Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Poppo og gudsdommen

Oprindelig forfatter Sawyer

Harald Blåtand blev angiveligt omvendt til kristendommen af et mirakuløst bevis på den kristne Guds magt. Den tidligste beretning om denne begivenhed bringer Widukind i sin Sakserkrønike i en version som fuldendtes i 968. Ifølge den skete underet efter en diskussion om gudedyrkelse der fandt sted under en fest som kong Harald var med til. Danerne erklærede at Kristus nok var en gud, men at andre guder var langt større end ham, da de lod menneskene se større tegn og undere end Kristus. Dette blev imødegået af præsten Poppo som hævdede „at der var en eneste sand Gud og Fader og Helligånd, mens afguderne var dæmoner og ikke guder. Kong Harald, om hvem det siges at han var ivrig efter at høre, men sendrægtig i at tale, spurgte ham nu om han var villig til at bevise denne tro på sig selv, hvortil Poppo uden tøven svarede ja. Kongen lod så klerken være under opsyn til næste dag, og da det var blevet morgen lod han et stort, tungt stykke jern ophede og bød klerken bære det glødende jern for den katolske tro. Den Kristi bekender greb uden vaklen jernet og bar det så længe kongen ønskede, fremviste så sin hånd der var uskadt og overtydede således alle om den katolske tros sandhed. Derved omvendte kongen sig, besluttede at ære Kristus alene som Gud, og at byde folk han herskede over at forkaste afguderne, og han viste senere præsterne og Guds tjenere behørig agtelse.”

 Harald Blåtands store runesten i Jelling er hugget i lavt relief og har formentlig været bemalet. Denne sydvestlige side fremstiller korsfæstelsen, selv om man ikke ser selve korset. Kristus står på et naturligt fremspring i stenen. Han er omgivet af kunstfærdigt båndslyng; muligvis skal det forestille vinranker som erindrer om Kristi ord: „Jeg er vintræet, I er grenene”, et gammelt motiv i den kristne symbolverden. Indskriften nederst, „og gjorde danerne kristne”, er slutningen af den tekst der begynder på østsiden.

Harald Blåtands store runesten i Jelling er hugget i lavt relief og har formentlig været bemalet. Denne sydvestlige side fremstiller korsfæstelsen, selv om man ikke ser selve korset. Kristus står på et naturligt fremspring i stenen. Han er omgivet af kunstfærdigt båndslyng; muligvis skal det forestille vinranker som erindrer om Kristi ord: „Jeg er vintræet, I er grenene”, et gammelt motiv i den kristne symbolverden. Indskriften nederst, „og gjorde danerne kristne”, er slutningen af den tekst der begynder på østsiden.

Widukind afslutter med en bemærkning om at det var takket være kejser Ottos iver at kirkerne og præstestanden var kommet til så megen ære i disse egne. Det betyder formodentlig blot, at en vigtig faktor i Haralds omvendelse var faren for tysk intervention. Otto har muligvis opfordret missionærer til at virke blandt danerne, men intet tyder på at Poppo var udsendt af kejseren.

Der vides ikke meget om Poppos videre karriere. Widukind fortæller at han „nu”, dvs. i 968, førte et fromt liv som biskop. Hvis han var den Poppo som var biskop i Würzburg fra 961 til 984 må Haralds omvendelse være sket før 961, men det er en yderst usikker identifikation. Poppo kan også have været missionerende biskop i Danmark uden bispestol; man kender for lidt til biskopper i Danmark i 900-tallet til at kunne udelukke denne mulighed.

Annonce

Adam af Bremen påstod at Harald blev omvendt og døbt som en direkte følge af Otto 1.s invasion i Danmark. Det er det rene opspind. Ikke alene er det tvivlsomt om denne invasion nogen sinde fandt sted, men Adams omtale af Otto som den fadder der bar Haralds søn over dåben og gav ham navnet Sven Otto, strider mod Widukinds samtidige beretning. Hvis kejseren havde været involveret ville Widukind afgjort have nævnt det. Adams troværdighed bliver yderligere rokket af hans påstand om at Poppo bar sin jernbyrd efter Haralds død for at omvende den svenske kong Erik Sejrssæl som for en tid havde erobret Danmark.

 På det gyldne alter fra Tamdrup Kirke i nærheden af Horsens har kunstneren skildret scener fra Harald Blåtands omvendelse til kristendommen. Denne plade viser Poppos jernbyrd som indebar, at missionæren skulle holde en jernhandske i ild indtil den glødede. Pladerne blev formodentlig lavet tidligt i 1200-tallet og kan oprindeligt have siddet på et relikvieskrin.

På det gyldne alter fra Tamdrup Kirke i nærheden af Horsens har kunstneren skildret scener fra Harald Blåtands omvendelse til kristendommen. Denne plade viser Poppos jernbyrd som indebar, at missionæren skulle holde en jernhandske i ild indtil den glødede. Pladerne blev formodentlig lavet tidligt i 1200-tallet og kan oprindeligt have siddet på et relikvieskrin.

I de senere sagn om Haralds omvendelse spiller Poppos jernbyrd en fremtrædende rolle, men detaljerne i historien varierer. I nogle versioner gik Poppo over et rødglødende plovskær, mens han i andre bar en gloende jernhandske. Nogle forfattere lader Poppo gennemgå to prøver. For eksempel fortæller Adam, at Poppo efter at have båret det rødglødende jern gjorde endnu et under for at overbevise hedningene. Det bestod i at han uden at tage skade bar en skjorte som var gennemtrukket med voks og ophedet over ild. Mange historier om omvendelse til kristendommen indeholder mirakuløse demonstrationer af guddommelig magt, men man forstår på fortællingen om Poppo at han var den første i Danmark som bar jernbyrd for den kristne tro, en prøve som brugtes mange steder i det tidlige middelalderlige Europa til afgørelse af hvorvidt en person var skyldig eller ej.

Man anvendte mange forskellige prøver, men jernbyrd var let at arrangere og almindeligt brugt. Der var flere variationer heraf, men de gik alle ud på at man holdt eller gik på glohedt jern. Hånden eller foden blev derpå forbundet og efter et par dages forløb undersøgt. Et betændt sår var bevis på skyld. Fremgangsmåden ved denne påkaldelse af overnaturlige magter gav – ligesom den ældgamle lodkastningsmetode – stor frihed til den der skulle udlægge tegnene. I 900-tallet var jernbyrd blevet et kristent ritual der kaldtes gudsdom og blev udført under tilsyn af bisper. Hvis der er noget sandt i Widukinds historie viser den, at kong Harald ville betragte vellykket jernbyrd som et kraftigt tegn, mindst lige så kraftigt som de hedenske guders.

 De udgravede spor af den første trækirke i Jelling, indtegnet på grundplanen af den nuværende kirke. I hullerne (A) stod de stolper der bar kirkens tag. Andre formodede stolper hvis spor er udviskede eller endnu ikke udgravet er mærket B. Brandsporene fra det oprindelige gulv (C) både uden for og inden for disse stolpehuller viser, at stolperne fra først af stod frit i rummet. Der er ikke fundet spor efter væggene. Gravkammeret er mærket D og bygningens midterlinie E. Det sted hvor Haralds runesten formentlig har stået fra begyndelsen er mærket G, og dens nuværende plads er angivet med en stiplet linie.

De udgravede spor af den første trækirke i Jelling, indtegnet på grundplanen af den nuværende kirke. I hullerne (A) stod de stolper der bar kirkens tag. Andre formodede stolper hvis spor er udviskede eller endnu ikke udgravet er mærket B. Brandsporene fra det oprindelige gulv (C) både uden for og inden for disse stolpehuller viser, at stolperne fra først af stod frit i rummet. Der er ikke fundet spor efter væggene. Gravkammeret er mærket D og bygningens midterlinie E. Det sted hvor Haralds runesten formentlig har stået fra begyndelsen er mærket G, og dens nuværende plads er angivet med en stiplet linie.

Widukind fortæller at danerne anerkendte Kristus som en gud, om end knap så mægtig som andre guder. I indledningen til hans fortælling om Haralds omvendelse forekommer det mærkværdige udsagn at „danerne var fra gammel tid kristne, men tjente ikke desto mindre afguderne efter hedningeskik.” Det viser at de kristne tolereredes i 900-tallets Danmark ligesom i Horik 1. og 2.s dage. Når ærkebiskop Unni i 936 kunne besøge Danmark kan danerne ikke have været fjendtligsindede over for den kristne lære. Et endnu bedre eksempel på skandinavisk velvilje over for kristendommen er, at den norske konge Harald Hårfager sendte sin søn til den engelske kong Athelstan, som regerede 924-39, for at han kunne blive opdraget ved hoffet.

På dette tidspunkt havde danerne i mere end et århundrede været i nær forbindelse med de vestlige kristne lande, og kristen indflydelse nåede Danmark ad mange kanaler. Den mest direkte var missionærernes virke. Ifølge Rimbert var mange blevet døbt i Hedeby eller havde modtaget korsets tegn som forberedelse til dåben. Talrige daner var desuden blevet døbt i udlandet, vikingeanførere såvel som udsendinge og købmænd. Mange af dem vendte aldrig hjem, men en del kom dog tilbage. I 900-tallet var de fleste efterkommere af de skandinaver der havde koloniseret det engelske Danelagen og Normandiet, kristne, og enhver forbindelse de kan have haft med deres hjemland må have forstærket den indflydelse der kom hertil ad andre veje.

 Nogle af de kors-billeder, som anvendtes på en serie af meget tynde mønter i anden halvdel af 900-tallet. Disse mønter (såkaldte halv-brakteater) blev præget et sted i Danmark – men ikke i Hedeby, som det tidligere har været antaget. Sandsynligvis er de udstedt af Harald Blåtand under den tyske besættelse af det sydlige Jylland. Størrelse 1:1.

Nogle af de kors-billeder, som anvendtes på en serie af meget tynde mønter i anden halvdel af 900-tallet. Disse mønter (såkaldte halv-brakteater) blev præget et sted i Danmark – men ikke i Hedeby, som det tidligere har været antaget. Sandsynligvis er de udstedt af Harald Blåtand under den tyske besættelse af det sydlige Jylland. Størrelse 1:1.

Disse påvirkninger banede vejen for omvendelsen, men for at kristendommen virkelig skulle slå igennem måtte der etableres en regulær organisation af præster som kunne varetage en systematisk undervisning i den nye lære, og det krævede regentens aktive støtte. Haralds beslutning om at „ære Kristus alene som Gud, og at byde de folk han herskede over at forkaste afguderne” var derfor af afgørende betydning. De mange store ændringer i Jelling viser at Haralds beslutning var alvorligt ment. Han byggede dér en stor kirke på 30 x 14 m, og bestilte et imponerende monument med et stort billede af den korsfæstede Kristus for at proklamere sin omvendelse. Harald flyttede endvidere sin fars lig fra højen nord for kirken og begravede det under kirkegulvet ved indgangen til koret. På denne dramatiske måde symboliseredes overgangen fra den gamle tro til den nye. Gorms grav placeredes omhyggeligt i den ene halvdel af korindgangen – den nordlige – mens den anden halvdel holdtes fri. Harald har måske tænkt sig at hans eget sidste hvilested skulle være der, ved siden af faderen. I så fald blev planen krydset af hans søns beslutning om at skabe et nyt kongeligt gravsæde i Roskilde. På disse måder samt flere andre, som for eksempel ved at udstede korsprydede mønter, demonstrerede Harald at hans omvendelse var oprigtigt ment.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Sawyer: Poppo og gudsdommen i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307005