Dette smukt forarbejdede og velbevarede sølvspænde blev fundet i en affaldskule mellem husene ved gravpladsen ved Lindholm Høje. Det er et godt eksempel på Urnesstilen, som har sit navn efter udsmykningen på Urnes Kirke i Sognefjord, Norge. Denne stil var populær i 1000-tallet; også motivet, et uhyre omslynget af en slange, var meget yndet. Det kan sammenlignes med St. Pauls sten og den store Jellingsten.

.

Skroget af det skib, som fandtes i Hedebys havn, så måske oprindelig således ud. Det havde været et meget fint fartøj, men var brændt ned til vandlinien. En sandsynlig forklaring er, at man brugte det som brander i et forsøg på at bryde gennem havnens forsvarsværker, og at det fik lov at brænde ud selv.

.

Da Magnus døde blev Sven anerkendt af danerne som konge, men Magnus' efterfølger i Norge blev hans onkel Harald Sigurdson, kaldet Hårderåde, som kort tid før var vendt hjem fra tjeneste i Byzans. I 1048 sendte både Harald og Sven udsendinge til England. Haralds kom „for at forhandle om fred”, mens Sven endnu en gang bad om 50 skibe, hvad man nægtede ham. Sven havde grund til at frygte at Harald ville overtage Magnus' danske politik. Den eneste forskel fra før var, at Sven nu var blevet anerkendt som dansk konge mens han tidligere kun havde været tronkræver. Men truslen fra Norge var den samme. Adam af Bremens beretning om situationen er fantasifuld. Han fortæller at Sven havde magten over både Norge og Danmark og havde i sinde at erobre England, men alligevel slog sig til tåls med kun at få skatter fra englænderne og med deres løfte om at han skulle efterfølge kong Edvard, selv hvis Edvard skulle få sønner. Nordmanden Harald anerkendte ham som lensherre „idet han aflagde vasaleden og overtog sin fars kongerige som et hertugdømme”. Derefter skulle Harald have gjort oprør.

Man har svært ved at forestille sig at Sven skulle være kilden til en så vildledende skrøne. I så fald må han anses for et aldeles upålideligt vidne. I virkeligheden tiggede Sven om hjælp fra England mod Harald, og fra samtidige skjaldedigte har vi vished om at Harald foretog angreb både mod Nordjylland og Hedeby. Selv Adam beretter at oprøreren Harald hærgede Danmarks kyster med ild og sværd og brændte Århus, ødelagde Slesvig og tvang Sven til at trække sig tilbage. Der var imidlertid kun tale om småangreb, ikke om faser i en erobringskrig. Bortset fra en enkelt mønt der muligvis er præget i Odense af kong Harald, er der intet vidnesbyrd om at han nogen sinde påberåbte sig at være danernes konge. Selv efter at have tilføjet Sven et knusende nederlag i en kamp 1062 ved mundingen af Nissanelven i nærheden af Halmstad i Halland har Harald, efter hvad den norske tradition fortæller, ikke udrettet stort andet end at slutte en overenskomst som anerkender de gamle grænser mellem de to lande. Denne aftale er emnet for et kvad af ukendt oprindelse og ringe troværdighed. Hvis danerne fik pusterum mellem Haralds angreb var det fordi han også havde andre at kæmpe med. Fire år senere, i 1066, faldt Harald i kamp under sit forsøg på at erobre England i en lynaktion, da kong Edvard havde lukket sine øjne uden at efterlade sig arvinger.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Sven Estridsen og Harald Hårderåde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig