Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kongens byer

Oprindelig forfatter Sawyer

 Vægt fra Berg i Telemarken og lod, fundet i Jylland. På de små sammenklappelige vægte, som købmændene rejste rundt med, var det muligt at veje små mængder meget nøjagtigt. Før udviklingen af et acceptabelt møntsystem betalte man med sølv eller guld efter vægt, og vægtskåle af denne type brugtes over det meste af Skandinavien.

Vægt fra Berg i Telemarken og lod, fundet i Jylland. På de små sammenklappelige vægte, som købmændene rejste rundt med, var det muligt at veje små mængder meget nøjagtigt. Før udviklingen af et acceptabelt møntsystem betalte man med sølv eller guld efter vægt, og vægtskåle af denne type brugtes over det meste af Skandinavien.

I 1000-tallet var det et gennemgående træk ved alle byerne og alle de steder der i givet fald kunne udvikle sig til byer, at de tilhørte kongen, og i 1200-tallet var de allerfleste byer kongelige besiddelser, kongelev. Hedeby er den eneste by hvorom sikre vidnesbyrd fortæller at den blev grundlagt af en konge, men for de fleste andre byers vedkommende kan man på baggrund af et møntsted, en kongsgård eller et bispesæde slutte sig til hvilken rolle kongen har spillet for byens fremvækst. Både gejstlige og købmænd havde brug for kongelig protektion, og den almindelige mangel på volde og lignende befæstningsværker omkring hovedparten af den tids byer tyder på at landefreden, som det var kongens opgave at håndhæve, normalt var tilstrækkelig effektiv til at hindre indre uro. Volden om Hedeby var bygget som et værn mod fremmedes indtrængen, og de spærringer af sejlløb man etablerede flere steder i slutningen af vikingetiden var ligeledes beregnet på at standse udenlandske angribere. Forsvarsværker af denne art var, ligesom de fæstninger som stednavnene Ålborg og Helsingborg vidner om, formentlig blevet til på kongens bud, idet både arbejde og materialer blev tvangsudskrevet som led i den forpligtelse til at forsvare landet der påhvilede alle landets indbyggere.

Enhver jordbesidder kunne have håndværkere og købmænd som lejere, og mange af tidens jorddrotter gav utvivlsomt håndværkere ophold på deres gårde på samme måde som de viste præsterne gæstfrihed. Men de kunne ikke yde den beskyttelse eller stille de garantier for fremmedes sikkerhed som kongen kunne, og intet tyder på at nogen anden høvding end netop kongen samlede købmænd og håndværkere i særlige bebyggelser. Til gengæld er der mange vidnesbyrd om at Sven Tveskæg og Knud den Store gjorde dette, ofte i tilknytning til de bispesæder som de også oprettede. I begyndelsen var både lægmænd og præster kun lejere på kongens ejendom – kirken fik først egen jord hen imod midten af 1000-tallet – og de fleste byer vedblev at være kongelige besiddelser. De verdslige indvånere i byerne betalte en halvårlig leje – arnegæld og midsommergæld – til kongen.

Først i 1000-tallet, da der var skabt et effektivt pengevæsen, og da kirken var begyndt at organisere sig, kunne de danske konger med fordel satse på at anlægge nye byer. Hedeby havde længe forsynet dem med udenlandske luksusvarer og udmøntet sølv fra Vesteuropa, men told og afgifter betalt i naturalier fra andre danske markedspladser kan ikke have haft nogen større betydning for kongerne, der jo ejede udstrakte godser hvorfra de kunne rekvirere fødevarer og råmaterialer. Men med det stigende forbrug af sølv ved køb og salg kunne told og afgifter efterhånden opkræves i mønt, og efter at der var skabt et regulært møntsystem – iværksat af Sven Tveskæg – kunne betalingerne indkasseres kontant.

Annonce

Både Sven Tveskæg og Knud den Store havde under deres felttog og herredømme i England lejlighed til at erfare hvor stor betydning byerne havde som rigdomskilder og som kongelige magtcentre. Og efter at Knud havde fået så gode erfaringer med at benytte bisperne som kongelige rådgivere og lokale administratorer er det ikke mærkeligt at han oprettede nye bispesæder. Påvirkningen fra England er meget stærk, især i Lund. Møntsystemet blev lavet efter engelsk forbillede og blev måske endda iværksat af engelske møntmestre, og senere i 1000-tallet bar mange møntmestre i Lund engelske navne.

Skønt det først er i Knud den Stores og hans søn, Hardeknuds, regeringsperioder at der for alvor sker nye bydannelser, kan der ikke herske megen tvivl om at byudviklingen i 1000-tallet hvilede på det grundlag som Sven Tveskæg havde skabt. Viborg, Roskilde og Lund opstod alle i hans regeringstid. Roskilde og Lund påkalder sig særlig interesse, for de understreger at kongerigets tyngdepunkt havde forskudt sig fra Jylland til Øresund. At dette var Svens udtrykkelige ønske ses af hans holdning til Den hellige Treenigheds Kirke i Roskilde og af oprettelsen af et yderst produktivt møntvæsen i Østdanmark, vistnok i Lund. Disse to byer og deres bisper var hovedkræfter da Sven og Knud udstrakte deres magt over Danmark; og de to byers hastige vækst var et klart udtryk for denne politiske succes.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Sawyer: Kongens byer i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 23. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307045