Mønt slået for Knud i Lund af en møntmester med det engelske navn Ælfwine. Forsidebilledet af en snog eller en sammenrullet slange, som tidligere var brugt på 800-tals mønter fra Hedeby, anvendtes hen mod slutningen af Knud den Stores tid i stedet for de kongeportrætter, der efter engelsk forbillede havde prydet hans tidligere mønter. Størrelse 1:1.

.

Bortset fra runeindskrifterne er de danske mønter de eneste skriftlige vidnesbyrd fra vikingetidens Danmark og de fortjener derfor særlig opmærksomhed. Udenlandske mønters forekomst i Danmark er blevet behandlet tidligere. Her vil vi alene beskæftige os med de mønter der blev slået i Danmark. De er en righoldig kilde til den økonomiske udvikling, den politiske historie og meget mere.

Formodentlig blev al mønt fremstillet for konger, og de siger os derfor noget om kongemagtens udvikling. Møntstedernes beliggenhed viser hvor langt en konges magt strakte sig og afspejler den vekslende politiske lykke, som for eksempel i krigene mellem Magnus og Sven Estridsen 1042-47; og når møntfundene viser, at Hardeknud slog mønt mindst fem år før sin fars død, fortæller det os noget vi ellers ikke ville have vidst: at han af kong Knud var indsat som regent i Danmark. Møntproduktionens størrelse viser de forskellige møntsteders indbyrdes betydning; i særdeleshed bekræfter møntslagningen den imponerende udvikling i Lund i begyndelsen af 1000-tallet, som – sammenholdt med Slagelse- og Roskildemønternes vigtighed – gør det klart, at det danske kongeriges tyngdepunkt havde flyttet sig fra Jylland til egnene omkring Øresund.

Sven Tveskæg var den første danske konge der producerede mønter med sit eget navn på. Det skete kort før år 1000. Men allerede i den første fjerdedel af 800-tallet havde danerne slået mønt. De danske mønter fra 800- og 900-tallet har ikke indskrifter der røber møntherrens navn, eller billeder der gør det muligt at tidsfæste dem nøje. Dateringen må derfor afgøres ved at studere skattefundenes sammensætning – de fleste af dem rummer tillige veldaterede udenlandske mønter – og ved at se på udenlandske forbilleder for de danske mønter. De første mønter blev lavet med forbillede i velkendte frankiske mønttyper og de såkaldte sceatta-mønter der var kommet til Danmark i 700-tallet, og der er grund til at antage, at den danske møntproduktion begyndte kort efter 814 da Ludvig den Fromme blev kejser.

Enkelte meget sjældne danske mønter har motiver som ikke kendes fra fremmede mønter, for eksempel billedet af to haner over for hinanden, men de fleste var helt klart beregnet til at kunne godtages af folk som i forvejen var fortrolige med frankiske mønter. På en del mønter forekommer både og bygninger, kopieret efter lignende billeder på karolingiske mønter, mens der i andre møntpræg indgår forvanskede, men alligevel delvis genkendelige former af personnavnet Carolus eller stednavnet Dorestad. Danerne efterlignede imidlertid ikke frankiske mønter med lange detailrige indskrifter, og de overtog heller ikke det kors der gerne findes på Frankerrigets mønter. De fleste gengiver et ansigt eller en maske, der virker mere hedensk end kristen. Dette motiv kan føres tilbage til billedet på de såkaldte Wodan-mønster-sceattaer, som er almindelige i Ribe og muligvis slået der.

Kombinationen af de mangeartede motiver på mønterne viser, at de tidlige danske mønter er fremstillet på et og samme sted, og flere indicier peger på Sønderjylland. Det er næsten sikkert at 800-tallets danske møntsted lå i Hedeby og var underlagt kongelige embedsmænds myndighed, men da mønterne kun kan dateres tilnærmelsesvis, er det umuligt at sige hvilken konge eller hvilke konger de er slået for. Gennem det meste af 900-tallet og 1000-tallet blev der præget mønter i Hedeby. Alligevel nævnes byen kun ved navn på én mønttype, slået for kong Magnus, og det til trods for at indskrifterne på 1000-tallets mønter sædvanligvis rummer oplysning om møntstedet. Forklaringen må ligge i den lange tradition der var i Hedeby for at slå mønter uden stedsangivelse.

Det samlede antal kendte mønter fra 800-tallet er meget lille, mindre end 100, og de repræsenterer ikke en løbende produktion. De fleste er slået inden for en forholdsvis kort periode omkring 820. Derefter kom der et interval på måske to eller tre årtier, før der kom en ny udmøntning, som kun kendes fra fund af i alt 23 mønter. Derefter kom endnu en pause, indtil udmøntningen blev genoptaget i langt større omfang hen imod slutningen af århundredet.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Danske mønter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig