• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Futharken - det ældste runealfabet

Oprindelig forfatter LHed

„Jeg Lægæst, Holters søn, gjorde hornet”, „Jeg hedder Hariuha, den ulykkesvise; jeg giver værn”, „Lykke for Alvin”, „Jeg jarlen, Adgisls søn, kaldes Muha. GaGaGa …”, „Jeg Alla besidder sværdet Marr”, „måtte Marr ikke skåne”. Det, eller slet og ret ejernavne som „Harja”, „Harisø”, „Swarta”, „Alugod” er nogle af de indskrifter, som findes på smykker, våben og redskaber fra romersk og ældre germansk jernalder.

De korte meddelelser, besværgende eller oplysende, forståelige eller gådefulde, er prentet med runer i det ældste fællesgermanske skriftsprog. Runealfabetet, futhark'en, består af 24 tegn, opstillet i en fast rækkefølge, hvor de første seks er f-u-th-a-r-k, deraf navnet.

Runerne er almindelige bogstavtegn med ganske den samme brug som enhver anden skrift; de var et meddelelsesmiddel som det f.eks. ses af guldhornets mesterindskrift. De har næppe selv været tillagt magisk kraft; blev de brugt til at skrive trylleformler eller besværgelser med, var det ordene, der var magiske – ikke runerne.

Annonce

 Futhark'en fra Kylverstenen på Gotland. 24-tegns futhark'en er det ældste germanske alfabet, som var i brug fra 1. årh. e.Kr. til 600-700 e.Kr. Det ældste komplette runealfabet er fundet i Kylver på Gotland, hvor det var ristet på indersiden af en flad kistesten i en grav fra omkring 400 e.Kr. Runerne er kantede, fordi de var beregnet på at skæres i træ. Vandrette linier er omhyggeligt undgået, fordi de ville falde sammen med træets årer og dermed stå utydeligt. Runerne er en fri dannelse efter de latinske bogstaver, dvs. efter et fonetisk princip, hvor ordene blev stavet og ikke skrevet i et logografisk tegnsprog (som f.eks, kinesisk). Futhark'en viste sig så velegnet, at den med forskellige justeringer var i brug helt frem til 1400-tallets midte, altså næsten halvandet tusinde en indskrift med fortegnede latinske bogstaver, der danner ord uden mening. På de yngre brakteater erstattes mandsportrættet af hele figurer, ofte rytter og hest, og de latinske bogstavefterligninger af runer. Indskriften kan være en formular, et navn eller slet og ret en samling runetegn. Denne udvikling finder sted omkring 400 e.Kr. Igennem dette århundrede og dele af det efterfølgende er brakteaterne en yndet smykketype med særlig tilknytning til Norden.

Futhark'en fra Kylverstenen på Gotland. 24-tegns futhark'en er det ældste germanske alfabet, som var i brug fra 1. årh. e.Kr. til 600-700 e.Kr. Det ældste komplette runealfabet er fundet i Kylver på Gotland, hvor det var ristet på indersiden af en flad kistesten i en grav fra omkring 400 e.Kr. Runerne er kantede, fordi de var beregnet på at skæres i træ. Vandrette linier er omhyggeligt undgået, fordi de ville falde sammen med træets årer og dermed stå utydeligt. Runerne er en fri dannelse efter de latinske bogstaver, dvs. efter et fonetisk princip, hvor ordene blev stavet og ikke skrevet i et logografisk tegnsprog (som f.eks, kinesisk). Futhark'en viste sig så velegnet, at den med forskellige justeringer var i brug helt frem til 1400-tallets midte, altså næsten halvandet tusinde en indskrift med fortegnede latinske bogstaver, der danner ord uden mening. På de yngre brakteater erstattes mandsportrættet af hele figurer, ofte rytter og hest, og de latinske bogstavefterligninger af runer. Indskriften kan være en formular, et navn eller slet og ret en samling runetegn. Denne udvikling finder sted omkring 400 e.Kr. Igennem dette århundrede og dele af det efterfølgende er brakteaterne en yndet smykketype med særlig tilknytning til Norden.

De fleste bevarede urnordiske runeindskrifter findes på metal, men det skal ikke forlede os til at tro, at runeskriften især blev anvendt på metalgenstande. En stor skat af urnordiske breve, optegnelser og regnskaber kan være gået tabt, fordi de var ristet på forgængeligt materiale som træ, skind, ben, tak, bark og lignende. Vi ved intet om, hvor udbredt runekunsten har været i den yngre jernalder; men indskrifter på genstande af organisk materiale findes lejlighedsvis i moserne som en påmindelse om, at meget må være forsvundet. Og selve runetegnenes form viser, at de er skabt til at skæres i træ.

Runerne må være opstået omkring Kristi fødsel. De ældste runeindskrifter kendes fra 1. årh. e.Kr., men først omkring 200 blev de almindelige. Runeskriften er germansk; herom er der enighed, men ikke om, hvilken germansk stamme denne opfindelse kan tilskrives. Var det goterne eller marcomannerne, som begge kom i berøring med den klassiske verden, eller var det nordgermanerne i Danmark? Og kom inspirationen fra det latinske, det etruskiske eller det græske alfabet?

Hvis tid, udformning og alfabethistorie sammenholdes, er tilhørsforholdet til den latinske kapitælskrift (dvs. store bogstaver) indlysende, idet godt en tredjedel af runetegnene er direkte lån eller kopier efter dette alfabet. Resten er frit opfundet, og det kan ikke være sket i de romerske grænseegne, hvor man var fortrolig med latinsk skrift. Meget tyder derfor på, at runeskriftens vugge har stået i Danmark, hvor den rigeste bestand af formler og indskrifter med den ældste futhark er fundet. Tidsmæssigt forskudt er skriftens introduktion illustreret på den særprægede nordiske oldsagstype brakteaten.

 En romersk medaljon slået for kejser Constantius 2. (337-61), fundet ved Allesø på Fyn, og nordiske brakteater, der har det romerske portræt som udgangspunkt.

En romersk medaljon slået for kejser Constantius 2. (337-61), fundet ved Allesø på Fyn, og nordiske brakteater, der har det romerske portræt som udgangspunkt.

Det er et tyndt, rundt hængesmykke med øsken, hvis forbillede var de senromerske kejsermedaljoner af guld fra 300-tallet. Udsmykningen på de ældste brakteater består da også altid af et mandsportræt, modstykket til kejserportrættet, samt Som runeskriften har også guldbrakteaterne deres tyngdepunkt i Danmark, hvorfra næsten halvdelen af de ca. 900 kendte eksemplarer stammer. Deres betydning er ukendt, men det er påfaldende, at brakteaterne er den eneste oldsagstype, hvorpå runerne har været brugt som en synlig del af udsmykningen. Måske var de ikke blot beskyttende amuletter, som indskrifterne antyder, men også symbolet på den skriftbærende og magtfulde del af befolkningen?

Gennem tusind år var runerne den eneste form for skrift. I de første 600 år forblev dette skriftsprog næsten uændret, hvilket ville svare til, at vi i dag skrev det samme sprog som i 1400-tallet. Talesproget ændrer sig imidlertid hele tiden, og det må i høj grad også have været tilfældet i den del af jernalderen, hvor hunnerne, goterne, longobarderne, vandalerne, burgunderne, jyderne, anglerne, sakserne og mange andre stammer flyttede rundt og blev blandet sammen. Herved opstod tre germanske hoveddialekter: sydøstgermansk (gotisk), vestgermansk og nordgermansk, samt et større antal underordnede dialekter. Men selv disse forandringer fik ingen indflydelse på skriftsproget for flere hundrede år senere, og runeortografien har gennem disse århundreder dækket det talte sprog lige så dårligt, som det latinske gjorde siden hen.

Når runesproget blev overleveret uændret fra generation til generation, må årsagen være, at lærde mænd med største omhu viderebragte deres fædrene skriftsprog, skønt dette blev stadig fjernere fra sproget i deres egen samtid. Til deres rådighed må de have haft en skriftsamling på træ, skind eller andet forgængeligt materiale, måske en romersk skrivetavle, med forskellige alfabeter, runevarianter, optegnelse af navne, sange og lignende, og dertil den imponerende hukommelse, som udvikles blandt mennesker i alle skriftsvage samfund.

 Fra Skerne på Falster, ikke mange kilometer nord for Hannenov, stammer dette usædvanlige fund, der består af to sølvfibler og et bæltespænde. Den store sølvfibel er 17 cm lang og vejer over 400 g. Den anden fibel er forgyldt og belagt med guldblik. Udsmykningen er filigran, stempel- og karvsnitornamentik samt indlagte rode sten. Bæltespændet er fremstillet af forgyldt sølv og udsmykket med nielloindlægning, som er en mørk masse bestående af svovlforbindelser af sølv, kobber, bly eller vismut. På dornen ses et lille dyrehoved.

Fra Skerne på Falster, ikke mange kilometer nord for Hannenov, stammer dette usædvanlige fund, der består af to sølvfibler og et bæltespænde. Den store sølvfibel er 17 cm lang og vejer over 400 g. Den anden fibel er forgyldt og belagt med guldblik. Udsmykningen er filigran, stempel- og karvsnitornamentik samt indlagte rode sten. Bæltespændet er fremstillet af forgyldt sølv og udsmykket med nielloindlægning, som er en mørk masse bestående af svovlforbindelser af sølv, kobber, bly eller vismut. På dornen ses et lille dyrehoved.

Runemesteren beherskede sit felt, runeskriften, ligesom våbensmeden og guldsmeden var specialister inden for deres områder. Den, der ristede runerne, kunne derimod ikke altid læse selv, men må have haft et forlæg fra den runekyndige at gå ud fra. Det tor vi slutte, fordi mange indskrifter er forvrøvlede eller, hvis de indeholder en fornuftig sætning, kan være brudt af midt i et ord, fordi der ganske enkelt ikke var mere plads. For den, der ristede runerne, var der tale om en række tegn, som han skulle forsøge at efterligne så godt som muligt. Men det kunne let gå galt. På én af brakteaterne lyder indskriften således „ek fakaz f”, på en anden „(e)eikakazfahi”. Det var, hvad guldsmeden(e) havde fået ud af runemesterens forlæg: „ek fakaz fahido” – jeg Fak malede (dvs. skrev). Guldsmedenes analfabetisme giver sig også til kende ved de mange brakteater med spejlvendte runetegn. De er opstået, fordi runerne var skrevet retvendt på det stempel, som brak-teaten blev præget med.

Runeskriften blev således behersket af de få, men anvendt af de mange. Derfor har vi så mange vidnesbyrd om smedenes vanskeligheder med at håndtere retskrivningen i et sprog, de ikke kunne læse og vel knap nok talte. Men hvem var det da, som havde monopol på skriftsproget, og hvad brugte de det til?

Runeskriftens opfindelse fandt sted på et tidspunkt, hvor romerske handelsstationer skod frem langs de store grænsefloder Rhinen og Donau, og hvor romerske og romaniserede handelsfolk havde opdaget det germanske marked – og germanerne det romerske. Det er vel sandsynligt, at runeskriften opstod blandt dem, der fra Danmark rejste ud for at handle og slås, som så og kom i berøring med en større verden.

 På en træhøvl, fundet i Viemose på Fyn, står på oversiden: „talijo (=høvl) gisaioj: wiliz(:)hlao(s)”, på siden „tk(bi)s : hleuno : an : r(e)gu” som en mindelse om den udbredte brug af runer blandt andre end skriftkyndige. Hvad denne snedker egentlig har ønsket at skrive, har vi ingen anelse om; han skriver fejlfrit, hvad en høvl hedder på urnordisk, mens resten er uforståeligt. Han har øjensynligt kludret lige så meget med sit forlæg, som brakteatsmedene ofte gjorde med deres runer.

På en træhøvl, fundet i Viemose på Fyn, står på oversiden: „talijo (=høvl) gisaioj: wiliz(:)hlao(s)”, på siden „tk(bi)s : hleuno : an : r(e)gu” som en mindelse om den udbredte brug af runer blandt andre end skriftkyndige. Hvad denne snedker egentlig har ønsket at skrive, har vi ingen anelse om; han skriver fejlfrit, hvad en høvl hedder på urnordisk, mens resten er uforståeligt. Han har øjensynligt kludret lige så meget med sit forlæg, som brakteatsmedene ofte gjorde med deres runer.

Hjemme blev den siden holdt i hævd af skriftkloge, hvis fornemste opgave har været at underbygge krigeraristokratiets særstilling ved at forlene det med en skrift, som kun en snæver kreds kunne læse. Den blev det magiske bindeled mellem mænd af byrd, men måske havde den også en praktisk funktion ved udlicitering af opgaver til handels- og hirdmænd, der stod under høvdinge og kongers beskyttelse, ved optegnelse af lagre, udformning af handelskontrakter og meget andet, hvor man naturligt nok ville gøre brug af gammelkendte formularer og dermed en sprogbrug, som med tiden fjernede sig mere og mere fra talesproget.

Det er vanskeligt at forestille sig, at et skriftsprog som dette kunne holdes i hævd gennem generationer, hvis det udelukkende blev brugt til en række mere eller mindre uforståelige formler og magiske remser. Inden for krigeraristokratiet må der derimod have eksisteret et praktisk betinget behov for, at nogle kunne læse og skrive – og det var færdigheder, som forblev i deres varetægt gennem det meste af jernalderen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lotte Hedeager: Futharken - det ældste runealfabet i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 23. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306884