• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den danske bøgeskov

Sommerdage, mættede af sol og varme, var umærkeligt blevet sjældnere. Gamle folk kunne berette – hvad de selv havde fået fortalt som børn af slægtens ældste – om somre, hvor solen gjorde græsset brunt og tørt, jorden hård som sten, åerne til små bitte løb, hvor vandet stod næsten stille, og om de efterfølgende vintre, hvor sneen lå tykt og frosten bed, og hvor kvæget gik til af mangel på foder.

Sådan var det ikke mere. Hårde tider kendte man naturligvis stadig, men det var især, når solen svigtede, afgrøderne druknede i regn og når ingenting kunne tørre i det kølige og fugtige høstvejr. Så kunne det være en næsten umulig opgave at få kornet til at række gennem vinteren og det tidlige forår, når der også skulle være udsæd til det kommende år.

Vandet og varmen – det var de to poler, hvorom jernalderbondens eksistens nødvendigvis måtte dreje. I århundrederne omkring Kr. var klimaet varmere, men først og fremmest mere tørt end nu, og man var derfor sårbar over for svigtende nedbør. Anderledes var det i 400- og 500-tallet, hvor regnen blev en trussel, fordi vejret i forvejen var blevet køligere og mere fugtigt.

Annonce

 Disse fem halsringe er fundet sammen i en lille mose ved Fræen Nordmark syd for Ålborg. De er typiske repræsentanter for tidens store, massive halsringe, bestående af to ens dele, sammenholdt i en krog. Halsringene, der kan veje op til et kilo, er de tungeste guldsmykker fra oldtiden. De kan være glatte som her eller udsmykket med enkle stempelmønstre eller lave tværbånd, og de gør sig således mere bemærket ved vægten end på grund af den kunstneriske kvalitet. Disse fem fra Fræen Nordmark vejer tilsammen næsten to kilo; den største godt 700 g, den mindste ca. 70 g; kun guldhornene og skatten fra Broholm vejer mere.

Disse fem halsringe er fundet sammen i en lille mose ved Fræen Nordmark syd for Ålborg. De er typiske repræsentanter for tidens store, massive halsringe, bestående af to ens dele, sammenholdt i en krog. Halsringene, der kan veje op til et kilo, er de tungeste guldsmykker fra oldtiden. De kan være glatte som her eller udsmykket med enkle stempelmønstre eller lave tværbånd, og de gør sig således mere bemærket ved vægten end på grund af den kunstneriske kvalitet. Disse fem fra Fræen Nordmark vejer tilsammen næsten to kilo; den største godt 700 g, den mindste ca. 70 g; kun guldhornene og skatten fra Broholm vejer mere.

Hvad der var ugunstigt for kornet, var derimod godt for græsset. Det regnfulde vejr fremmede græsvæksten på enge og overdrev. Moser voksede, og lavtliggende marker kunne mange steder ikke længere dyrkes, men blev lagt om til græsningseng. Jernalderbonden måtte satse endnu mere på sine dyr fremfor at tilså og dyrke store markområder med korn. Det kan være en af forklaringerne på, at skoven fik lov at brede sig over de førhen så vidtstrakte agre.

Det var især på de tunge – og frugtbare – østdanske jorder, at bøgeskoven efterhånden lukkede sig om landet. Takket være de nye driftsformer gav jorden nu også et bedre udbytte, naturligvis under forudsætning af, at høsten ikke blev ødelagt af regn og væde. Derfor var det heller ikke nødvendigt at holde så store arealer under plov.

I Jylland, hvor forskellen mellem god og dårlig – dvs. mellem leret og sandet – jord var større end på Øerne, slog mange bønder sig nu ned på den tunge jord. Ganske vist var den vanskeligere at opdyrke, men til gengæld gav den også større sikkerhed og bedre udbytte.

 Pollendiagram fra Abkær Mose i Sønderjylland. Mange egne af landet viser samstemmende, at skoven, og især bøgeskoven, vinder kraftigt frem, som det også fremgår af dette pollendiagram. Da den samtidige bebyggelse har været meget svagt belyst gennem arkæologiske fund, har det været nærliggende at kæde disse to forhold sammen og se dem som direkte udslag af en affolkning eller udvandring. Ganske vist ved vi, at jyderne sammen med anglerne og sakserne koloniserede en del af England på denne tid, men det er i høj grad usikkert, om det er resultatet af denne udvandring, der kan aflæses i pollenkurverne. Selv i landets østligste egne, hvorfra deres emigration i hvert fald ikke kan have sat sig spor, vinder skoven frem. Forklaringen må derfor søges et andet sted, og det kunne f.eks. være i en ændret udnyttelse af jorden.

Pollendiagram fra Abkær Mose i Sønderjylland. Mange egne af landet viser samstemmende, at skoven, og især bøgeskoven, vinder kraftigt frem, som det også fremgår af dette pollendiagram. Da den samtidige bebyggelse har været meget svagt belyst gennem arkæologiske fund, har det været nærliggende at kæde disse to forhold sammen og se dem som direkte udslag af en affolkning eller udvandring. Ganske vist ved vi, at jyderne sammen med anglerne og sakserne koloniserede en del af England på denne tid, men det er i høj grad usikkert, om det er resultatet af denne udvandring, der kan aflæses i pollenkurverne. Selv i landets østligste egne, hvorfra deres emigration i hvert fald ikke kan have sat sig spor, vinder skoven frem. Forklaringen må derfor søges et andet sted, og det kunne f.eks. være i en ændret udnyttelse af jorden.

Livet havde på mange måder ændret sig for jernalderens mennesker i løbet af det sidste par hundrede år. I landsbyerne lå gårdene som store, selvstændige enheder, og både gårde og landsbyer var meget større end tidligere. Nogle var kendt viden om, fordi de ved siden af landbrugsdriften fremstillede f.eks. smedejern eller fint klæde, som andre landsbyer aftog og forarbejdede – ikke blot til eget brug, men også for at afhænde til opkøbere.

Også landskabet havde ændret sig – umærkeligt fra år til år. Set i århundredets perspektiv var det åbne land på retur og den danske bøgeskov havde for alvor fået fodfæste som et karakteristisk træk i landskabet.

Den skønhed, vi i dag ser i de store, uberørte naturområder, og den ro vi søger i skovenes dyb, ville ingen dengang have nikket genkendende til. Tværtimod. Røvere, trolde og elverpiger var mere eller mindre konkrete trusler for den rejsendes liv og sikkerhed, og det har været rædselsvækkende, når vejen førte gennem mørke og endeløse skove.

 Udgravning af en jernalderboplads i forbindelse med nedlægning af naturgasledning i 1980'erne. Landmålerstokken ligger på gulvet i et hus. Bagved ses en indgangsbrolægning. Den smalle søgegrøft midt i det kommende gastracé skærer tværs gennem landsbyen, og arkæologerne ser rester af lergulve og brolægninger, hvor de enkelte huse har ligget. De mindst ødelagte huse udgraves omhyggeligt (men kun i tracéets bredde), hvorimod mindre informative dele af bopladsen springes over på trods af, at de odelægges ved nedlægningen af gasrørene – jernalderbopladser med kulturlag er så tidkrævende at udgrave, at man af økonomiske grunde må prioritere.

Udgravning af en jernalderboplads i forbindelse med nedlægning af naturgasledning i 1980'erne. Landmålerstokken ligger på gulvet i et hus. Bagved ses en indgangsbrolægning. Den smalle søgegrøft midt i det kommende gastracé skærer tværs gennem landsbyen, og arkæologerne ser rester af lergulve og brolægninger, hvor de enkelte huse har ligget. De mindst ødelagte huse udgraves omhyggeligt (men kun i tracéets bredde), hvorimod mindre informative dele af bopladsen springes over på trods af, at de odelægges ved nedlægningen af gasrørene – jernalderbopladser med kulturlag er så tidkrævende at udgrave, at man af økonomiske grunde må prioritere.

For et par tusinde år siden skrev Tacitus om Germanien, at „det som helhed er skræmmende med skove og hæslige moser”. Tusind år senere kunne Adam af Bremen efter en rejse ad Hærvejen tilføje: „Vel vrimler enhver egn i Germanien skrækkelig af dybe skove, men Jylland er dog endnu mere skrækindjagende end andre egne – jordbunden dér er gold – det ser næsten altsammen ud som en ødemark, et saltland og en vældig ørken. Jylland skys tillands på grund af manglen på afgrøde, tilvande på grund af sørøvernes angreb (sørøverne kalder de vikinger). Det befindes knap dyrket på noget sted og er knap egnet til menneskelig bosættelse”.

Det var ikke høje tanker, det kultiverede Europa havde om disse ukendte landområder ved randen af „Det yderste hav”. Den romerske forfatter Plinius den Ældre beskrev for et par tusinde år siden folkeslaget chauci ved floden Wesers munding (se landkortet over Germanien i afsnittet Jorden og dens mennesker), og tydeligere kan holdningen næppe udtrykkes: „Af stargræs og mossiv knytter de løkker, som de laver net af til fiskefangst. Med deres hænder samler de mudder og lader det tørre i blæsten frem for i solen, og med den jordart [dvs. tørv] varmer de maden og deres frysende kroppe i nordenvindens susen. De har kun regnvand at drikke, og det opsamles i grave foran indgangen til deres hus. Og alligevel siger chaukerne, at hvis det romerske folk skulle besejre dem i dag, så ville de leve som slaver! Ja sådan forholder det sig jo: Skæbnen skåner mange, men blot til deres egen ulykke.” (Oversat af Niels W. Bruun)

/pre, function 'uri.build' failed with response:

Object reference not set to an instance of an object