Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

900-tallets mønter

Oprindelig forfatter Sawyer

Der blev som allerede nævnt præget mønter i Hedeby gennem det meste af 900-tallet eller måske uafbrudt gennem hele århundredet. De blev stadig kopieret efter gamle frankiske typer. De tidligste danske mønter vejede ikke helt så meget som de frankiske forbilleder (på 1,15 g), men de var dog tungere end de senere mønter som efterhånden blev tyndere og lettere; til sidst vejede de kun 0,25 g eller endnu mindre. Produktionen var i begyndelsen beskeden, skønt større end det foregående århundrede, men hen imod slutningen af udmøntningen af disse typer skete der en drastisk forøgelse i antallet af prægede mønter. Denne stigning kan ikke tidsbestemmes nøjagtigt, men efter skattefund at dømme skete det engang efter 975. Det har ført til den antagelse at de mange mønter er blevet slået under den tyske besættelse af Hedeby 974-83. De viser imidlertid ikke nogen påvirkning fra samtidige tyske mønter, og det er mere sandsynligt at de er præget efter at kong Harald havde tilbageerobret byen, og formålet har måske været at tjene som betaling for den støtte han modtog under kampen. De kan måske også være blevet udstedt i et forgæves forsøg på at imødegå Sven Tveskægs oprør få år senere. Hvis Svens belejring af Hedeby, der nævnes i en runeindskrift, skete under dette oprør har Hedeby været et af de steder hvor Harald en tid holdt skansen.

 Korsmotivet på disse mønter er sikkert brugt af Harald Blåtand for at kundgøre hans omvendelse til kristendommen. De steder hvor mønter af denne type og andre nært beslægtede præg er fundet, viser, at de antageligt blev fremstillet og sat i omløb på et tidspunkt hvor danerne havde mistet herredømmet i Sønderjylland, dvs. i årene mellem 974 og 983.

Korsmotivet på disse mønter er sikkert brugt af Harald Blåtand for at kundgøre hans omvendelse til kristendommen. De steder hvor mønter af denne type og andre nært beslægtede præg er fundet, viser, at de antageligt blev fremstillet og sat i omløb på et tidspunkt hvor danerne havde mistet herredømmet i Sønderjylland, dvs. i årene mellem 974 og 983.

Omtrent samtidig med at de sidste mønter af disse gamle typer blev præget i Hedeby foregik en anden stor udmøntning af undervægtige mønter et andet sted i Danmark. Dette møntsted er endnu ikke lokaliseret, og teorierne om dets beliggenhed spænder fra Ribe og Jelling til et eller andet sted i det østlige Danmark. Mønterne herfra er helt anderledes end Hedebymønterne, og de er prydet med et eller flere tydelige kors. De må ganske sikkert ses i forbindelse med Harald Blåtand, og må være slået efter hans kristning, men de kan ikke være præget så tidligt som i 960erne; snarere er de slået efter den tyske besættelse af Sønderjylland hvor Harald mistede sit møntsted i Hedeby. En møntproduktion der markerede hans selvstændighed og fromhed var god propaganda, og den nye mønt kunne bruges til at købe hjælp mod tyskerne.

Disse udmøntninger betyder i sig selv ikke nødvendigvis at penge nu spillede en større rolle i omsætningen, men deres omfang viser, at såvel udmøntet som uudmøntet sølv blev benyttet mere og mere til både små og store transaktioner. En undersøgelse af skattefund fra de gamle danske landsdele Skåne, Halland og Blekinge har vist at møntandelen i sølvskattene blev større i løbet af 900-tallet og begyndelsen af 1000-tallet. I den første halvdel af 900-tallet var andelen af det udmøntede sølv kun 15%, de følgende 25 år steg den til 30%, og efter 1025 var 99% af skattenes sølv mønter. Det sølv i skattefundene der ikke var udmøntet bestod af smykker som ringe, kæder og spænder, enten intakte eller sønderdelte, foruden talrige barrer, stænger, plader og tråde. Ved slutningen af 900-tallet var det meste af det uudmøntede sølv i disse skatte ganske små brudstykker med en gennemsnitsvægt på ca. to gram.

Annonce

De henlagte værdier udgjordes således i stigende grad af mønter, og ikke udmøntet sølv blev delt i småstykker hvoraf mange vejede omtrent det samme som mønter. Forklaringen må være at det blev mere og mere almindeligt at købe og sælge selv billige varer og mindre tjenesteydelser for sølv, hvad enten det var udmøntet eller ej. I løbet af 1000-tallet udskiftedes disse små sølvstumper med regulære mønter, som ikke nødvendigvis var danske. Det fremgår af skattefundene at udenlandske mønter, især tyske og engelske, cirkulerede i flæng med de danske.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Sawyer: 900-tallets mønter i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307039