Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Norge

Oprindelig forfatter Sawyer

Endnu tættere var de danske forbindelser med Norge, som man også havde fælles sprog med. Igennem det meste af vikingetiden havde danerne overherredømme eller direkte herredømme over hele kyststrækningen fra Skåne til vestsiden af Oslo Fjord. Deres interesse i området er ikke overraskende, for herfra var der adgang til råmaterialer der var stor efterspørgsel på i Danmark: jern af høj kvalitet og klæbersten. Nok har de danske konger ikke haft fuld kontrol med handelspladsen Kaupang ved Tønsberg der var et knudepunkt for denne trafik, sådan som de havde med Hedeby, men de må direkte eller indirekte have haft gavn af byen ved de betalinger som blev erlagt af de købmænd og håndværkere der besøgte den.

Beretningerne i senere skrifter om forbindelserne mellem daner og nordmænd i vikingetiden er ofte modstridende. De forfattere som forsøgte at rekonstruere begivenhederne havde hver især deres hensigt med det, og det var svært for dem at holde rede på det sammenfiltrede net af skiftende alliancer, opstande og vekslende krigslykke. De eneste pålidelige oplysninger kommer fra de samtidige skjaldedigte, og selv de har begrænset værdi. Ofte er det vanskeligt at fortolke denne poesi, og de vers som er digtet som hyldest til herskere giver ikke nødvendigvis et troværdigt indtryk af deres gerninger. Hertil kommer at digternes fornemste mål ikke var at meddele oplysningerne, men at give en digterisk tolkning af begivenheder som i forvejen var velkendte for tilhørerne. Trods alt er det alligevel muligt at finde mange nyttige kendsgerninger i tidens poesi. Det er for eksempel fra skjaldedigtningen vi ved at de fleste norske kongedømmer i 900-tallet var forholdsvis små. Således må det også have forholdt sig i 700-og 800-tallet. Efter overleveringen var Harald Hårfager den første nordmand der havde herredømme over en stor del af Norge. Hans riges udstrækning blev overdrevet af senere forfattere; formodentlig har hans egentlige herredømme været begrænset til Vestnorge. Det er karakteristisk at han fik større magt hen imod slutningen af 800-tallet da det danske overherredømme svækkedes på grund af indre stridigheder, og der er måske noget sandt i den senere tradition om at hans herredømme anerkendtes i Viken, landet omkring Oslofjorden. Netop ved denne tid udspillede Kaupang sin rolle som Vikens store handelsplads. Det er fristende at sætte dette i forbindelse med de politiske omvæltninger der for en tid brød båndet til Danmark.

 Et af vikingetidens prægtigste guldsmykker fundet på øen Hiddensee i nærheden af Rugen. Det stammer fra en stor guldskat som kan have været krigsbytte taget under en krig mellem slaverne og danerne.

Et af vikingetidens prægtigste guldsmykker fundet på øen Hiddensee i nærheden af Rugen. Det stammer fra en stor guldskat som kan have været krigsbytte taget under en krig mellem slaverne og danerne.

Harald Hårfager efterfulgtes tilsyneladende af sin søn Erik Blodøkse, men i ca. 934 blev Erik fortrængt fra Norge af sin bror Håkon, der var blevet opdraget ved det engelske hof hos kong Athelstan. Håkon er højst sandsynligt blevet hjulpet til magten af englænderne. Det ville i hvert fald forklare hvorfor den landflygtige Erik blev budt velkommen som konge af York af northumbrierne, som modsatte sig Athelstans brødres og efterfølgeres forsøg på at indlemme Northumbria i det engelske kongerige.

Annonce

Kong Håkon, der som sin far byggede sit norske herredømme på magten over Vestlandet, havde en vis succes som norsk overherre. Digterne besang hans kampe mod både daner og göter, og hans overherredømme anerkendtes af høvdingen i Trøndelag, jarl Sigurd. Harald Blåtand prøvede at undergrave Håkons magt ved at støtte Eriks sønner, og omkring 960 belønnedes hans anstrengelser. Håkon blev dræbt, og hans plads blev overtaget af Eriks søn, Harald Gråfeld, der i begyndelsen måtte acceptere dansk overherredømme og finde sig i at danerne genvandt Viken; men i løbet af få år fik han så megen medgang at Harald Blåtand opfattede ham som en trussel mod sin magt i Norge. Den danske konge støttedes i denne opfattelse af jarl Håkon i Trøndelag hvis far Sigurd var blevet dræbt af Harald Gråfeld. Nu tog jarl Håkon hævn. Et samtidigt digt beskriver Harald Gråfelds død i kamp mod jarl Håkon ved Hals i Limfjorden. Denne sejr gjorde jarl Håkon til den mægtigste hersker i Norge, men da han anerkendte den danske konges overherredømme betød det også at Harald Gormsen med rette kunne lade den store runesten i Jelling forkynde, at han ikke blot havde vundet sig al Danmark, men også Norge.

 12 økseformede jernstykker på en granstok fundet på Gjerrild Strand på Djursland. Der er formodentlig tale om vraggods fra et forlist skib med jernvarer fra Norge. Øksebladene er af norsk type, og der groede ikke gran i Danmark. Dette er et tidligt eksempel på eksport af halvfabrikata.

12 økseformede jernstykker på en granstok fundet på Gjerrild Strand på Djursland. Der er formodentlig tale om vraggods fra et forlist skib med jernvarer fra Norge. Øksebladene er af norsk type, og der groede ikke gran i Danmark. Dette er et tidligt eksempel på eksport af halvfabrikata.

 Sølvmønt slået for Erik Blodøkse, den sidste vikingekonge i York; han blev fordrevet og dræbt i 954. Forsiden med sværdet efterligner mønter, som sloges i York 40 år tidligere. Møntmesteren Ingelgar, hvis navn findes på møntens bagside, slog mønt i York for tre andre konger også, både engelske og skandinaviske. Det ses ofte i engelsk møntvæsen i 900- og 1000-tallet at kongerne skifter, men møntmestrene bliver. Størrelse 1½:1.

Sølvmønt slået for Erik Blodøkse, den sidste vikingekonge i York; han blev fordrevet og dræbt i 954. Forsiden med sværdet efterligner mønter, som sloges i York 40 år tidligere. Møntmesteren Ingelgar, hvis navn findes på møntens bagside, slog mønt i York for tre andre konger også, både engelske og skandinaviske. Det ses ofte i engelsk møntvæsen i 900- og 1000-tallet at kongerne skifter, men møntmestrene bliver. Størrelse 1½:1.

 Bagside af sølvmønt slået for Erik Blodøkse med møntmesteren Ingelgars navn.

Bagside af sølvmønt slået for Erik Blodøkse med møntmesteren Ingelgars navn.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Sawyer: Norge i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 25. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307011