• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Håndværk på landet

Oprindelig forfatter Sawyer

I byerne var der især brug for luksus-håndværk (smykker, kamme, fint tøj og fine sko). Det allermeste håndværksarbejde foregik imidlertid i landsbyerne. Noget udførtes vel af omvandrende håndværkere, andet (f.eks. jernsmedning, almindelig tøjproduktion, snedker- og tømrerarbejde) i vid udstrækning af folk der også arbejdede ved landbruget.

Tøj fremstilledes næsten alle steder. I alle udgravninger af gårdanlæg fra vikingetiden findes der tenvægte til spinding af uld, og tunge vævevægte af brændt ler eller sten der har holdt kædetrådene spændte på en lodretstående væv. Disse væve anbragtes ofte i små hytter, hvis gulv lå mellem en halv og en hel meter under jordoverfladen. I et sådant snævert lille rum har det været muligt at holde en konstant luftfugtighed, hvilket er af afgørende betydning for vævning af lærred. I løbet af vikingetiden blev lærred meget almindeligt. 75% af alt det tøj man har kunnet identificere i den tids grave er lærred. Normalt går tøj til grunde i en grav, men en del små tøjstumper er bevaret fordi de er irret sammen med spænder der med nåle var fastgjort til de afdøde kvinders dragter. Uldtøj må også være blevet fremstillet i store mængder, men de mennesker som havde råd til at give deres døde metalsmykker med i graven foretrak øjensynligt lærredstøj. Finere tøjkvaliteter importeredes ofte, især fra det vestlige Europa, men også fra Østen. I mange righoldige grave i Birka og Valsgårde nær Uppsala har man fundet silke. Silketøj fra graven i Mammen i nærheden af Viborg viser at i hvert fald nogle danskere ejede dette fine stof. Også i byerne blev der vævet meget tøj. Allerede i Hedeby kendtes og brugtes den vandrette væv som i 1100-tallet fortrængte den lodretstående væv i Danmark.

 En kopi af det lille handelsskib fra Skuldelev byggedes 1982-84 under anvendelse, så vidt muligt, af samtidige metoder og værktøj. På dette stadium er bundens planker på plads og spanter og tværbjælker derefter fastgjort til plankerne. Det færdige skib kaldes „Roar Ege”.

En kopi af det lille handelsskib fra Skuldelev byggedes 1982-84 under anvendelse, så vidt muligt, af samtidige metoder og værktøj. På dette stadium er bundens planker på plads og spanter og tværbjælker derefter fastgjort til plankerne. Det færdige skib kaldes „Roar Ege”.

Jern var et meget vigtigt råmateriale. Man brugte det til redskaber, våben, og til nagler ved hus- og skibsbygning. I vikingetiden producerede man næppe meget jern af mosernes myremalm i Danmark; det var lettere at skaffe metal af god kvalitet fra Telemarken og andre steder i Norge og fra Sverige. Det kan have været en af grundene til at danerne var så ivrige efter at genvinde magten i Vestfold. Danerne havde til gengæld dygtige smede som var fortrolige med de forskellige jernkvaliteters styrke og svagheder. For eksempel brugte man hårdt stål til øksens æg og blødt jern til selve bladet. De bedst uddannede smede arbejdede formodentlig i byerne – i Hedeby har de i hvert fald været fremragende håndværkere. Rundt omkring i mange landsbyer var der lokale grovsmede. I Sædding ved Esbjerg er der fundet rester af to smedjer, der dog ikke har været i brug på samme tid. En af smedene boede i byens største hus og må derfor have haft en ganske høj status.

Annonce

Det er dog også muligt at den rige bonde havde råd til at holde egen smed.

 Trisse af træ fra Hedeby, ca. 23 cm lang, antagelig fra en vandret stående væv. Dens virkemåde illustreres på rekonstruktionstegningen, der også har haft en håndskriftillustration som grundlag. Denne type væv var et stort teknisk fremskridt i forhold til den traditionelle opretstående væv, da det var muligt at fremstille finere klæde på den med en mindre arbejdsindsats. Den blev indført i Flandern sent i 900-tallet eller tidligt i 1000-tallet og brugtes åbenbart snart efter i Hedeby.

Trisse af træ fra Hedeby, ca. 23 cm lang, antagelig fra en vandret stående væv. Dens virkemåde illustreres på rekonstruktionstegningen, der også har haft en håndskriftillustration som grundlag. Denne type væv var et stort teknisk fremskridt i forhold til den traditionelle opretstående væv, da det var muligt at fremstille finere klæde på den med en mindre arbejdsindsats. Den blev indført i Flandern sent i 900-tallet eller tidligt i 1000-tallet og brugtes åbenbart snart efter i Hedeby.

Træ havde lige så stor betydning, og det var lettere at skaffe end jern. Man havde brug for det til en lang række formål fra huse og skibe til fade og spader. Hus- og skibsbygning, træ-drejeri og snedkerarbejde fordrede særlig kunnen, men de fleste mennesker må have været i stand til at tømre og snedkerere til husbehov; der skulle laves skure, sættes gærder op, og brønde skulle beklædes med træ indvendigt. Der behøvedes ikke større ekspertise for at lave de ting som man havde brug for i dagliglivet, såsom spader og spande, og der har nok været et par særlig dygtige og erfarne folk i enhver landsby som kunne hjælpe til, når det gjaldt større og mere komplicerede opgaver som opførelse af nye huse og istandsættelse af gamle.

 Rekonstruktionstegning af væv.

Rekonstruktionstegning af væv.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Sawyer: Håndværk på landet i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307049