Krigerhoved af udskåret elgtak fundet i Sigtuna. Det er fremstillet som ornament på spidsen af et beslag fra 1000-tallet og er et fint eksempel på naturalistisk skandinavisk benskærer-arbejde. Hele figuren er kun 22 cm høj. Den enkle spidse hjelm ligner hjelme som kendes fra gravkorset i Middleton, gotlandske billedsten og fra Knuds mønter af spidshjelm-typen.

.

Runesten fundet 1862 i Mejlby ved Randers, nu på Kulturhistorisk Museum i Randers. Slutningen af indskriften er svær at læse, men det kan dog fastslås at Eskil døde på Øresund, formentlig under et slag. „Åne rejste denne sten efter sin søn Eskil som fandt døden sammen med Thore i Øresund (eller: som fandt døden i Øresund på Thores togt).”

.

Det indviklede mønster af venskaber og fjendskaber der må have spillet en stor rolle ved dannelsen af kongeriget Danmark i den senere vikingetid vil aldrig kunne klarlægges helt. Vi kan højst håbe på at forstå nogle af faktorerne og få indsigt i hvordan de spillede sammen i de få øjeblikke som kilderne kaster lys over. Den kamp der kostede Olaf Tryggvason livet er en af disse delvis oplyste episoder.

Olaf, der havde tilbragt sin ungdom som viking, mest på togter i Østersøen, vendte i 994 sin opmærksomhed mod England hvor Sven Tveskæg sluttede sig til hans togter, og i 995 havde han vundet stor berømmelse og rigdom som vikingeanfører. I England var han blevet kristen, og den engelske kong Æthelred havde været hans konfirmationsvidne. Æthelreds hensigt med dette har formodentlig været at vende Olafs venskab med Sven Tveskæg til fjendskab. Englænderne betalte ham et betydeligt beløb for at opgive togterne i England, og med disse midler og muligvis også med direkte engelsk støtte drog Olaf til Norge. Han tilrev sig magten efter drabet på jarl Håkon, idet han hævdede at han var efterkommer af en af de norske småkonger. Olaf Tryggvasons held foruroligede naturligvis Sven Tveskæg, som kunne regne med støtte fra jarl Håkons sønner, Erik og Sven, der efter deres fars død opholdt sig hos den svenske konge, Olof Skötkonung. Sven Håkonson giftede sig med Olof Skötkonungs søster, og Erik ægtede Sven Tveskægs datter. Hvad enten Olof Skötkonungs far havde været Sven Tveskægs fjende eller ej, så var Olof nu den danske konges ven og allierede.

De historier der senere fortaltes om de nærmere omstændigheder ved Olaf Tryggvasons sidste kamp står i stærk modstrid med hinanden. Det tidspunkt overleveringen angiver, år 1000, er sikkert rigtigt nok, og der hersker almindelig enighed om at Olaf Tryggvason blev besejret af Sven Tveskægs, Olof Skötkonungs og jarl Håkons landflygtige søn Eriks forenede styrker. Samtidige skjaldedigte giver hovedæren for sejren over Olaf til Erik Håkonson. De nævner at Olaf Tryggvason fik hjælp, eller til det sidste håbede på at få det, fra en uafhængig vikingeflåde, som senere blev identificeret som jomsvikingerne. Ifølge Adam af Bremen blev Olaf Tryggvason tilskyndet til at angribe Sven af sin danske hustru, Tyre; og den aktuelle årsag skulle være alliancen mellem Sven og Olof Skötkonung samt Svens ægteskab med Olofs mor. Adam fortæller at kampen fandt sted „imellem Skåne og Sjælland, hvor konger plejer at udkæmpe deres søslag … Der og da blev nordmændene angrebet, overvundet og slået på flugt af danerne. Kong Olaf, som var en af de få overlevende, mødte døden på en måde som passede til hans liv ved at kaste sig i havet.”

Der blev pyntet på historien af senere forfattere, bl.a. Saxo Grammaticus og islændingen Snorri Sturluson i 1200-tallet. Her spiller Tyre en større rolle, og hun omtales skiftevis som Sven Tveskægs søster og datter. Også Olof Skötkonungs mor, Sigrid Storråde, får en hovedrolle, da hun efter at være blevet ydmyget og forkastet af Olaf Tryggvason ægter Sven Tveskæg. Den version der var mest yndet i Norge og på Island lader kampen foregå ved en uidentificeret ø der hed Svold, et eller andet sted ud for Østersøens kyst. Olaf Tryggvason skulle befinde sig på disse kanter for at genvinde den ejendom som tilhørte hans hustru Tyre der en kort overgang havde været gift med en slavisk høvding. På hjemvejen blev han så angrebet af danerne og deres allierede.

De forskellige forsøg der lige siden 1000-tallet er blevet gjort på at forklare og retfærdiggøre våbenfællernes handlinger i dette berømte slag danner et uigennemtrængeligt net af sagn og propaganda der gør det umuligt at udrede det virkelige hændelsesforløb. Den forvirring der omgiver denne begivenhed er ganske karakteristisk for de indviklede forhold i vikingetidens baltisk/skandinaviske politik. Imidlertid er der ingen tvivl om at Olaf Tryggvasons nederlag markerede et vigtigt stadium i det danske riges genrejsning og ekspansion.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Olaf Tryggvasons sidste kamp.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig