Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Da „Danmark” og Norge blev vundet

Oprindelig forfatter Sawyer

På Haralds store runesten i Jelling roser han sig af at han vandt sig hele Danmark. Det er blevet tolket som en hentydning til generobringen af Sønderjylland i 983, idet det forudsættes at tyskerne havde etableret en „mark”, en grænseprovins, dér. Bortset fra en uklar sætning hos Adam af Bremen er det eneste indicium for tilstedeværelsen af en sådan „mark” det tidligere nævnte brev af 965 som giver bisperne privilegier in marca vel regno Danorum – i danernes mark og rige. Man har hævdet at dette beviste at der var en dansk mark såvel som et dansk kongerige. En rigtigere udlægning er at vel her betyder „eller” – og ikke „og” – og at den tyske embedsmand som skrev brevet forestillede sig hele det danske kongerige som en „mark”, ligesom nogle tidligere forfattere må have gjort når de kaldte danerne „markomanni”. I 800-tallet var ordet Danmark betegnelsen for det nuværende Sveriges vestligste landsdele Bohuslen, Halland og Skåne samt for en del af Øerne. Hvorvidt Harald vitterligt havde underlagt sig hele dette område står hen i det uvisse; men sikkert er det at han beherskede en del af landet øst for Storebælt. Sagnet om at Harald byggede den første kirke i Roskilde, hvori han selv blev begravet, har muligvis ikke så meget på sig, men den kendsgerning at Trelleborg blev bygget i 981 omtrent på samme tid som Fyrkat og med næsten identiske huse og konstruktioner forudsætter at han da herskede over både Sjælland og Jylland. Træbroerne i Risby, Bakkendrup Bro og Flintinge taler ligeledes for at hans magt i hvert fald strakte sig til Øresund.

 Hirdmanden Skardes runesten stod tidligere mellem to gravhøje vest for Hedeby.

Hirdmanden Skardes runesten stod tidligere mellem to gravhøje vest for Hedeby.

Harald hævder også at have vundet Norge. Der findes holdepunkter herfor i skjaldedigtningen, som viser at han støttede en norsk gruppe – nemlig Erik Blodøkses sønner – og at jarl Håkon anerkendte hans overherredømme. Digtene giver ikke en sammenhængende fremstilling, og de kaster heller ikke meget lys over de politiske begivenheder, blandt andet på grund af usikkerhed om den oprindelige rækkefølge af versene i mange af digtene, men de viser i det mindste at der faktisk eksisterede et dansk overherredømme, og også hvad dette indebar, i særdeleshed pligten til at gå i krig på lensherrens vegne. Dette demonstreres dramatisk i skjaldekvadet Vellekla som er digtet til ære for jarl Håkon. Det skildrer jarlen i kamp med franker, friser og vender, og med saksere som han slår på flugt. Den oversættelse man sædvanligvis bruger er nok noget misvisende, for den hentyder et sted til hans forsvar af Danevirke hvor digtet kun har ordet virki.

"Og Jyllands gavmilde konge ville prøve krigeren der var kommet nordfra ved vintertide dengang da kongen bød den ubøjelige kriger at forsvare [Dane]virke mod fjenderne."

Annonce

Senere sagaskrivere opfattede disse vers således, at jarl Håkon ydede Harald hjælp da tyskerne invaderede i 974. Den omstændighed at skjalden beskrev en sejr hvor Håkon trængte sakserne tilbage, gør det mere sandsynligt at han støttede Haralds vellykkede kamp for at genvinde Sønderjylland i 983. Hvis virki faktisk betyder Danevirke må Håkon have modstået et saksisk modangreb. Det er interessant at vinteren nævnes, for det ville være et godt tidspunkt at iværksætte et angreb når man lettere kunne færdes på den frosthårde jord.

En kamp ved Hedeby nævnes på to runesten som er fundet i nabolaget. En af dem er rejst af kong Sven: En kamp ved Hedeby nævnes på to runesten som er fundet i nabolaget. En af dem er rejst af kong Sven: „Kong Sven satte stenen efter sin hirdmand Skarde som var draget vestpå, men nu fandt døden ved Hedeby.”

Man må gå ud fra at begge indskrifter hentyder til Sven Tveskægs belejring af Hedeby. Muligvis fandt den sted under felttoget i 983, men så må omtalen af Sven som konge enten betyde at han delte magten med sin far, eller at stenen først blev rejst efter at han havde efterfulgt sin far på tronen. Den omstændighed at hirdmanden Skarde havde været vestpå bidrager ikke til dateringen af indskriften, for vikingerne havde senest omkring 980 genoptaget deres togter i det vestlige.

Andre muligheder for hvornår belejringen kan have fundet sted er blevet nævnt; f.eks. at den har stået på under den krig med sveerne som Adam omtaler. Det er endog foreslået at Sven siden hen i sin regeringstid angreb og ødelagde Hedeby blot for at demonstrere sit vikingesind, men der er ingen arkæologiske holdepunkter for at byen skulle være ødelagt på dette tidspunkt, og den levede uantastet videre gennem det meste af 1000-tallet. En antagelse der fortjener alvorlig overvejelse er at disse runeindskrifter skulle hentyde til en hændelse under Svens oprør mod faderen, måske kort før Harald drog i landflygtighed. Hedeby, som Harald havde befæstet og som han med stort besvær havde generobret fra tyskerne, var et vigtigt aktiv for ham. Den kunne have været udgangspunkt for modstand imod Sven, eventuelt ledet af en loyal repræsentant for Harald. Byen kunne også have tjent som et velbefæstet tilflugtssted for Harald med muligheder for at undvige både ad landevejen og ad søvejen.

Alle disse spekulationer omkring Hedebystenene illustrerer ganske godt den usikkerhed som præger vor viden om slutningen af Haralds regeringstid. Men der er ingen tvivl om at den endte med en opstand anført af hans søn, og at Harald blev drevet i landflygtighed. Adam foreslår at motivet til dette oprør var af religiøs art, at det var en hedensk reaktion. En mere troværdig årsag var Haralds ekstravagante byggeprogram der må have påført danerne tunge byrder.

Haralds regeringstid endte med en katastrofe, men han ydede en stor indsats i sin tid. Han satte sig med held op imod de største herskere i vestens kristne lande, og han genoprettede tidligere danske kongers tabte overherredømme i det østlige Danmark og i dele af Norge. Da han havde „vundet sig al Danmark” manifesterede han sin magt og forsvarede den ved hjælp af et system af fæstninger og færdselsforbindelser som tydeligvis blev etableret i løbet af kort tid. Og – som han med stolthed forkyndte på det prægtige monument han rejste i Jelling – han „gjorde danerne kristne”.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Sawyer: Da „Danmark” og Norge blev vundet i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 10. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307003