Til trods for al usikkerhed er Harald dog den første danske konge efter 873, som er mere end et navn for os. Haralds runesten i Jelling bekræfter at han var Gorms søn, og at Gorms hustru – Haralds mor – hed Tyre. Denne indskrift og andre mindesmærker på stedet viser at Jelling var et vigtigt centrum for Haralds kongerige. Gorm blev først begravet i den store nordlige Jellinghøj, men efter sønnens omvendelse blev liget flyttet og gravlagt under gulvet midt i den kirke som Harald byggede i nærheden. Det meste af Gorms skelet blev fundet her i 1980erne, og det viser at han var 40-50 år gammel ved sin død. Han var ca. 172 cm høj, men ikke kraftigt bygget. Efter undersøgelsen af knogleresterne erklæredes det, at „i lighed med de fleste midaldrende danskere til enhver tid led han af osteoarthritis i den nederste del af rygsøjlen”.
Den lille Jellingsten foregiver at være rejst af Gorm til Tyres minde; runeindskriften beskriver hende som tanmarkar but „Danmarks bod”, dvs. „Danmarks pryd”. Man har foreslået at denne omtale skulle gælde Gorm selv, men den teori holder ikke. Det er lidet sandsynligt at Tyre var jyde som Gorm. Efter det man ved om senere kongers ægteskaber, valgte de altid deres hustruer fra andre områder end deres egen hjemegn. Harald og Sven Tveskæg ægtede slaviske prinsesser, Knuds hustru var en engelsk konges normanniske enke, og hendes medhustru var engelsk; Sven Estridsen giftede sig med en sveer. Tyre kom utvivlsomt fra en meget fornem familie og var formodentlig datter af en hersker. Udtrykket „Danmarks pryd” ville være en passende benævnelse for en prinsesse fra „Danmark”, hvilket som det fremgår af Ottars beretning vil sige området øst for Jylland. Dette kunne betyde at deres søn ville kunne gøre krav gældende i dette landområde. Selv om Saxo Grammaticus har givet mange forkerte detailoplysninger er det værd at bemærke, at han lægger stor vægt på at understrege at Tyre kom fra et fremmed land, og han lod hendes person være af afgørende betydning for Haralds arv. Ifølge Saxo var Harald den første daner som arvede kongeværdigheden, og han arvede den vel at mærke fra sin mor, Tyre.
En del taler imidlertid for at Gorms sten er senere end Haralds, og at Tyre ikke alene overlevede Gorm, men også blev gift igen med en stormand ved navn Tue som satte mindst to runesten til minde om hende. På den ene ved Læborg, ca. 30 km sydvest for Jelling, omtaler Tue hende som „sin dronning”. Den anden sten, som findes i nærheden ved Bække, nævner ham sammen med to andre (muligvis hans sønner), som dem der byggede Tyres høj. Det tyder på at en latent strid lurede om hvem der skulle arve „Danmark” efter Tyre. Harald hævdede senere hen i sin indskrift på Jellingstenen at han havde vundet sig „al Danmark”. Der er ingen grund til at tro at han gjorde dette tidligt i sin regeringstid. De ringborge som blev bygget 979-80 vidner om, at han på det tidspunkt havde kontrol over i hvert fald en del af Sjælland, mens han i andre dele af „Danmark” kun var overherre. Der er dog ingen tvivl om at han satte Gorm et minde ved at lave en mægtig høj over graven i en vældig fart. Dette foretagendes omfang og tempo kan være dikteret af at der forelå en udfordring.
Jelling har muligvis været hjertet af Gorms magt, men vi ved ikke hvor langt denne magt strakte sig. Man kan med rimelighed regne med at han beherskede Hedeby og Danevirke, for det område blev regeret af Sigtryg som blev sat fra styret af Gorms far. Både Sigtryg og Gorm kan have haft magten over hele Jylland og naboøerne, men Gorms ægteskab med Tyre, „Danmarks pryd”, tyder på at hans magt ikke strakte sig længere end til Storebælt. Det skulle blive hans og Tyres søn, som „vandt sig al Danmark”.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.