Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det rige England drager

Oprindelig forfatter Sawyer

Der er ingen tvivl om at Sven førte sine krigere ud på togter i Østersøen, men da han blev konge lå de foretrukne mål for vikingernes angreb i det vestlige Europa. Den norske vikingefører Olav Haraldson (den senere konge Olav den Hellige) havde i sin ungdom en typisk løbebane for tidens vikinger. Et digt beskriver tretten kampe som han deltog i. De fire første foregik i forskellige dele af Østersøen, den femte kan muligvis have været i Frisland, de følgende fire udkæmpedes i England og de fire sidste i Frankrig og Spanien. Der havde været sporadiske angreb på de britiske øer og i Frankrig op igennem 900-tallet, men efter 980 blev de stadig mere hyppige, og i 990erne tog togterne et voldsomt opsving. Frisland havde mange fristende mål; Stavoren blev angrebet i 991, Tiel i 1006 og Utrecht i 1007. Der var også det angreb ved Elben i 994 der ophidsede kronikøren Thietmar så stærkt. Men i England vankede det rigeste bytte. Imellem 980 og 982 hærgedes mange steder på Englands sydkyst, heriblandt Southampton. Til en begyndelse var der tale om småangreb; Southampton blev overfaldet af syv skibe ved én lejlighed, og en anden gang drejede det sig om en lille flåde på tre skibe. Men da Englands sårbarhed først var blevet afsløret, og englænderne havde vist sig villige til at betale store summer til vikingerne, blev flåderne større og større. I 991 kom Sven Tveskæg med en styrke på 93 skibe og tvang englænderne til at betale 10.000 pund sølv. Tre år senere mislykkedes det for en lignende flåde at indtage London; i stedet for hærgede den i Sydøstengland, indtil englænderne gik ind på at betale en endnu større sum penge, 16.000 pund sølv. Fra 997 til 1016, da den engelske kong Æthelred døde, rapporteredes der næsten hvert år om angreb og større og større brandskatning af befolkningen. Ofte nævnes anførerne ikke, og en del af overfaldene udførtes af vikinger der holdt til i Irland. Der er intet der tyder på at Sven kom tilbage til England før 1003, men det gjorde andre daner. En af dem var Pallig, Svens svoger, der imidlertid lod sig hverve af englænderne til at hjælpe dem med forsvaret. Han blev varmt modtaget af Æthelred og overvældet med gaver, men han viste sig ikke som nogen pålidelig allieret; i 1001 skiftede han side og sluttede sig til en vikingeflåde, der var på vej til angreb i Sydvestengland.

 Dette dokument som er udstedt kort efter 995 er kong Æthelreds bekræftelse af den store Essex-godsejer Æthelric af Bockings testamente. Det fremgår af skrivelsen, at det var nødvendigt at indhente denne bekræftelse, fordi kongen mange år tidligere havde erfaret, at Æthelric var impliceret i en forræderisk plan om at modtage Sven i Essex så snart han ankom dertil med en flåde. Det tyder på at Sven Tveskæg og Olaf Tryggvasons angreb i 994 ikke var danernes første besøg der. Sven kan have anført et angreb hvorom vi ikke har optegnelser, men det forekommer mere sandsynligt at han var anfører for Maldontogtet i 991.

Dette dokument som er udstedt kort efter 995 er kong Æthelreds bekræftelse af den store Essex-godsejer Æthelric af Bockings testamente. Det fremgår af skrivelsen, at det var nødvendigt at indhente denne bekræftelse, fordi kongen mange år tidligere havde erfaret, at Æthelric var impliceret i en forræderisk plan om at modtage Sven i Essex så snart han ankom dertil med en flåde. Det tyder på at Sven Tveskæg og Olaf Tryggvasons angreb i 994 ikke var danernes første besøg der. Sven kan have anført et angreb hvorom vi ikke har optegnelser, men det forekommer mere sandsynligt at han var anfører for Maldontogtet i 991.

Palligs forræderi var formodentlig en af grundene til at Æthelred i 1002 beordrede at alle daner i England skulle dræbes. Den engelske krønikeskriver siger at „kongen var blevet informeret om at de svigagtigt ville berøve først ham og derpå alle hans rådgivere livet; og bagefter ville de tage dette kongerige i besiddelse”. Han beretter også at ordren blev udført på Skt. Bricius' dag, den 13.11. Nogen større massakre på folk i Danelagen blev det ikke til, men en del daner der boede rundt omkring i England, især i byerne, blev faktisk myrdet med beredvillig hjælp af englænderne som med rimelighed måtte betragte dette som en retfærdig hævn for danernes grusomme overfald og forræderi. Massakren bekræftes i et brev af 1004 hvori Æthelred stadfæster de privilegier som klosteret St. Frideswide i Oxford nød. Denne bekræftelse var nødvendig fordi klosterkirken og alle dens arkiver var blevet ødelagt under aktionen imod danerne i 1002. Brevet redegør meget udførligt for omstændighederne. Efter dekretet om at „alle danerne der skød op på denne ø ligesom klinten der spirede mellem hveden, skulle udryddes ved en helt retfærdig tilintetgørelse” gik danerne i Oxford som „stræbte efter at undslippe døden ind i Kristi helligdom efter med magt at have opbrudt låse og døre, og besluttede at lave sig en tilflugt og fæstning derinde til beskyttelse mod byens og omegnens beboere; men da alle de folk der jagede dem nu var nødt til at kæmpe for at drive dem ud, og da det ikke lykkedes, ser det ud til at de satte ild til træværket så kirken nedbrændte med hele sin udsmykning og alle sine bøger.”

 Knud den Store rekrutterede krigere fra alle dele af Skandinavien. Denne runeindskrift fra Galteland i Setesdal ca. 50 km nord for Kristiansand mindes en af dem: „Arnstein rejste denne sten efter Bjor, sin søn. Han fandt døden i hæren da Knut „søgte” England.” Det var formodentlig på kong Knuds erobringstogt, 1015-16.

Knud den Store rekrutterede krigere fra alle dele af Skandinavien. Denne runeindskrift fra Galteland i Setesdal ca. 50 km nord for Kristiansand mindes en af dem: „Arnstein rejste denne sten efter Bjor, sin søn. Han fandt døden i hæren da Knut „søgte” England.” Det var formodentlig på kong Knuds erobringstogt, 1015-16.

Blandt de dræbte var Pallig og hans kone Gunhild, Sven Tveskægs søster, og deres søn; og måske er der noget sandt i overleveringen om at Sven vendte tilbage til England for at hævne sine slægtninge og de andre daners død. I 1003 og 1004 angreb han fortrinsvis byer, og han afbrændte i de år Wilton, Norwich og Thetford. Sven var naturligvis også interesseret i at indkræve skatter, og selv om vi ikke ved noget om hans indtægter herved kan vi gå ud fra at han i disse år har samlet sig et stort bytte.

Annonce

Det vides ikke hvem der anførte den danske hær der 1006 angreb England og inddrev en skat på 36.000 pund, men en af de flåder der kom derover i 1009 førtes af den berømte Torkel, en bror til den Sigvald hvis tropper var blevet besejret ved „Hjorungavåg” af jarl Håkon. Til Torkels skibe sluttede sig endnu en flåde anført af Hemming, vistnok Torkels bror, og af Eilif der siden tjente hos Knud den Store. Det har været antaget at Torkel på en eller anden måde repræsenterede Svens interesser, men det var ikke tilfældet. Han var tværtimod Svens fjende. Efter tre års udplyndring indvilligede englænderne ved påsketid 1012 i at erlægge 48.000 pund. En del af flåden spredte sig derpå til alle sider, „så vidt omkring som den var samlet fra”, men „Torkel kom med 45 skibe fra flåden over til kongen, og de lovede ham at forsvare dette land, mens han skulle føde og klæde dem”. De har øjensynligt holdt deres løfte og gjort modstand mod Sven da han i 1013 kom for at erobre England. Torkel var åbenbart anfører for et selvstændigt lid.

Beretningen om disse begivenheder har vi fra en engelsk krønikeskriver som skrev sit værk da nederlaget var fuldstændigt. Hans vurdering, som er præget af det engelske sammenbrud, er blevet grundlaget for de fleste senere bedømmelser af Æthelred som en ulyksalig konge; men vi bør retfærdigvis være opmærksomme på hvor vanskelig en situation Æthelred var stillet i – en indrømmelse krønikeskriveren ikke gjorde ham. Englænderne havde en gang imellem heldet med sig, men det at besejre en flåde eller bare at frikøbe sig for overgreb sikrede ikke freden, for der kom bestandigt andre flåder. At regere England var næsten lige så svært som at holde de ydre fjender ude. Landet var nylig blevet forenet under én konge, efter at Northumbria i 954 omsider havde underordnet sig Alfreds efterkommeres styre. I fjernt beliggende egne som kongen kun sjældent eller aldrig besøgte var hans magt helt afhængig af hans fogeder og af det lokale aristokrati. I Danelagen var disse mænd overvejende af skandinavisk afstamning, men i alle dele af England var der stormænd – såvel af engelsk som af dansk herkomst – som fandt det mere fordelagtigt at støtte vikingerne end at sætte sig op imod dem. Så tidligt som i 991 blev en stormand i Essex mistænkt for at støtte Sven, og efterhånden som situationen forværredes kom der stadig flere anklager for forræderi.

Det netværk af forter og befæstede byer som kong Alfred havde organiseret mere end 100 år tidligere, og som hans efterfølgere havde udbygget, var ikke længere effektivt. Forsvarsværkerne blev ikke overalt vedligeholdt og bemandet ordentligt. Mange byer blev indtaget af vikingerne i Æthelreds regeringstid, men ikke alle. London modstod med held flere vikingeangreb, og i 1006 giver krønikeskriveren os et livagtigt billede af borgerne i Winchester der i sikkerhed bag byens mure står og iagttager vikingerne der er på vej tilbage til deres skibe efter et vellykket plyndringstogt inde i landet. De angribende hære var formodentlig både større og bedre organiseret end de havde været 100 år før. De kunne udnytte deres erfaringer fra felttog i Østersølandene, og meget tyder på at de var usædvanligt veldisciplinerede. Da Sven i 1013 gik i land blev Gainsborough i hjertet af Danelagen hans base, og mange af egnens beboere underkastede sig straks hans vilje. Det ville have været tåbeligt at fremkalde forbitrelse hos dem ved tankeløs udplyndring, men det var ikke nogen let opgave at tøjle en hær der var vant til at leve af krigslykke. Derfor er det værd at bemærke at krønikeskriveren understreger, at Svens tropper ikke begyndte at hærge før de var kommet over Watling Street som var Danelagens grænse, men „da de havde passeret Watling Street forvoldte de de største ødelæggelser nogen hær kunne anrette”.

 Del af den sølvskat, som fandtes på kirkegården i Igelösa ca. 10 km nordøst for Lund og som vejede omkring 3 kg. Den indeholdt et brudstykke af et smykke og over 2000 mønter. 1850 af disse var engelske, de fleste slået i perioden 993-1003, og antagelig udbetalt som danegæld til skandinaviske røvere. Den yngste mønt, dateret 1005, var tysk. Der var også irske nordiske og islamiske møn ter i Igelösa-skatten.

Del af den sølvskat, som fandtes på kirkegården i Igelösa ca. 10 km nordøst for Lund og som vejede omkring 3 kg. Den indeholdt et brudstykke af et smykke og over 2000 mønter. 1850 af disse var engelske, de fleste slået i perioden 993-1003, og antagelig udbetalt som danegæld til skandinaviske røvere. Den yngste mønt, dateret 1005, var tysk. Der var også irske nordiske og islamiske møn ter i Igelösa-skatten.

 Foranstaltninger til Englands forsvar mod vikingerne i Æthelreds regeringstid fremgår af dette kort, som er tegnet på grundlag af et dokument fra 995-98, der opregner de godser der tilhørte St. Pauls Kirke i London som var forpligtet til at stille folk til bemanding af skibe. Der er i alt opført 45 mand. Et fuldtalligt mandskab var vistnok 60 mand, men de behøver ikke alle at have gjort tjeneste på samme skib.

Foranstaltninger til Englands forsvar mod vikingerne i Æthelreds regeringstid fremgår af dette kort, som er tegnet på grundlag af et dokument fra 995-98, der opregner de godser der tilhørte St. Pauls Kirke i London som var forpligtet til at stille folk til bemanding af skibe. Der er i alt opført 45 mand. Et fuldtalligt mandskab var vistnok 60 mand, men de behøver ikke alle at have gjort tjeneste på samme skib.

 Sven Tveskægs erobring af England i 1013. Efter at Sven Tveskægs flåde i august var kommet til Sandwich, foregik erobringen således: Englændere og daner i områderne nord for Watling Street underkaster sig (A). Winchester underkaster sig (B). London modstår det første angreb, men anerkender Sven efter Vestenglands underkastelse (C). Æthelred holder jul og sejler så til Normandiet (D).

Sven Tveskægs erobring af England i 1013. Efter at Sven Tveskægs flåde i august var kommet til Sandwich, foregik erobringen således: Englændere og daner i områderne nord for Watling Street underkaster sig (A). Winchester underkaster sig (B). London modstår det første angreb, men anerkender Sven efter Vestenglands underkastelse (C). Æthelred holder jul og sejler så til Normandiet (D).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Sawyer: Det rige England drager i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 13. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307016