Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Magtens fundament

Oprindelig forfatter LHed

Overklassen var økonomisk forankret i jordbesiddelser, men den var også et krigeraristokrati, for hvem udøvelsen af den fysiske, militære magt var en indiskutabel ret og forpligtelse. Både retten til jord og retten til magt har været grundfæstede træk i aristokratiets verdensbillede. Det, man havde tilkæmpet sig i århundrederne forud, var nu blevet eviggyldige rettigheder overalt i landet. Et nyt magtfundament var etableret og konsolideret. Jorden var ikke længere gudernes, forfædrenes eller fællesskabets, men enkeltpersoners legitime besiddelse. Det betød bl.a., at den ved død overgik som en retmæssig arv til næste generation, og det medførte igen, at dyrkningsretten frit kunne overlades andre – mod afgift eller anden form for betaling eller tjenesteydelse naturligvis.

Det er svært at vide, hvor fremskredet dette afgiftssystem har været allerede i denne del af jernalderen. Sammenlægninger af gårde og landsbyer til nye, større enheder, som nu var gennemfort over hele landet, samlede ikke blot mere jord på færre hænder, men gav de stormænd, som må have forestået reguleringerne, mulighed for at sikre deres egne interesser.

 Takket være de bevarede dragter fra Thorsbjergfundet er det muligt at rekonstruere den fornemme mandsdragt med den store pragtkappe, der kunne bæres på flere forskellige måder – men altid holdt sammen på højre skulder af en stor fibel.

Takket være de bevarede dragter fra Thorsbjergfundet er det muligt at rekonstruere den fornemme mandsdragt med den store pragtkappe, der kunne bæres på flere forskellige måder – men altid holdt sammen på højre skulder af en stor fibel.

Det krigeraristokrati, som nu havde etableret sig som en jordejende klasse, behøvede et overskud for at sikre sin position inden for elitens egne rækker. Det var nemlig ikke tilstrækkeligt at eje rigdom. Ingen stormand vandt sig indflydelse – eller bevarede den, han havde – blot ved at besidde store jordområder eller fyldte skattekister. Nej, hans rigdom måtte cirkulere.

Annonce

Våbenmagten havde som sin forudsætning, at en stormand kunne knytte krigere til sig i troskabsforhold. Det kunne han bedst ved gavmildt at dele ud af sine rigdomme og dermed forpligte den, der tog imod, til at yde gengæld – hvad enten det var i form af modgaver, krigstjeneste eller andet arbejde. Det overskud, som var en nødvendig forudsætning for at holde denne gavestrøm i gang, kunne næppe alene hentes gennem éns egen jord. Krig, plyndring og røveri, måske også inddrivelse af skat og boder ikke mindst fra befolkningen i erobrede områder, var en anden mulighed. Stormænd og deres hird i bitter kamp om kontrol med hinandens besiddelser og interesseområder er vel det, der kommer til udtryk i det fornemme, fyrstelige våbenudstyr, som fandt vej til helligmoserne. Målet var at øge sin magtbase gennem indtægter fra nye områder.

 Fibler. Disse bøjlenåle var, sammen med bæltespændet, uundværlige dele af mandens standsmæssige klædedragt, og det var da også dem, der blev genstand for fremragende forarbejdning.

Fibler. Disse bøjlenåle var, sammen med bæltespændet, uundværlige dele af mandens standsmæssige klædedragt, og det var da også dem, der blev genstand for fremragende forarbejdning.

Deltagelse i plyndringstogter og overfald var et attraktivt alternativ til det mindre indbringende liv i det hjemlige. Ja, måske var det en nødvendig forudsætning for unge mænds anseelse og videre skæbne i dette heltedyrkende krigersamfund. Jordens dyrkning og andre fredelige sysler var sikkert overladt den store gruppe, som ikke selv ejede jord, eller som i det mindste ikke ejede nok til at være fuldgyldige medlemmer af krigeraristokratiet. Selv tog man på togter til fremmede kyster for at vinde gods og guld, men ikke mindst heltery. Eller det kunne komme dertil, hvor man valgte at slå sig ned i det fremmede, fordi mulighederne var bedre der end hjemme. Jyderne, anglerne og sakserne hærgede de vesteuropæiske kyster, men nogle af dem valgte at bosætte sig i den sydøstlige del af England, ligesom vikingerne nogle hundrede år senere bemægtigede sig store dele af Østengland.

Den historiske viden om disse tidlige plyndringstogter er yderst sparsom og kan slet ikke sammenlignes med den viden, vi har om vikingetogterne. Vi mangler samtidige og troværdige skriftlige kilder, fordi der ikke var så mange, der kunne skrive og dermed give beretningen videre til eftertiden.

Forskellen mellem de navnkundige vikingetogter og de togter, der fandt sted nogle hundrede år tidligere, var næppe så stor endda. Danerkongen Hugleik, som faldt under et togt til Frankerriget i 515, er en påmindelse om, at konger og krigere også på dette tidspunkt drog ud for at handle, plyndre og vinde hæder ligesom vikingerne. Indimellem satte de også livet til og kunne – som i dette tilfælde – dermed komme til at skrive historie.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lotte Hedeager: Magtens fundament i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306890