Harald og Hardeknud

Det mægtige rige som Knud den Store efterlod sig blev ikke videreført af én hersker, men blev spredt på flere hænder. I Danmark efterfulgtes Knud af sin søn Hardeknud som i fem år havde regeret danerne sammen med sin far; englænderne valgte ikke Hardeknud men Knuds anden søn Harald som konge, og nordmændene fordrev hans tredje søn Sven som kort efter døde. I øvrigt synes danerne at have mistet det herredømme de måtte have haft i Sverige.

I England var der en indflydelsesrig kreds, hvortil Knud den Stores jarl Godwin hørte, der ønskede at få Hardeknud som konge; men Harald var favorit hos en rivaliserende kreds der udgik fra Midt- og Nordengland hvor hans mor havde mægtige forbindelser. Haralds parti handlede hurtigt. De tvang dronning Emma til at udlevere Knuds skatte, og Harald blev anerkendt som konge; men ærkebiskoppen af Canterbury nægtede dog at krone ham i håb om at Hardeknud ville kræve sin arv. Måske har der været planer om at dele landet mellem Hardeknud og Harald, ligesom tyve år før hvor Knud blev konge nord for Themsen og Edmund syd for. Men Hardeknud var i Danmark og kunne ikke umiddelbart komme til England. Det ødelagde hans sag, og i 1037 blev Harald omsider kronet, mens Emma blev jaget i landflygtighed. Hun havde ellers ikke skyet noget middel for at fremme sønnen Hardeknuds interesser. Det var fra hendes kreds der udgik sladderagtige beskyldninger om Svens og Haralds ophav; et af rygterne gik ud på at deres fædre var henholdsvis en præst og en lappeskomager, og det blev sågar også sagt at deres mor, Knuds frille Ælfgifu, var ufrugtbar; og om Haralds legitime ret til at efterfølge Knud på tronen blev der sået tvivl.

Hardeknud var i en meget vanskelig situation; det danske herredømme i Norge var tabt, og han havde ikke været i stand til at fastholde sin fars rettigheder i Sverige. Den mønt med Hardeknuds navn der giver sig ud for at være slået i Sigtuna er i virkeligheden fremstillet i kongens møntsmedie i Lund; måske vidner den om en ønskedrøm der aldrig gik i opfyldelse.

Hardeknud kunne ikke rejse væk fra Danmark og kræve sin arv i England fordi der var risiko for norsk invasion; men for at imødegå den havde han hårdt brug for den engelske rigdom; og da nyheden om Knuds død nåede ham, havde Harald allerede sikret sin stilling grundigt.

Først efter Haralds tidlige død i marts 1040 blev Hardeknud kaldt til England og modtaget som konge. Budet nåede ham i Brügge hvortil han var rejst for at møde sin mor, Emma. En krønikeskriver siger at han tog til Brügge allerede i 1039, og dette har givet anledning til den formodning, at han var ved at forberede en invasion i England da Harald døde. Dette forekommer usandsynligt, og en anden velinformeret kilde fra tiden vil vide, at Hardeknud havde samlet en stor hær der skulle komme ham til hjælp om nødvendigt, men at han kun havde en lille flåde på ti skibe med sig da han rejste til moderen i Brügge, og at den engelske delegation nåede ham kort tid efter hans ankomst.

Nyheden om kong Haralds død må være kommet Emma for øre endnu før de engelske stormænd havde haft tid til at beslutte, hvorvidt de skulle rette opfordringen til Hardeknud eller til hans ældre halvbror Edvard, søn af kong Æthelred. Som mor til dem begge er Emma sikkert blevet spurgt til råds. Da Edvard siden hen beklagede sig over at hans mor ikke havde givet ham den rette støtte, hentydede han formentlig til denne periode. Englændernes endelige beslutning kan også være blevet påvirket af forlydender om Hardeknuds forberedelser. Det er derfor mest sandsynligt at Emma sendte bud efter Hardeknud så snart hun havde hørt om Haralds død, og at han, efter at have taget den kloge forholdsregel at mobilisere en stor flåde til i givet fald at forsvare Danmark eller støtte ham i England, selv sejlede med nogle få skibe til Brügge hvor de engelske sendebud nåede ham. Denne udlægning af begivenhederne bekræftes yderligere af den omstændighed, at Hardeknud først en uge før sankthans nåede frem til England.

En af hans første handlinger her var at lade Haralds lig fjerne fra graven i Westminster Abbey og kaste ud i en mose. Han for også hårdt frem mod mange af de fremtrædende mænd der havde samarbejdet med den forhadte halvbror, eller som havde handlet fjendtligt imod Emma. Blandt dem var Godwin som blev anklaget for meddelagtighed i mordet på Emmas søn Alfred i 1036. Han klarede frisag ved at påberåbe sig at han havde handlet efter Haralds ordre, og han blev taget til nåde igen af Hardeknud ved at købe sig hans gunst med en storstilet forsoningsgave. Det var „et velbygget skib med gylden stævn, forsynet med det bedste tilbehør og udrustet med passende våben, hertil kom 80 udvalgte soldater som alle bar en 16 unsers guldring på hver arm, og en tredobbelt panserskjorte. På hovedet havde de en delvis forgyldt hjelm og om lænderne et sværd med gyldent fæste; en guld- og sølvrandet dansk stridsøkse hang fra venstre skulder; med venstre hånd holdt de et skjold hvis bukkel og beslag var forgyldte, og med højre hånd et spyd.”

En lignende gave måtte Godwin to år senere give til Alfreds bror Edvard, da denne efterfulgte Hardeknud på tronen.

Englænderne fortrød bittert at de havde indkaldt Hardeknud. Som en krønikeskriver udtrykte det: „I hele sin regeringstid udrettede han intet der var en konge værdigt.” Den sidste danske konge på Englands trone er gået over i historien som en løftebryder, men hovedanklagen mod ham var, at han for at kunne betale flåden påførte folk langt højere skatter end hans forgængere havde gjort. Kong Harald havde haft en flåde på 16 skibe, men Hardeknud udskrev i 1040 høje skatter til betaling af 62 skibe, og næste år krævede han skat til endnu flere skibe. Der var ikke brug for så mægtig en flåde i engelske farvande, men der var behov for den i Danmark til at holde nordmænd og slaver i ave. En stor del af det indbetalte sølv må være gået til Danmark; en følge heraf var en klar kvalitetsforbedring af mønterne fra hovedmøntstedet i Lund.