Otto 1.s brev af 965 om danske kirker er ikke overleveret i original og kendes kun fordi det er gengivet i en trykt privilegiesamling fra slutningen af 1500-tallet. Denne er også kilden til vor viden om Otto 3.s tilsvarende brev af 988. Der er dog ingen tvivl om at brevene er ægte.

.

Trelleborg ligger i nærheden af Slagelse på et lavt næs hvor Vårby Å og Tude Å løber sammen. Da det var den første borg af denne type der blev undersøgt kaldes fæstningsanlæg af denne type i reglen trelleborge. Trelleborg adskiller sig fra de andre ved at have en kreds af huse uden for en del af ringvolden. De beskyttedes af endnu en vold der tillige omsluttede borgens gravplads.

.

Planerne over Aggersborg, Fyrkat og Trelleborg, alle i samme målestok, viser, at borgene trods forskelle havde samme helhedsplan og en næsten identisk indretning af borgpladsen. Der fandtes en borg af samme type på Nonnebakken i Odense med nøjagtig den samme indre diameter som Fyrkat, men her er der ikke levnet spor af bebyggelsen på borgpladsen.

.

Kort, som viser beliggenheden af vikingetidens militæranlæg: borge, volde og søspærringer.

.

Danerne stod ganske vist ikke under tysk overherredømme, men der lurede hele tiden en fare for at tyskerne ville prøve at tvinge danerne til at anerkende deres autoritet. Otto 1. var i fuld gang med et fremstød blandt slaverne, samtidig med at han ansporede dem til at lade sig omvende, og Harald kunne med rette frygte at der ville blive ført en lige så aggressiv politik imod ham, især efter Ottos sejr over magyarerne i slaget ved Lechfeld i nærheden af Augsburg i året 955. Det var et klogt træk at gå over til kristendommen og således fjerne et påskud for eventuel indblanding, men det betød ikke at faren for tysk invasion dermed var bortvejret.

Det viste sig i 968 at nogle saksiske anførere var endnu mere forhippede på at angribe danerne end kejseren. Det år sendte Otto et budskab fra Italien hvori han opfordrede til angreb på en urolig slavisk stamme, men da hans brev blev læst højt ved et saksisk møde i Werla blev det dog vedtaget, at den fred der én gang var sluttet med de slaviske naboer skulle stå ved magt „fordi en krig med danerne stod for døren og der ikke var mandskab nok til at føre to krige på én gang”.

Det var ikke noget tilfælde, at Harald netop i 968 foretog omfattende forbedringer på Danevirke og byggede den halvrunde fæstningsvold omkring Hedeby. Sandsynligvis befæstedes både Ribe og Århus på samme tid.

Der kom dog ikke noget tysk angreb i 968, og det blev faktisk Harald der brød freden ved den dansk/tyske grænse da han ved efterretningen om Otto l.s død i april 973 greb lejligheden til at invadere landet syd for Ejderen. Tyskerne foretog et modangreb i 974, drev danerne tilbage og indtog såvel Hedeby som Danevirke. Ifølge Thietmar byggede de en fæstning et sted i grænseområdet, men man ved ikke nøjagtigt hvor; Rendsborg ved Ejderen er blevet foreslået. Hvor det end kan have været var dette en betydelig fremrykning i forhold til den hidtil forreste militærstation ved Itzehoe, som Karl den Store havde oprettet. Harald imødegik denne krise med en bemærkelsesværdig energi og effektivitet. Han udsendte nye mønter der var helt anderledes end de traditionelle mønter fra Hedeby. Det nye møntpræg var demonstrativt kristent, og de fleste pengestykker havde et kors på den ene side. Disse „korspenge” kan opfattes som en uafhængighedsdemonstration, en reaktion mod den tyske invasion. Udbredelsen af disse mønter giver os en idé om det område Harald endnu herskede over – og man har faktisk ikke fundet nogen af disse mønter i Sønderjylland (se ill. i Poppo og gudsdommen og 900-tallets mønter).

Endnu mere slående er de store ingeniørarbejder som er dateret til samme periode som den tyske besættelse af grænselandet, nemlig fæstningsanlæggene ved Fyrkat og Trelleborg og broen ved Ravning i nærheden af Jelling. Den store fæstning ved Aggersborg blev vistnok opført på samme tid, og det er meget tænkeligt at en lignende borg lå midt i Odense. Udover den meget smukt byggede bro ved Ravning blev der åbenbart samtidigt bygget en række mindre broer på Sjælland og Lolland og måske også i Jylland. Denne overvældende foretagsomhed må i nogen grad have været en reaktion på den tyske fremtrængen, og som det skal vises siden hen udgjorde disse broer antagelig en del af et stort og kompliceret forsvarssystem.

Men tyskerne var ikke den eneste trussel. Bortset fra den mulighed for indre oprør der altid var til stede, var der til stadighed fare for angreb fra norsk, svensk eller slavisk side. Desuden opererede selvstændige krigerbander af både slaver og skandinaver fra baser i Østersøen. En af disse bander, der senere vandt legendarisk berømmelse, var jomsvikingerne.

I skjaldedigtningen erfarer vi om norske angreb på danerne. Et hyldestdigt til den norske konge på Haralds tid, Håkon den Gode, omtaler hans angreb på Jylland og Sjælland; men det synes ikke at have haft større omfang. Et vers nævner udtrykkeligt at angrebet blev udført med to skibe.

"Krigeren begav sig sydfra alene på to skibe til Sjællands grønne næs, da krigeren, som siden blev berømt, med heftigt mod fuldstændigt havde ryddet elleve danske langskibe."

Andre digte fortæller om angreb på Skåne. Der findes ingen tilsvarende beretninger om slaviske angreb i 900-tallet, men det betyder ikke at der ingen har været. Nok var Harald allieret med abodritterfyrsten Mistivoi, med hvem han var forbundet ved ægteskab (se afsnittet Jomsborg) og vistnok søgte tilflugt hos, da han blev tvunget i landflygtighed på grund af sønnens oprør, men ikke alle slaver var venligsindede.

Den tyske besættelse begrænsede sig til Sønderjylland og varede kun ni år. 1982 led Otto 2. et alvorligt nederlag i et slag mod saracenerne i Calabrien hvor flere saksiske hærførere blev dræbt. Det gav både danerne og nordvestslaverne en chance for at hævne sig på deres saksiske naboer. I 983 genvandt Harald magten over Hedeby og ødelagde den nyopførte tyske fæstning, mens hans abodrittiske allierede Mistivoi hærgede i Holsten og satte ild på Hamburg. I december samme år døde Otto i Rom og blev efter megen diskussion efterfulgt af sin kun fireårige søn Otto 3. Disse forhold gjorde det lettere for danerne ikke alene at genvinde magten nord for Ejderen, men også at forfægte deres gamle krav på området mellem Ejderen og Elben.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Den tyske trussel og andre farer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig