Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Magt og midler

Oprindelig forfatter Sawyer

Frankerne, og også tyskerne, stræbte ikke kun efter at påvirke deres danske naboer, de ville også have magt over dem; men det fik de ikke meget held med. Danerne, som altid kunne trække sig tilbage i sikkerhed på øerne og samle nye kræfter dér når Jylland blev angrebet, var formidable modstandere, hvad den saksiske hertug Bruno og hans hær måtte sande i 880. Den eneste danske konge som i 800-tallet måtte anerkende frankernes overherredømme var Harald Klak, og han blev hurtigt afsat og drevet i landflygtighed. Hundrede år senere tvang den tyske konge Henrik 1. ved en enkelt lejlighed danerne til at betale skat, og to generationer senere beherskede tyskerne Sønderjylland i et kort åremål, fra 974 til 983. Intet tyder på at Harald Blåtand nogen sinde anerkendte tyske herskere som lensherrer. Efter 983 og i hele det følgende århundrede var tyskerne alt for travlt optaget af stridigheder med deres slaviske naboer til at kunne udgøre nogen alvorlig trussel mod danernes selvstændighed.

Det var utvivlsomt den tyske besættelse af Sønderjylland som fik Harald Blåtand til at opbygge det komplicerede system af fæstningsanlæg og veje som var et klart udtryk for hans magt og organisationstalent. For at kunne opføre fæstningerne Trelleborg, Nonnebakken, Fyrkat og Aggersborg samt de store broer der åbenbart er bygget på samme tid, måtte kongen til det yderste udnytte sin ret til at udskrive arbejdskraft og kræve andre ydelser af befolkningen. Højst sandsynligt var det disse tunge byrder, der gjorde ham upopulær og førte til det oprør som drev ham i landflygtighed og døden.

For de fleste mennesker i det frankiske rige og på de britiske øer stod danerne først og fremmest som vikinger. Danske angribere, erobrere og kolonister spillede en vigtig rolle i omdannelsen af det nordvestlige Europa. De øvede også en stærk indflydelse i deres eget land. En del vikingehøvdinge som vestpå havde vundet rigdom, magt og ære vendte hjem og prøvede at tilrive sig kongemagt i Danmark. Kong Horik og de fleste af hans slægtninge dræbtes under en sådan magtkamp i 854. Den gamle gren af kongeslægten fik atter fodfæste, og det lykkedes den at genvinde magten, men meget tyder på at andre hjemvendte vikingeanførere, deriblandt nogle der kom østfra, havde større held i deres kamp om tronen. Fæstningsvoldene i Århus blev måske bygget i denne ufredstid. Striden mellem rivaliserende kongsemner svækkede den danske kongemagt alvorligt, og det var næppe nogen tilfældighed at danerne i 934 ikke havde kraft til at modstå et angreb fra Tyskland. I det sydlige Norge brød det danske overherredømme sammen hvorved Harald Hårfager blev i stand til at udvide sin norske kongemagt, mens lokale herskere i egnene øst for Storebælt, danernes „mark”, nød en usædvanlig stor selvstændighed.

Annonce

Runeindskrifter nævner to af de tidlige herskere på Fyn, goderne Roulv og Alle. Glavendrupstenen rejstes til Alles minde af hans enke Ragnhild og hans sønner. Ragnhild fik den samme runemester til at riste indskriften på runestenen i Tryggevælde på Sjælland til en anden ægtefælles ihukommelse. Det var Gunulv om hvem det siges at „få bliver nu født bedre end han”. Vi ved ikke hvilken af de to sten der rejstes først, og de kan heller ikke tidsfæstes nøjagtigt; men disse mænd kan have været Harald Blåtands samtidige. De kan endda have været lokale herskere som ved at anerkende Harald som deres konge var med til at gøre det muligt for ham at kundgøre, at han havde vundet sig al Danmark. Ragnhilds ægteskaber med herskere både på Fyn og Sjælland er en interessant parallel til Gorms ægteskab med Tyre, „Danmarks pryd”.

Stabiliteten i Haralds danske rige var lige så udsat for forstyrrelser fra vikingeflåder som landet havde været i 800-tallet. Som anfører for togter vestpå – og muligvis også østpå – sørgede Sven Tveskæg for at hans mænd blev belønnet lige så rundhåndet som andre store vikingeanføreres folk. Torkels flåde udgjorde en tid den største trussel. Torkel var efter mange års heldige togter i England fra 1012 gået i den engelske konges tjeneste. Men det var Sven Tveskæg og ikke Torkel der året efter bemægtigede sig den engelske trone og dermed fik direkte adgang til Englands rige ressourcer.

Det var Englands rigdomme som satte Knud den Store i stand til at virkeliggøre de danske krav på overherredømmet over en langt større del af Skandinavien, end nogen af hans forgængere havde haft. Endnu før Knud jog den norske kong Olav i landflygtighed, gjorde han fordring på at være nordmændenes konge. På samme tid erklærede han også at han var konge over en del af sveerne. Hvad han mente hermed står ikke klart; kong Knud kan have tænkt på vestgöterne hvis eneste adgang til havet gik gennem dansk territorium. Mere sandsynligt er det at han betragtede sig som overherre over svenskere, der havde kæmpet i hans hær; nogle af disse bar titler som thegn og dreng (se illustration).

Som konge af England rådede Knud over et af de mest avancerede og effektive regeringsapparater i Europa, og det varede ikke længe før engelsk påvirkning mærkedes i Danmark. Forsøgene på at iværksætte et velfungerende møntsystem kronedes omsider med held, og der blev gjort meget for at fremme udviklingen af byer som blev hovedsæder for kongelig magt. I nogle byer oprettedes bispestole, og bisperne blev hentet fra England eller i det mindste uddannet der.

Knuds store rige sank i grus snart efter hans død, men de forandringer han havde sat i gang blev fortsat af hans efterfølgere, og længe efter de to kongerigers definitive adskillelse mærkedes den engelske indflydelse i den danske kirke.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Sawyer: Magt og midler i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307054