Rimsmede

Digtningen var i sig selv en kunstform der havde stor betydning i datiden. Den mest kunstfærdige og sindrige digtform var drotkvadet, et versemål som de professionelle skjalde med forkærlighed anvendte til digte som skulle foredrages for kongen i hans hal og i nærværelse af hans hird. De fleste af de vers vi kender digtedes til norske herskere, men der findes også en del til ære for danske konger, frem for alle Knud den Store. Disse dunkle vers der var rige på forblommede hentydninger var opbygget efter komplicerede regler der stillede omfattende krav til versefødder, bogstavrim og rytme. Karakteristisk er også skjaldenes udstrakte brug af billedlige omskrivninger, de såkaldte kenninger, og kunstfærdige ord om kendte foreteelser, såsom kamp, krigere og skibe. Et godt eksempel findes i den eneste komplette versestrofe der er overleveret i samtidig nedskrivning, indskriften på den danske runesten i Karlevi på Øland, som stammer fra ca. år 1000: „Skjult ligger han hvem – det vidste de fleste – de største bedrifter fulgte, kampgudindens træ [krigeren] i denne høj. Ej vil mere lydefri, kampstærk vogngud på havkongens vidtstrakte mark [havet] komme til at råde over land i Danmark.”

Der er mere originalitet i denne digtning end i vikingetidens bildende kunst. Naturligvis fandtes der også vers af mådelig kvalitet, men de digte der er bevaret ved senere nedskrivning er original og lødig kunst.

Selv om de fleste prydgenstande og smykker fra vikingetiden efterligner hinanden fandtes der nyskabende kunstnere der arbejdede for rige og berømte velyndere. Det var deres frembringelser der dannede skole og angav moden. Hvad enten disse kunstnere arbejdede med ord, træ, metal eller tøj nød de at skabe indviklede, slyngede former og mønstre. Vi har i vore dage lettere ved at værdsætte den tekniske dygtighed og se deres arbejders skønhed end ved at forstå de tanker der ligger bag, men deres værker havde stor gennemslagskraft over hele den skandinaviske verden, både i kongernes haller og i bøndernes huse.