Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rigdom og gavegivning

Oprindelig forfatter LHed

I sagaen om Egil Skallagrimson, den berømte islandske skjald, berettes, hvordan han som gammel mand skjulte sine kostbarheder i jorden. Han havde to kister med sølv, som var en gave fra den engelske konge. Sammen med et par trælle bar han dem til et hemmeligt sted på sin jord, hvor de blev gravet ned, mens trællene måtte lade livet, så de intet kunne røbe.

Tilsvarende beretninger går igen andre steder i sagaerne. De beskriver, hvordan guld og sølv blev skjult af ejeren – enten gravet ned eller kastet i havet, men de nævner derimod aldrig med ét ord, at skatten skulle være hentet frem igen.

Måske er forklaringen, at nordboerne gemte deres rigdom i jorden – ikke så meget for at skjule og opbevare den til senere i livet, men for ikke at komme tomhændet til dødsriget.

Annonce

 Den største guldskat fra germansk jernalder – bortset fra Guldhornene -stammer fra Broholm i Gudme på Sydøstfyn. Den vejer over fire kilo og rummer brakteater, halsringe, armringe, brudguld, ringguld og barrer samt en lille guldfibel (se forstørrelsen ved siden af farvefotografiet), der vidner om, at ikke alle guldsmede beherskede deres håndværk lige suverænt. Fundet fra Broholm skiller sig ikke blot ud fra andre af tidens guldfund ved sin vægt (alene én af halsringene vejer 1,356 kg), men også fordi det rummer en ellers uset blanding af hele og ituklippede smykker, som giver indtryk af en skattenedlægning af samme slags som samtidens store sølvfund.

Den største guldskat fra germansk jernalder – bortset fra Guldhornene -stammer fra Broholm i Gudme på Sydøstfyn. Den vejer over fire kilo og rummer brakteater, halsringe, armringe, brudguld, ringguld og barrer samt en lille guldfibel (se forstørrelsen ved siden af farvefotografiet), der vidner om, at ikke alle guldsmede beherskede deres håndværk lige suverænt. Fundet fra Broholm skiller sig ikke blot ud fra andre af tidens guldfund ved sin vægt (alene én af halsringene vejer 1,356 kg), men også fordi det rummer en ellers uset blanding af hele og ituklippede smykker, som giver indtryk af en skattenedlægning af samme slags som samtidens store sølvfund.

Det samme kunne være baggrunden for nogle af de guldfund, hvis indhold minder om vikingetidens sølvskatte. De består af tilsyneladende tilfældigt sammenbragte spiralringe, de såkaldte betalingsringe, og forskellige former for barrer, brudguld, mønter og andet. Hvis de er blevet skjult i jorden for at sikre ejeren i et senere liv, må de være samlet sammen over en periode og gemt bort inden ejermanden begav sig ud på en farefuld færd til fremmede kyster – eller, som tilfældet var med Egil Skallagrimson, når livet gik på hæld. Derfor indeholder de guld i den form, som det blev brugt i det daglige.bd-02-236.jpg

Andre genfundne skatte har derimod tydeligvis været gemt bort for en kortere periode, som ved skæbnens tilskikkelse blev længere end beregnet. Derfor indeholder de en blanding af smykker, mønter og betalingsguld – dvs. alle slags værdier. Det er f.eks. fundene fra Dalshøj, Helgö og Gudme.

Helt for sig selv står til gengæld de store, pragtfulde halsringe og armringe, guldfiblerne med ædelstensindlægning og brakteater i snesevis. De var ikke hvermands eje, selv ikke for det krigeraristokrati, som ønskede at sikre sig et standsmæssigt liv i Valhal. Og heller intet tyder da på, at de blev skjult i jorden. De blev snarere overdraget guderne for at sikre deres medvirken ved vigtige tilskikkelser i dette liv.

 Træfigur fra Rude Eskildstrup Mose på Midtsjælland. Den blev fundet stående i torven med hovedet op over den gamle moseflade, og bl.a. derfor har man tolket den som et gudebillede. Den forestiller en siddende, skægget mand, klædt i en lang kjortel. Over brystet er der svage spor af et krydsbånd; hænderne hviler i skødet. Han bærer en stor treringet halsring, der minder slående om de prægtige svenske guldhalskraver fra omkring 500 e.Kr.

Træfigur fra Rude Eskildstrup Mose på Midtsjælland. Den blev fundet stående i torven med hovedet op over den gamle moseflade, og bl.a. derfor har man tolket den som et gudebillede. Den forestiller en siddende, skægget mand, klædt i en lang kjortel. Over brystet er der svage spor af et krydsbånd; hænderne hviler i skødet. Han bærer en stor treringet halsring, der minder slående om de prægtige svenske guldhalskraver fra omkring 500 e.Kr.

Hvad der kastede glans over guderne, kastede imidlertid også glans over giveren – under den forudsætning naturligvis, at de rette personer var bekendt med gavens omfang og skønhed. Den, der kunne skænke sin gud de to guldhorn eller en halsring som den fra Hannenov, ønskede næppe at overgå til glemsel lige med det samme. En sådan handling skabte anseelse og sikrede eftermælet, hvis man skulle være så uheldig at dø uden sværd i hånd.

Nedlægning af guldet blev altså anvendt i to helt forskellige offerritualer. Det ene var offentligt og åbenlyst udsprunget af gavegivningens princip om ydelse og modydelse og beregnet på at understrege giverens storhed. Den anden anvendelse var skjult og hemmelig og havde udelukkende til formål at sikre ejeren i et senere liv, hvor guld nødvendigvis måtte være lige så påkrævet for en standsmæssig tilværelse. Overalt kunne man nemlig bruge guldet til at betale med; det var anerkendt som den standardværdi, andre ting blev udmålt efter. Og det var noget nyt.

Ganske vist blev de romerske mønter også forhen anvendt til visse begrænsede betalinger, men nu klipper man i større udstrækning guldet i stykker og vejer det. Ringguld med afhuggede ender, småstumper, barrer og mønter, samlet og gemt i jorden, er det tydeligste udtryk for, at guldet nu blev brugt på en mere direkte måde i det økonomiske liv. Vi må derfor også regne med, at mange flere har haft det i hænderne. Men når først det omsmeltede guld var blevet formet og udsmykket af suveræne nordiske kunsthåndværkere, blev det eksklusivt; for eliten havde monopol på de fremragende kunsthåndværkere, og kun den havde guld og ædelstene nok til de virkelige pragtstykker. De gyldne gaver, som guderne fik overdraget, repræsenterede derfor elitens ypperste, såvel i guldforbrug som i kunsthåndværk.

 Ringenes herrer – et lille udpluk af ringe fra germanertid med oprindelse vidt forskellige steder i Europa. Overalt har ringen været symbolet på magt. 1: Seglbillede fra den frankiske kong Childeriks fingerring; kongen bærer armring (la). 2: Guldarmring med kolbeformede ender – fra Childeriks grav i Tournai, Belgien. 3: Kolbeformede armringe fra Niedersachsen (2 og 3 kan sammenholdes med Broholmskatten). 5: Guldbrakteat fra Danmark med halsring (5a). 6-7: Udsnit af romerske kejsermedaljoner, som har været forbillede for brakteaterne. I stedet for ring ses det ejendommelige romerske herskertegn, som en lille sæk. 8: Medaljon fra Sverige. 9-10: Danske brakteater. 11: Del af vulstring fra Sverige (se Hannenovringen). 12: Vulstring fra Rumænien. 13-14: Afbildninger på norske medaljoner. 15: Armring fra Danmark.

Ringenes herrer – et lille udpluk af ringe fra germanertid med oprindelse vidt forskellige steder i Europa. Overalt har ringen været symbolet på magt. 1: Seglbillede fra den frankiske kong Childeriks fingerring; kongen bærer armring (la). 2: Guldarmring med kolbeformede ender – fra Childeriks grav i Tournai, Belgien. 3: Kolbeformede armringe fra Niedersachsen (2 og 3 kan sammenholdes med Broholmskatten). 5: Guldbrakteat fra Danmark med halsring (5a). 6-7: Udsnit af romerske kejsermedaljoner, som har været forbillede for brakteaterne. I stedet for ring ses det ejendommelige romerske herskertegn, som en lille sæk. 8: Medaljon fra Sverige. 9-10: Danske brakteater. 11: Del af vulstring fra Sverige (se Hannenovringen). 12: Vulstring fra Rumænien. 13-14: Afbildninger på norske medaljoner. 15: Armring fra Danmark.

Guldet kom formentlig hertil som mønter, der i vid udstrækning blev omsmeltet. Det må betyde, at der endnu ikke var brug for at bevare dem i en form, hvor lødighed og vægt var fast. Den eneste undtagelse var de store, centrale handels- og produktionspladser som f.eks. Dankirke, Helgö og Gudme. Her ser det ud til, at mønterne blev anvendt i mere komplicerede handels- og bytteforhold.

Betaling var således et begreb, som havde med regulær handel at gøre. På andre områder er varer og tjenesteydelser sikkert blevet omsat og udvekslet efter et sæt af sociale normer, vi ikke kender. Kun for krigeraristokratiets vedkommende fortæller fundene – og heltedigtene – om gavegivningens forpligtende karakter. Det var her, de gyldne ringe – simple eller prægtige, afhuggede eller fuldendte – indtog deres særlige plads.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lotte Hedeager: Rigdom og gavegivning i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306889