten, men også ramte indenlandske pladser.

 På kortet over Thy er byhøjene og de almindelige landsbyer indtegnet. Byhøjene ligger næsten alle på den tungere lerjord, mens de almindelige bopladser findes overalt. I byhøjenes tykke kulturlag er der påvist op til syv byggefaser over hinanden, som tilsammen dækker tidsrummet fra 2. årh. f.Kr. til 2.-3. årh. e.Kr. Befolkningen levede ikke blot af agerbrug og kvægavl, men også af fiskeri i Limfjorden og en omfattende fåreavl på de sandede strandvoldssletter og i klitterne.

På kortet over Thy er byhøjene og de almindelige landsbyer indtegnet. Byhøjene ligger næsten alle på den tungere lerjord, mens de almindelige bopladser findes overalt. I byhøjenes tykke kulturlag er der påvist op til syv byggefaser over hinanden, som tilsammen dækker tidsrummet fra 2. årh. f.Kr. til 2.-3. årh. e.Kr. Befolkningen levede ikke blot af agerbrug og kvægavl, men også af fiskeri i Limfjorden og en omfattende fåreavl på de sandede strandvoldssletter og i klitterne.

I de to første århundreder af vor tidsregning var det danske land mere skovfattigt end nogen sinde tidligere; der lå gårde og landsbyer i næsten enhver krog af landet. I de efterfølgende århundreder rykkede bebyggelsen igen sammen, skoven bredte sig mange steder, og først 1000 år senere fik det åbne land igen samme omfang. Det passer ganske godt med, at landsbyerne i ældre romertid lå mindst lige så tæt som i middelalderen og historisk tid, dvs. med en indbyrdes afstand på mellem én og to og en halv kilometer. På god jord som den fynske lå de endog tættere.

bd-02-78.jpgI Thy kan man med det blotte øje få et indtryk af bebyggelsestætheden gennem byhøjene, der stadig ligger som synlige monumenter over jernalderens landsbyer. Da mange af dem var beboet igennem 400-500 år, er de ikke, som det almindeligvis var tilfældet for jernalderens landsbyer, flyttet rundt med generationers mellemrum. Herved afskrev indbyggerne sig muligheden for at opdyrke og udnytte de velgødede landsbytomter. Forklaringen må være, at jordens bonitet, i forening med dyrkningsformen, ikke gjorde det nødvendigt. For de „almindelige” thylandske landsbyer, dvs. landsbyer som ikke dannede byhøje, og som gennemgående har ligget på den lettere jord, var omflytningen imidlertid et lige så nødvendigt led i udnyttelsen af jorden som i resten af landet.

I Ribeområdet er der helt andre naturforhold end i Thy. Landskabet er domineret af marsken, der følger kystlinien i en bredde af op til to kilometer. Bagved strækker sig hedesletter, bakkeøer og engdrag. I dette område har jernalderbebyggelsen ligget tæt på kanten mellem marsken og de bagvedliggende bakkeøer med store engområder. Her ligger landsbyerne ikke stedfast som byhøjene, men flytter rundt inden for en radius af en halv kilometer. Omflytningsmønsteret svarer således til det, der allerede kendes fra Hodde og Grøntoft; bebyggelsestætheden er større end i Vestjylland, men nogenlunde som i Thy.

Men hvad bestemmer bebyggelsestætheden i et område, og hvorfor ser afstanden på nogle få kilometer ud til at være almindelig? Svaret må findes i den måde, landsbyjorden blev udnyttet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Det bebyggede land i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306825