Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Andre byer

Oprindelig forfatter Sawyer

 Fodrem af egetræ fra et hus udgravet ved Viborg Søndersø. Tømmerstykket er et vigtigt fund, fordi det dendrokronologisk kan dateres til år 1018 eller 1019. Huset har haft fletværksvægge, hvor støjler var indtappet i fodremmen. I samme område er der spor af flere andre huse fra begyndelsen af 1000-tallet. Ved denne tid var der også bebyggelse i Viborgs senere centrum langs Store Skt. Peder Stræde.

Fodrem af egetræ fra et hus udgravet ved Viborg Søndersø. Tømmerstykket er et vigtigt fund, fordi det dendrokronologisk kan dateres til år 1018 eller 1019. Huset har haft fletværksvægge, hvor støjler var indtappet i fodremmen. I samme område er der spor af flere andre huse fra begyndelsen af 1000-tallet. Ved denne tid var der også bebyggelse i Viborgs senere centrum langs Store Skt. Peder Stræde.

Der er grund til at tro at bydannelsen var i gang mange steder i Danmark i midten af 1000-tallet, men i de fleste tilfælde savner vi endnu tilstrækkelig arkæologisk viden til at afgøre hvor langt fremme denne udvikling var. For eksempel kan Ringsted, som blev det sjællandske tings mødested, meget vel have været en ældgammel samlingsplads og et hedensk offersted. Der blev slået mønt her for Knud den Store og igen senere i århundredet, og omkring 1080 blev byens kirke genopført i sten. Men vi kender intet til 1000-tals-byens størrelse og karakter.

Tydeligere vidnesbyrd om den tidlige bydannelse har vi i to andre centrale tingbyer, Odense og Viborg. En Odensebiskop nævnes i et tysk brev af 988, men heraf kan vi kun med sikkerhed drage den slutning, at ærkebispen i Hamburg-Bremen havde indviet en biskop til byen, ikke at han også faktisk kom dertil. Der er fundet spor af en 1000-tals bebyggelse ved domkirken i Odense, og der har øjensynlig været en ringborg af samme type som Fyrkat og Trelleborg på Nonnebakken syd for åen. At der var kongelige interesser i byen bekræftes af at Magnus slog mønt dér omkring 1044 efter at han havde mistet sin magt i Lund. Det forekommer derfor sandsynligt at Odense var en virkelig by omkring midten af 1000-tallet.

I Viborg findes der endnu sikrere vidnesbyrd om bydannelse på dette tidspunkt, selv om der først ret sent – ca. 1060 -oprettedes en bispestol der. Da havde der allerede været slået mønt i mere end 40 år; og en af gaderne, Store Skt. Peder Stræde, blev stenbrolagt i 1000-tallet, og samtidig udstykkedes parceller langs strædet; på en af lodderne boede en klejnsmed. Endnu ældre huse er nylig fundet i byen, et af dem er dateret til 1015; de lå ved Søndersøs bred, og her er der spor efter en guldsmed og både sko- og kammageri.

Annonce

Naturlige udgangspunkter for bydannelse var de gamle samlingspladser, hvad enten de brugtes til tingmøder, hedensk kult eller kristne højtidsfester. Store stævner var oplagte anledninger til køb og salg; mange steder i den tidlige middelalders Europa holdtes markederne meget ofte om søndagen, og handelen foregik tit ganske nær ved eller endog helt inde i kirkerne. I hedensk tid har lignende markeder sikkert været afholdt i forbindelse med forsamlingerne på kultstederne. Efter navnene at dømme har både Odense, „Odins helligdom”, og Viborg, „bakken (eller bakkerne) med helligdommen”, været steder af denne art, og det kan meget vel forklare hvorfor de udvalgtes som bispesæder.

De store, regelmæssigt afholdte møder førte dog ikke nødvendigvis til bydannelse. Der opstod for eksempel ingen by i Skuldevig ved Lynæs nær mundingen af Roskilde Fjord, skønt der var et livligt marked der i vikingetiden.

Men i Ribe var det område, hvor håndværkerne arbejdede i 700-tallet, udlagt regelmæssigt allerede før 710. På nogle af parcellerne udøvedes det samme håndværk år efter år; det lader formode at der var et system for tildeling, formentlig administreret af en kongelig foged. Markederne må være holdt om sommeren, for håndværkerne havde ikke meget ly og må normalt have arbejdet i det fri, og om vinteren må den gamle markedsplads have været udsat for hyppige oversvømmelser. I løbet af vikingetiden forbedredes mulighederne for at bebygge området.

Ribes betydning beroede på dens beliggenhed. Den lå ideelt i forhold til Ribe Å, som var det største og måske også det eneste sejlbare vandløb der fra denne kyststrækning førte ud i Vadehavet. Derfor var den en god eksportrute for de jyske produkter, i særdeleshed tømmer og kvæg. Det middelalderlige Ribe flyttede fra nordsiden til sydsiden af åen. I 1100-tallet voksede en bymæssig bebyggelse frem omkring domkirken syd for åen, og kun en spredt bebyggelse opretholdtes på den anden side af åen i tilknytning til det handelsliv som stadig fandtes der.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Sawyer: Andre byer i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307044