Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kunsthåndværk og dyreornamentik

Oprindelig forfatter LHed

I et samfund som det nordiske, hvor gavegivningen spillede en afgørende rolle i det politiske og sociale liv, har der for både giver og modtager været afgørende forskel på en pose guldmønter og en smukt forarbejdet guldring, selv om vægten var den samme. Forarbejdningen forøgede genstandenes værdi og prestige, og de dygtigste kunsthåndværkere kom således til at lægge en ekstra dimension til den anseelse og det omdomme, som var gavegivningens egentlige formål.

Ved overlegen anvendelse af forfinede metoder formåede de nordiske kunsthåndværkere at skabe smykker af enestående skønhed og kvalitet. De udviklede et kunsthåndværk, som på den mest raffinerede måde forenede fremmed stilpåvirkning med den lokale tradition, og til deres rådighed havde de guld i mængder som aldrig tidligere.

Purt guld er dog ikke videre velegnet til smykker, fordi det er for blødt. Ved at tilsætte sølv eller kobber bliver det lettere at arbejde med, smykker og ringe bliver mere holdbare, og guldet rækker længere. Legeres der med sølv, bliver farven hvid-gul; blander man med kobber, bliver den rodlig. Den særegne glød og varme, som ofte stråler fra oldtidsguldet, stammer fra guld af højere lødighed end normalt anvendt i dag – 20 karat er intet særsyn.

Annonce

 Guldringen fra Hannenov på Falster; detaljer af ornamentikken udtegnet.

Guldringen fra Hannenov på Falster; detaljer af ornamentikken udtegnet.

Den fornemste af alle danske guldringe er fundet ved Hannenov på Falster. Sammen med nogle få armringe, fibler og hængesmykker udgør den en lille eksklusiv gruppe, der er udsmykket med filigran og granulering; teknikker, der hører til de mest avancerede og specialiserede inden for guldsmedningen.

Filigran fremstilles af en ganske tynd metaltråd (guld eller sølv), hvis kornede udseende fremkommer ved hamring. Tråden formes til de ønskede figurer, som loddes fast til underlaget ved en særlig loddeteknik, slaglodning, hvor der anvendes en legering af det samme metal, men med et lavere smeltepunkt, så man undgår, at tråd og underlag smelter ved sammenlodningen.

Granulering, som ved første øjekast kan forveksles med filigran, består af ganske små påloddede guldkugler. De fremstilles ved at anbringe guldstykker på et underlag af trækul, hvor de opvarmes til smeltepunktet. Herved omdannes de til bittesmå kugler, der hver for sig kan sættes fast med slaglodning.

 Næroptagelse af guldringen fra Hannenov på Falster. Hele ringen måler ca. 25 cm i diameter – en betragtelig størrelse for en halsring – og er fremstillet af et halvt kilo guld. Ringen består af to glatte guldror, tæt besat med påloddede ringe og forbundet ved et hængsel. Overfladen er dækket med den fineste filigranornamentik, der danner cirkler, s-formede figurer, fletværk og enkelte dyrefigurer. Ringen, som er fremstillet i slutningen af 400-tallet, blev fundet ganske tæt under overfladen af en tidligere torvemose. Som for så mange andre af de store guldfund tyder fundomstændighederne på, at de ikke er blevet skjult i jorden, men anbragt oven på den – på et helligt sted, som intet menneske siden har turdet nærme sig.

Næroptagelse af guldringen fra Hannenov på Falster. Hele ringen måler ca. 25 cm i diameter – en betragtelig størrelse for en halsring – og er fremstillet af et halvt kilo guld. Ringen består af to glatte guldror, tæt besat med påloddede ringe og forbundet ved et hængsel. Overfladen er dækket med den fineste filigranornamentik, der danner cirkler, s-formede figurer, fletværk og enkelte dyrefigurer. Ringen, som er fremstillet i slutningen af 400-tallet, blev fundet ganske tæt under overfladen af en tidligere torvemose. Som for så mange andre af de store guldfund tyder fundomstændighederne på, at de ikke er blevet skjult i jorden, men anbragt oven på den – på et helligt sted, som intet menneske siden har turdet nærme sig.

Filigran- og granuleringskunsten byggede på en tradition, som i Danmark gik tilbage til tiden omkring Kr.f., bl.a. kendt fra de små dråbeformede hængesmykker, der kaldes berlokker. Teknikken stammer fra romerne, som på deres side havde overtaget den som en arv fra etruskerne og den græsk-hellenistiske kultur.

Nordens guldsmede kom til at beherske dette håndværk til fuldkommenhed, men de var samtidig åbne og eksperimenterende over for nye impulser. De første smykker, der kombinerede filigran med indlægning af glas eller halvædelstene, kom til landet fra begyndelsen af 300-årene. Et af de smukkeste eksempler er en stor guldfibel fra Årslev på Fyn, som er fremstillet hos vestgoterne i det nuværende Ungarn. I de efterfølgende århundreder begyndte nordiske guldsmede selv at eksperimentere med denne nye teknik.

Ædelstensdekorationen hørte oprindelig til mod øst, blandt asiatiske rytterfolk i det nordlige Sortehavsområde, f.eks. skytherne og sarmaterne. Men det var især i de skythiske værksteder ved Sortehavskysten, at asiatiske og græske elementer blev forenet til en særpræget og pragtfuld kunst fra midten af det sidste årtusinde f.Kr. Filigran og granulation, som f.eks. ses på den store keltiske guldhalsring fra Dronninglund i Vendsyssel (se En mangfoldighed af offergaver), blev nu kombineret med ædelstensindlægning i cloisonnéteknik, dvs. plan slebne halv- og helædelstene indfattet i et celleværk af metal (oftest guld) til et fladedækkende mønster.

Alle disse kunsttraditioner levede videre og blev siden overtaget af goterne, hvis rige ved Sortehavet opstod i begyndelsen af det tredje århundrede e.Kr. Ved midten af 300-tallet havde goterne udstrakt deres herredomme fra Sortehavets kyster til Østersøen, og herved spredtes også kendskabet til ædelstensdekorationen. I de følgende århundreder udvikledes og blomstrede denne smykkekunst rundt omkring i Europa – hos vestgoterne og siden østgoterne i Ungarn, hos østgoterne og longobarderne i Italien, i Frankerriget og det angelsaksiske England – og i Skandinavien.

Den skandinaviske stil, som for alvor blev udviklet i løbet af 400-tallet, kom ikke blot til udfoldelse på pragtstykker med guldindlagte ædelstene eller smykket med filigran og granulering. Fibler, bæltespænder, våbenudrustning og rembeslag af ædelmetaller og bronze, træsager, tekstilbånd og sikkert meget andet af forgængeligt materiale var også dækket med stiliserede plantemotiver, geometriske monstre og skulpturelle dyrefigurer.

 Pragtfiblerne fra Kitnæs Strand ved Jægerspris i nærheden af Frederikssund (tv) og fra Skodborg sydvest for Kolding (th). Kitnæsfiblen består af en stor rektangulær hovedplade, rygknappen og en fodplade med indskårne sider. De tre dele består hver for sig af en bronzeplade, der er pakket ind i en tynd guldplade og herefter loddet sammen. Alle flader er tæt besat med filigran og granulering. På rygknappen ses fire s-formede dyrefigurer, og overfladen er desuden pyntet med indlagte sten. Der er en påfaldende kontrast mellem det fornemme guldsmedearbejde og stenenes klodsede indfatning og tilslibning. Forklaringen må være, at smeden har været dybt fortrolig med traditionel guldsmedeteknik, men eksperimenterende og søgende, når han stod over for ædelstensdekorationen. Fiblen fra Kitnæs, som stammer fra den sidste halvdel af 400-tallet, er et af de tidligste eksempler på, at man har optaget og indpasset denne nye kunsttradition i den traditionelle. Også Skodborgfiblen er udsmykket med filigran og indlagte sten, men den er i modsætning til Kitnæsfiblen fremstillet af massivt guld. Den stiliserede dyrefigur og den komplicerede ædelstensindlægning i cloisonné viser, at den er yngre.

Pragtfiblerne fra Kitnæs Strand ved Jægerspris i nærheden af Frederikssund (tv) og fra Skodborg sydvest for Kolding (th). Kitnæsfiblen består af en stor rektangulær hovedplade, rygknappen og en fodplade med indskårne sider. De tre dele består hver for sig af en bronzeplade, der er pakket ind i en tynd guldplade og herefter loddet sammen. Alle flader er tæt besat med filigran og granulering. På rygknappen ses fire s-formede dyrefigurer, og overfladen er desuden pyntet med indlagte sten. Der er en påfaldende kontrast mellem det fornemme guldsmedearbejde og stenenes klodsede indfatning og tilslibning. Forklaringen må være, at smeden har været dybt fortrolig med traditionel guldsmedeteknik, men eksperimenterende og søgende, når han stod over for ædelstensdekorationen. Fiblen fra Kitnæs, som stammer fra den sidste halvdel af 400-tallet, er et af de tidligste eksempler på, at man har optaget og indpasset denne nye kunsttradition i den traditionelle. Også Skodborgfiblen er udsmykket med filigran og indlagte sten, men den er i modsætning til Kitnæsfiblen fremstillet af massivt guld. Den stiliserede dyrefigur og den komplicerede ædelstensindlægning i cloisonné viser, at den er yngre.

De geometriske monstre, der er udformet som dybe modstillede snit med skarp lys-skyggevirkning, var oprindelig en træskærerteknik, som romerne overførte på bronzer. Her kendes den især fra den senromerske militærudrustning i grænseegnene fra Rhinen i vest til Ungarn og det nordlige Balkan i øst. Ornamentikken blev optaget i germanernes kunsthåndværk, men det var især i den nordiske kunst, at den fik betydning.

Plastisk modellerede dyr med tilknytning til den senantikke mytologi sidder ofte langs randen af de romerske karvsnitbronzer, og også de blev optaget som et yndet dekorationselement ikke blot i Norden, men over det meste af kontinentet og i Sydengland.

Abstrakte og ofte groteske i udformningen slynger disse dyr sig omkring hinanden i en fladedækkende dyrestil, som omkring 500 e.Kr. havde fortrængt de fleste andre dekorationsformer som f.eks. karvsnit og indlægning af andre metaller. Den ældste af disse dyrestile er særlig rigt og originalt udviklet i Sydskandinavien, hvorfor det er mest sandsynligt, at den er opstået her.

Karvsnit og stempelornamentik, filigran og granulering, ædelstensindlægning og dyremotiver fra vidt forskellige dele af kontinentet bliver i løbet af ældre germanertid ingredienserne i selvstændige kunstnertraditioner. Den kaotiske og konfliktfyldte tidsalder med de store folke- og stammeblandinger satte tydeligvis sine spor i kunsten, der blev et vigtigt redskab for de herskende krigeraristokratier overalt i Europa.

De bedste af datidens kunstnere har uden tvivl været knyttet til disse nye, fremvoksende herskerdynastier, hvis ry de gennem deres kunst skulle være med til at underbygge. Og mon ikke det var en af disse mestre, som i forståelig stolthed indskrev sit navn på guldhornet fra Gallehus.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lotte Hedeager: Kunsthåndværk og dyreornamentik i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306883