Byggeri

Et stort ingeniørforetagende som broen ved Ravning Enge var en ganske anden sag som krævede højt uddannede eksperter. Også fæstningsværkerne på Trelleborg og Fyrkat er udstukket med stor præcision, og de store bygninger på borgpladserne er udtænkt i mindste detalje. Det meste arbejde på disse store anlægsprojekter er sikkert udført af folk, der kun til dels eller slet ikke var fagmænd, men byggeriet må have været styret af særdeles kompetente bygmestre.

Trelleborghusene – som de kaldes fordi hustypen første gang dukkede op ved udgravningen af denne borg – tilhører samme byggetradition som vikingetidens almindelige danske bondegård. I en stor del af det nordvestlige Europa havde den almindelige hustype i mangfoldige år været langhuset som rummede både mennesker og dyr under samme tag. I Danmark var dette stadig sædvane så sent som i 900-tallet. Mindst to af gårdene i den tidlige vikingelandsby i Vorbasse havde kostald i den ene ende, kun adskilt med en væg fra beboelsesrummet der havde arnested midt på gulvet. Den anden ende af disse huse var opdelt i mindre rum. Ligesom mange andre nordvesteuropæiske bygninger havde de oftest buede sidevægge. Her fulgte man en gammel byggeskik der nok var blevet opretholdt, fordi væggenes krummede form stabiliserede den store bygning.

På de ældre langhuse understøttedes taget i regelen af to rækker fritstående stolper inde i huset, således at kun en mindre del af tagets vægt hvilede på ydervæggene. Antallet af stolper afhang af bygningens længde; husene i Vorbasse var omkring 33 m lange og havde fem par tagbærende stolper foruden støtte for taget i gavlene. I et af husene var nogle stolper blevet udskiftet flere gange.

I Trelleborghusene benyttede man sig af en anden konstruktion; her støttedes tagene af udvendige, skråtstillede stolper på samme måde som man tidligere havde gjort det i Elisenhof og også i et par Hedebyhuse. Denne bygningsmåde havde den store fordel at man kunne undgå tagstolper inde i huset, eller klare sig med færre sådanne stolper, og hermed fik man mulighed for at få store, frie rum. Om nødvendigt kunne man styrke de bærende konstruktioner med bærende, tværgående skillevægge. I 1000-tallet blev denne hustype almindelig i hele Danmark fra Jylland til Halland og Skåne.

I alle landsbyer var der ved gårdene småbygninger der tjente som oplagsrum, værksteder og som kostalde der nu forsvandt fra bolighuset; atter andre var til at bo i. De mindste, der kunne være så små som seks m², havde ofte forsænket gulv der lå en halv meter eller mere under jordniveauet udenfor. Dette gav bedre isolation både over for kulde og varme, og temperaturen var derfor ret konstant. Som allerede nævnt brugtes mange af disse hytter som væveboder.

I vikingetidens Danmark byggedes næsten alle små og store bygninger af tømmer. De første stenbygninger var kirker, hvoraf den ældste var Den hellige Treenigheds Kirke i Roskilde fra omkring år 1030, men de var sjældne i 1000-tallet. Den ældste endnu eksisterende bygning i Danmark er den rekonstruerede krypt fra ca. 1060 under den første domkirke i Århus, Vor Frue Kirke.

Under heldige omstændigheder, for eksempel i moser og i kompakte affaldslag, kan træ konserveres i jorden, og derfor er enkelte væsentlige spor af vikingetidsbygninger trods alt bevaret. Det som er blevet tilbage af disse gamle huse er dog som oftest kun aftegninger af stolpehuller eller mærker i jorden efter rådnet eller brændt træ.

Det fremgår af det bevarede tømmer, at egetræ stort set var den eneste træsort der brugtes til husenes bærende konstruktioner. Selv i Kaupang i det fyrreskovrige Norge var husenes vigtigste stolper af egetræ. Planker fremstilledes som regel ved at kløve egestammerne radiært. På den måde kunne man få 16 kileformede planker ud af et træ med en diameter på en m. Skuldelevskibene viser at det også kunne lade sig gøre at lave det dobbelte antal når man havde brug for tyndere planker. De kileformede planker kunne tildannes til mange formål, f.eks. til gærder og vægge. Man kunne også lave vægge af lerklinet fletværk af grene og vidjer.

I vikingetiden blev både de lodrette vægstolper og de tagbærende stolper sat direkte i jorden. Derfor kunne de ikke holde særlig længe; det rekonstruerede hus i Trelleborg har vist at stolperne rådner i jordoverfladen efter ca. 30 års forløb. Hvis en bygning skulle holde længere måtte mange stolper udskiftes. En løsning var at bygge huset på en træramme som stod på et stenfundament, således at tømmeret ikke kom i direkte berøring med jorden. En sådan syldkonstruktion anvendtes til østvæggen på den ældste kirke i Lund fra 990, men metoden slog først for alvor igennem langt senere. Det var lettere at lave en stabil og sikker bygning med jordgravede stolper, og så længe der var tømmer nok var man ikke tilbøjelig til at opgive gode gamle metoder.

Bortset fra en del kister og nogle mindre skrin, hvoraf mange kunne låses, har man ikke fundet mange møbler fra vikingetiden, end ikke i Hedeby hvor træ er bevaret så godt. I mange huse fandtes lave forhøjninger langs væggene omkring arnen. De kunne både bruges til at sove og til at sidde på. Kun de meget velhavende har haft fritstående senge af den slags der kendes fra skibsgraven i Oseberg, og det var tegn på høj status at være i besiddelse af en stol – for slet ikke at tale om en trone. Stole fra vikingetiden er meget sjældne, men skamler og malkestole er ikke ualmindelige.

I fine folks huse kunne væggene være beklædt med bemalede eller udskårne paneler, eller de kunne tjældes med vægtæpper. Der findes ingen vægtæpper fra den tid levnet i Danmark, men Osebergskibet rummede et kunstfærdigt billedtæppe, som giver en idé om hvordan de tæpper så ud der smykkede de velhavendes vægge.

Samtidige skjaldedigte beskriver huse med tjældede vægge og udskårne paneler, og selv om der her ikke var tale om danske boliger er der ingen grund til at tro at husene i Danmark var udsmykket mindre prægtigt end i Norge eller Island. Et lejlighedsdigt fra et bryllup i slutningen af 900-tallet gengiver de mytologiske scener, der var udskåret i panelerne på det store hus i Hjarðalið på Island hvor festen blev holdt. Et af motiverne var Thors kamp med Midgårdsormen – et yndet tema i nordisk kunst (se foto).