Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lighed i døden

Oprindelig forfatter LHed

Var det ikke for guldfundene, ville vi have opfattet 400- og 500-tallet som en periode, der var præget af kulturel isolation og fattigdom efter århundreders intense kontakter til den romerske verden og de germanske broderfolk mod syd. Vi kender nemlig kun få af tidens mennesker fra deres grave.

Fra hele ældre jernalder er der udgravet massevis af simple, anonyme grave uden gravgaver af betydning, men ikke engang det finder vi i germanertid. Da vi imidlertid ved, at landet var tæt befolket, og at man fortsat levede i store landsbyer, må der have været rigdom nok at tage af til gravgods. Der må nødvendigvis være en anden årsag end fattigdom til, at gravene sjældent kan identificeres ved fund. Måske kan vi læse forklaringen ud af en fundberetning fra 1896 i Nationalmuseets protokol efter udgravningen af en lille gravplads ved Janum mellem Brovst og Fjerritslev i Han herred. Her står:

 Udvalg af gravgaver fra Sejlflod sydøst for Ålborg. Nogle få steder i landet fortsætter gravskikken fra romersk jernalder med gravgaver og omhyggelige begravelsesritualer endnu nogle generationer. Tydeligst ses det i Himmerland, hvor flere store gravpladser fortsat anvendes ind i 400-årene. Den største og rigeste af dem ligger ved Sejlflod. På gravpladsen er de døde anbragt i plankekister af egetræ, alle i øst-vestlig retning. Gravgaverne ligger i kisten på samme måde som tidligere. Ved fødderne kan der, foruden lerkar, stå et trækar og evt. en lille træspand med beslag og hank af bronze. Omkring den dødes hoved og overkrop ligger det personlige udstyr som f.eks. bøjlenåle, bæltespænder, knive, kamme, tenvægte, perler, nøgler og i sjældne tilfælde også en guldfingerring. Selv om der fortsat investeres betydelige mængder i gravgaverne, f.eks. som den her viste sølvfibel og de to små sølvvedhæng, kommer gravudstyret ikke på noget tidspunkt på højde med udstyret i de rige romertidsgrave.

Udvalg af gravgaver fra Sejlflod sydøst for Ålborg. Nogle få steder i landet fortsætter gravskikken fra romersk jernalder med gravgaver og omhyggelige begravelsesritualer endnu nogle generationer. Tydeligst ses det i Himmerland, hvor flere store gravpladser fortsat anvendes ind i 400-årene. Den største og rigeste af dem ligger ved Sejlflod. På gravpladsen er de døde anbragt i plankekister af egetræ, alle i øst-vestlig retning. Gravgaverne ligger i kisten på samme måde som tidligere. Ved fødderne kan der, foruden lerkar, stå et trækar og evt. en lille træspand med beslag og hank af bronze. Omkring den dødes hoved og overkrop ligger det personlige udstyr som f.eks. bøjlenåle, bæltespænder, knive, kamme, tenvægte, perler, nøgler og i sjældne tilfælde også en guldfingerring. Selv om der fortsat investeres betydelige mængder i gravgaverne, f.eks. som den her viste sølvfibel og de to små sølvvedhæng, kommer gravudstyret ikke på noget tidspunkt på højde med udstyret i de rige romertidsgrave.

„Alle grave i de 16 høje stammer fra folkevandringstiden [ældre germanertid], og var i det væsentlige ensartede. De indeholdt som regel et lerkar med brændte ben, stående i et tyndt lag trækul. Dette havde altid størst udstrækning i øst-vest, og i det kunne ligge brændte ben og småoldsager, der jævnlig var præget af at have været på ligbålet.

Annonce

Det hele må betragtes som enkeltgrave…

Andre steder var i højbunden gravet en aflang, firesidet grav, hvis fyld indeholdt kul, brændte ben og småoldsager. Længderetningen var ligeledes her regelmæssig øst-vest. Lidt over denne stod et med brændte ben fyldt lerkar.

Sten var aldrig anvendt, hverken til ramme om graven eller til brolægning.”

Hvad der ikke står i denne sammenfatning, men derimod kan læses andetsteds i beretningen, er det forhold, at trækulslag og urner er anbragt 30-40 cm over højbunden i tuer af samme størrelse som de førromerske tuegrave – godt en meter i højden og op til syv meter i diameter. Forskellen er imidlertid den temmelig væsentlige, at tuegravene har en underjordisk del, grøften og urnen, som blev gravet ned i jorden, for højen blev bygget, og som derfor er bevaret, selv om højen for længst er pløjet væk.

En urne med lidt trækul, et par sammensmeltede glasperler eller tilsvarende småting, anbragt i en lav høj uden stenmarkering eller groft – den har ikke haft mange chancer for at overleve til i dag. Derfor er det forståeligt, at gravene fra dengang er forsvundet. Men havde guldet glimtet lige så ofte i gravene som i offerfundene, var de nok blevet opdaget alligevel. Det har det ikke gjort; gravene har været fattige – alle sammen.

Begravelsesritualerne har altså ændret sig. Allerede fra midten af 300-tallet ses tendensen overalt – begravelserne tappes lidt efter lidt for alt overflødigt; tilbage er urnen med de brændte ben eller skelettet uden gravgaver.

Den tanke falder naturligt for, at det kan skyldes indflydelse fra kristendommen, som længe havde gået sin sejrsgang over den klassiske verden; som den første stat var Armenien blevet kristnet i 303, og under kejser Konstantin den Store (306-337) blev kristendommen tilladt som romersk religion.

Ved århundredets slutning var den nye tro blevet spredt til germanske stammer som f.eks. vandalerne og burgunderne, og senere blev den antaget af de frankiske konger i det stadig mere dominerende Frankerrige. Endelig ved vi, at både Irland og store dele af det romerske England var kristnet, så kristendommen har ikke været helt ukendt for befolkningen i Norden – i hvert fald ikke for den toneangivende del, som rejste ud. Alligevel kom der til at gå mange hundrede år, før kristendommen officielt kom hertil, og for den tid tyder intet på en kristen påvirkning af Nordens gudetro. Og bortset fra det manglende gravgods ligner begravelsesritualerne da heller ikke de kristne det mindste. Den forklaring må altså forkastes. Andre steder i Skandinavien er gravene ikke så uanselige som i Danmark. Tidens største gravmonumenter er de berømte storhøje ved Gammel Uppsala, ikke langt fra Helgö i det østlige Mälarområde. Her opstod i yngre jernalder et politisk centrum, som foruden handelspladserne Helgö og senere Birka også menes at være sæde for Svearigets ældste kongedynasti, Ynglingeætten.

 Glasskål og lerkar fra gravpladsen ved Sejlflod. Lerkarrets form efterligner de romerske glas med indslebne facetter, akkurat som de østjyske lerkar nogle hundrede år tidligere var lavet efter de romerske bronzekar.

Glasskål og lerkar fra gravpladsen ved Sejlflod. Lerkarrets form efterligner de romerske glas med indslebne facetter, akkurat som de østjyske lerkar nogle hundrede år tidligere var lavet efter de romerske bronzekar.

De tre høje, som i størrelse svarer til de danske kongehøje i Jelling, skulle være rejst over de legendariske Ynglingekonger Aun, Egil og Adils. En tilsvarende storhøj ved Husby 40-50 km nordvest for Gammel Uppsala rummer ifølge overleveringen Ottar Vendelkråka, der skulle være død omkring 500. Dateringen af højene modsiger ikke Ynglingesagaens kronologi; Ottarshøjen er opfort i slutningen af 400-tallet, to af de andre henholdsvis 500-600 og 550-650. Og endelig viser de få og små rester af gravgodset, at det oprindelige udstyr – i det mindste fra højene i Gammel Uppsala – var konger værdigt: et stykke guldblik med filigran-ornamentik og dyremotiver i den ene og et lille stykke guldarbejde i cloisonné i den anden; og i Ottarshøj en en solidus fra slutningen af 400-tallet.

Kendte disse konger det kristne budskab om lighed i do-den, så havde det i hvert fald ikke smittet af på den storhed, som de ønskede at omgive sig med i graven. Men deres danske fæller – hvor var de? Hvorfor skabte de ikke synlige eftermæler, som var deres stand og position værdig?

I Bjovulf-kvadet findes beretningen om den danske kongeslægt Skjoldungerne og deres stamfar, Skjold. Det fortælles heri, at han som barn kom sejlende til danernes rige alene om bord på et våbenprydet skib. Efter sin død mange år senere sendte et taknemmeligt dansk folk ham ud på den sidste rejse – over havet på samme måde, som han var kommet.

 Storhøjene og kirken i Gammel Uppsala ved Målaren i Uppland. Gammel Uppsala var politisk og religiøst centrum i det fremvoksende Svearige i hvert fald fra begyndelsen af 500-tallet. Her findes de tre kongshøje omgivet af et gravfelt med omkring 150 større og mindre høje. Kongshøjene er omkring 12 m høje og deres diameter omkring 40 m. Fragmenter af brændte gravgaver fra to af højene viser resterne af meget rige krigerudrustninger. Foruden gravhøjene og Tingshøjen ses også den romanske stenkirke, som blev bygget i 1100-tallet, muligvis på stedet for det hedenske tempel, hvor Odin, Thor og Frej ifølge Adam af Bremen (død ca. 1081) blev tilbedt med menneske- og dyreofre.

Storhøjene og kirken i Gammel Uppsala ved Målaren i Uppland. Gammel Uppsala var politisk og religiøst centrum i det fremvoksende Svearige i hvert fald fra begyndelsen af 500-tallet. Her findes de tre kongshøje omgivet af et gravfelt med omkring 150 større og mindre høje. Kongshøjene er omkring 12 m høje og deres diameter omkring 40 m. Fragmenter af brændte gravgaver fra to af højene viser resterne af meget rige krigerudrustninger. Foruden gravhøjene og Tingshøjen ses også den romanske stenkirke, som blev bygget i 1100-tallet, muligvis på stedet for det hedenske tempel, hvor Odin, Thor og Frej ifølge Adam af Bremen (død ca. 1081) blev tilbedt med menneske- og dyreofre.

Måske var det skik, at landets konger og jarler blev stedt til hvile på et skib i stedet for i jorden. Men de personer, som i givet fald var værdige til en sådan begravelse, var blot en lille del af det krigeraristokrati, der ejede gods og guld, og som også skulle begraves.

De tider var øjensynligt forbi, hvor det var nødvendigt at lægge fornemme smykker, fremmede prestigevarer og kostbare våben i gravene; ingen skulle længere overbevises om bestemte slægters eller gruppers særstilling og deres ret til privilegier. Deres interesse var nu at underbygge og konsolidere den samfundsorden, som de selv var blevet garanter for. Og til det formål var religionen et effektivt redskab.

Det overskud, som tidligere blev brugt på gravgaver til slægtens forherligelse, blev nu i stedet anvendt som offergaver til gudernes ære. De guldringe, som forhen fulgte aristokratiet i graven, lagde de nu i de hellige moser og lunde.

De ledende slægter, som engang blev gravlagt med så overdådige symboler på magt og rang, gjorde nu i stedet hvad de kunne for at understrege, at de – trods en åbenlyst privilegeret stilling – i døden var lig alle andre, medmindre naturligvis, at de som kong Skjold skulle være sendt af sted til det ukendte ombord på et prægtigt skib. Og det er vel den samme lighedsideologi, som kommer til udtryk hos vikingerne, da de i 885 angreb Paris med en flåde på 700 større skibe og belejrede byen med 30.000-40.000 mand. Deres anfører præsenterede sig ifølge den frankiske krønike ikke som konge, men som ”fællernes herre”.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lotte Hedeager: Lighed i døden i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 20. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306886