Gæsteri og leding

Udover indkomsten fra egne godser havde kongerne ret til at modtage bøder for fredsbrud og for udeblivelse fra leding. De ældste danske kongelige dokumenter fra slutningen af 1000-tallet nævner disse bøder og viser at fredskøb kunne betales med jord. Kongerne var også berettigede til at forlange tjenester og ydelser i hele landet til underhold af deres følge og til forsvar af riget. Der findes ikke dokumenter fra vikingetiden og derfor heller ikke noget vidnesbyrd om disse rettigheder i Danmark før sent i 1000-tallet, men i 600- og 700-tallet forekom de i alle europæiske samfund fra Italien til Irland. I England kunne kongen for eksempel forlange underhold ikke alene for sig selv og sit følge, men også for sine embedsmænd; og i 700-tallet, måske før endnu, var det blevet sådan at ydelserne skulle leveres til den lokale kongsgård, selv om kongen ikke besøgte egnen. Så vidt var man næppe nået i Danmark.

Et andet alment ansvar var pligten til at forsvare sit eget område; i Frankerriget skulle endog trællene være med til det. Det vil ikke kun sige at man i nødstilfælde skulle gribe til våben og kæmpe, det indebar også at man skulle bidrage til opførelsen af fæstningsværker. Man kan roligt regne med at Danevirke blev bygget og holdt ved lige af folk der var underkastet denne forpligtelse. Det gælder også Kanhavekanalen på Samsø, og der kan ikke være megen tvivl om at de komplicerede undervandsbefæstninger ved Haderslev, Hominde, Helnæs, Bussevik og sikkert mange flere steder er blevet lavet af folk fra lokalsamfund som en del af deres lovpligtige bidrag til forsvaret af området.

De mest avancerede fæstningsværker i vikingetidens Danmark var anlæggene ved Fyrkat, Trelleborg, Aggersborg og Odense. Der var sikkert flere af slagsen som man endnu ikke har opdaget. Den kunstfærdige bro ved Ravning er jævnaldrende med disse borganlæg, og omtrent på samme tid blev der bygget broer mange andre steder i Danmark. Ligesom det er tilfældet med flere af borgene er broerne blevet opdaget af arkæologerne ved rene tilfældigheder, og der er formentlig mange flere at finde. Det tidsmæssige sammenfald mellem borgene og i hvert fald nogle af broerne tyder på, at de har været led i en overordnet plan som sikkert har været af forsvarsmæssig art. I England var der helt fra 700-tallet almindelig pligt til at deltage i brobygning og fæstningsbyggeri såvel som i militærtjeneste.

Samtidig med eller kort efter at broen ved Ravninge Enge blev bygget, lod Harald borge opføre ved Fyrkat, Trelleborg og ved Nonnebakken på det sted som nu er hjertet af Odense. En lignende, men meget større borg ved Aggersborg på Limfjordens nordkyst må være bygget omtrent ved samme tid, selv om den ikke kan dateres så nøje. Disse borges formål har været stærkt omdiskuteret. Den kendsgerning at de sandsynligvis alle – og i hvert fald to af dem – blev opfort hen imod slutningen af den tyske besættelse af Sønderjylland tyder på at de var mobiliseringscentre for krigen i 983. Det står ikke helt klart om fæstningen ved Aggersborg nogensinde blev færdigbygget og beboet. Den kunne eventuelt være beregnet til at huse nordmænd som var sendt ned for at hjælpe danerne, sådan som det skete i 1085 da 60 norske skibe forenede kræfterne med danerne for at deltage i den planlagte, men senere aflyste invasion i England. Den nylige opdagelse af at vejbanen på broen ved Ravninge Enge kun viser ubetydelige tegn på slid og at broen fik lov at synke sammen efter højst fem års forløb og ikke blev repareret, styrker den antagelse at broen og ringborgene blev lavet som forberedelse til togtet i 983 mod tyskerne.

Hvad meningen end har været med borgene, så var de stærke symboler på kongemagten og har måske i en senere tid været benyttet som hovedkvarter for kongelige embedsmænd. På Fyrkat blev der udført guldsmedearbejde, og nogle bygninger brugtes som boliger, magasiner, smedjer og måske som stalde. Efter hvad man tør slutte ud fra gravpladserne dér og ved Trelleborg beboedes borgene en overgang af et mindre antal mænd, kvinder og børn, nogenlunde svarende til antallet af mennesker på samtidige danske bondegårde. Men disse borge blev efterhånden opgivet, og med tiden sank de helt i grus og blev glemt; de omtales ikke i nogen skriftlig kilde. Broerne, der krævede bestandig og bekostelig vedligeholdelse, blev erstattet af vadesteder med stensatte kanter. Mindst to af dem kan dateres til tiden omkring år 1000, da de gamle træbroer vel var blevet skrøbelige og usikre.

Danmarks forsvar krævede ikke alene en hær, men også en flåde. For at kunne imødegå angreb skulle alle egne af landet sende mænd i leding (som blot betyder „bevæbnet ekspedition”). Der var her tale om en forsvarsstyrke som begrænsede sig til operationer i hjemlige farvande. Godfreds kampe imod abodritterne og friserne kunne måske være foretaget af ledingshæren, men det har snarere været det kongelige lids bedrifter, evt. ved medvirken af et lid af mænd fra f.eks. Norge, Skåne eller Sjælland der skyldte deres overherre tjeneste.

Den defensive leding måtte organiseres således at man til enhver tid havde udrustede og bemandede skibe parat. Vi har ingen konkret viden om ledingsorganisationen i vikingetiden. Forpligtelserne blev formentlig pålagt områder eller domæner. Den organisationsform som beskrives i Skånske Lov og i Jyske Lov er en senere videreførelse. Landet var da opdelt i områder, kaldet skipæn, der hver især stillede et skib med mandskab, udrustning og proviant hvert fjerde år. De andre år og når der ikke blev udbudt leding ændredes disse forpligtelser til et skattekrav. Mange skipæn falder sammen med herreder, der var hærens udskrivningsområder, men en del var mindre end disse. Det vides ikke hvornår de middelalderlige herreder blev skabt. På Sjælland – og måske også i Skåne – var de fuldt ud etableret omkring 1085, og det er fristende at tillægge Knud den Store æren for i hvert fald den første fase af denne udvikling, blandt andet på grund af hans erfaringer fra England, hvor man bekostede og mobiliserede flåden på tilsvarende vis.