Kristendom

Bortset fra Willibrords besøg i begyndelsen af 700-tallet, begyndte kristenmissionen blandt danerne i 823 da ærkebiskop Ebbo angiveligt døbte et stort antal af dem. Ebbos, Ansgars og deres efterfølgeres prædiken siges at have overbevist mange om at den kristne Gud var en mægtig gud. Men det var dog først efter Harald Blåtands omvendelse halvandet hundrede år senere at kristendommens krav om at være den eneste lovlige religion blev gennemført. Det kristne budskab prædikedes da af missionerende bisper. Først i 1000-tallet indstiftedes egentlige bispesæder. Omkring midten af samme århundrede var der kirker i de fleste egne af Danmark, hvori gudstjenester med nye ritualer forrettedes i et fremmed tungemål af mænd der kun sjældent besad nogen virkelig lærdom. Efterhånden bemægtigede kirken sig flere og flere områder af tilværelsen, således også ægteskabet, og med tiden indlemmedes den danske kirkes øverste embedsmænd i den hellige almindelige kirkes internationale elite. En række hedenske ritualer som ligbrænding og spisning af hestekød aflagdes ret hurtigt, mens andre som lodkastning og visse frugtbarhedsritualer levede videre i kristen forklædning.

I Sven Estridsens regeringstid begyndte kirken at modtage jordegods som gave eller arv, en proces der fik mægtige konsekvenser efterhånden som store områder blev lagt under kirkens „døde hånd”. Den kristne lære medførte imidlertid en endnu mere følelig forandring som allerede begyndte at kunne mærkes omkring midten af 1000-tallet, nemlig afskaffelsen af den gamle skik med at udsætte spædbørn. Indskrænkningen i denne form for børnebegrænsning resulterede i en stigning i indbyggertallet. Der opstod nye bebyggelser, og ressourcebalancen, som hidtil havde været varsomt røgtet, blev nu forstyrret.

De arkæologiske fund viser, at mange daner i vikingetiden har været forholdsvis velstående. Vorbassebønderne i 800-tallet har måske ikke ejet deres jord, men de havde meget kvæg, og deres efterkommere i 1000-tallet havde endnu mere. Husene i Vorbasse var store og rummelige, og de huse af Trelleborgtypen som byggedes dér i 1000-tallet var endnu større og fri for indvendige tagstøtter. Endnu en forandring var det at kostaldene nu var i separate bygninger der lå i passende afstand fra husene.

Det ville være forkert at bygge for meget på den arkæologiske viden fra dette ene sted, men udgravninger andetsteds taler også for at de danske bønder havde det rigtig godt i vikingetiden. Det gjaldt også jorddrotterne som ikke kun nød udbyttet fra den jord de selv stod for dyrkningen af, men også modtog forskellige ydelser fra deres bønder. Kongen var den største jorddrot, og da Harald Blåtand vandt sig al Danmark, må han have udvidet det kongelige gods enormt. Hans søn og sønnesøn forøgede yderligere de kongelige rigdomme da de erobrede England. Krongodset voksede også på andre måder, for eksempel når gårde blev overdraget til kongen som bøde for manddrab. Adskillige af de gårde Knud den Hellige i 1085 skænkede til domkirken i Lund var erhvervet af ham eller hans forgængere på denne måde.

Rigets tyngdepunkt lå helt op til Harald Blåtands regeringstid i Jylland. Som regel kunne kongerne opretholde landefreden, så den gav danerne og også de tilrejsende købmænd en rimelig sikkerhed både her og på øerne. I 800-tallet, og måske endda før, udstrakte nogle danske konger deres magt til øerne øst for Storebælt og op i det sydlige Norge. I disse egne blev kongerne formodentlig de lokale magthaveres overherrer og ikke som i Jylland direkte regenter. Et sådant overherredømme måtte opretholdes med magt eller med truslen om magtanvendelse, og en konges styrke afhang af den troskab og duelighed som kendetegnede hans krigerskare, hans lid.

Også i 1000-tallet var regeringens fremgangsmåder primitive og strenge, som Knud den Store vedkendte sig det da han befalede sin rigsstyrer i England, Torkel, at uskadeliggøre misdædere der ikke kunne retsforfølges. Harald Blåtands herredømme i det østlige Danmark beroede sikkert på omtrent de samme muligheder for repressalier som Godfreds havde gjort det 150 år før, men Harald viste at han var i stand til at mobilisere mange gode kræfter på Sjælland og Fyn og i Jylland så han kunne opføre sine store ringborge og vejanlæg. Måske var det Harald der iværksatte omdannelsen af herrederne til administrationsenheder, hvorved inddrivelsen af skatter og andre ydelser lettedes.