Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jomsborg

Oprindelig forfatter Sawyer

Ifølge Adam var Jumne det sted hvortil Harald flygtede da han var blevet besejret af Sven. Denne identificeres almindeligvis med Wolin, men det er tvivlsomt. Meget taler for at stedet lå i omegnen af Barth nordvest for Stralsund. Hverken Thietmar eller Adam nævner et ord om at kong Harald havde nogen form for herredømme over Jumne eller nogen særlig tilknytning til stedet. Den tanke blev først bragt på bane af langt senere forfattere som også forandrede navnet Jumne til Jomsborg og gjorde den til tilholdssted for joms-vikingerne, en hårdt disciplineret vikingebande som skal have opereret på Østersøen og i Skandinavien i 900-tallet. Disse jomsvikinger vandt legendarisk berømmelse. Der blev digtet en saga om dem i 1200-tallet, og de optræder i mange fortællinger. Det var for eksempel i Jomsborg at Olaf Tryggvason skulle have tilbragt en vinter som viking i sin ungdom. At Olaf har været i et vikingelid er rimeligt nok, men hans tilknytning til Jomsborg er kun et sagn.

Som tilsvarende bander der hjemsøgte det vestlige Europa i 800-tallet blev nogle af disse Østersøflåder antagelig anført af landflygtige herskere eller af andre medlemmer af kongeslægterne som ikke havde fået andel i magten derhjemme. Nogle af disse bander kan have haft baser på slavisk territorium, og i samtidige digte optræder vikingeflåder med indslag af slaviske krigere. De var f.eks. i den flåde som blev besejret af jarl Håkon på et sted senere kaldet Hjørungavåg, og vendiske skibe deltog i slaget i Øresund hvor Olaf Tryggvason blev dræbt.

 Denne indskrift fra Sønder Vissing er blevet godtaget som bevis på at Harald Blåtand ægtede en datter af Mistivoi, abodritternes hersker. Dette er ikke sikkert. Hovedudsagnet i indskriften fortæller at „Tove, Mistivois datter, lod denne sten rejse til minde om sin moder”; derefter kommer en tilføjelse, som formodentlig er gjort senere: „Harald den Godes, Gorms søns kone”. Det står ikke klart hvilken af de to kvinder der havde været gift med Harald, men det virker mest sandsynligt at det var Toves mor. Da det er den eneste danske vikingetidsindskrift der ikke nævner den døde ved navn, er tilføjelsen sikkert gjort for at identificere hende.

Denne indskrift fra Sønder Vissing er blevet godtaget som bevis på at Harald Blåtand ægtede en datter af Mistivoi, abodritternes hersker. Dette er ikke sikkert. Hovedudsagnet i indskriften fortæller at „Tove, Mistivois datter, lod denne sten rejse til minde om sin moder”; derefter kommer en tilføjelse, som formodentlig er gjort senere: „Harald den Godes, Gorms søns kone”. Det står ikke klart hvilken af de to kvinder der havde været gift med Harald, men det virker mest sandsynligt at det var Toves mor. Da det er den eneste danske vikingetidsindskrift der ikke nævner den døde ved navn, er tilføjelsen sikkert gjort for at identificere hende.

"Vendernes krigsskibe kommer langvejs fra til kampen, og de tynde økser gaber med deres jernmunde mod mændene; der bliver sværdgny på søen, den herlige drengstyrer kæmper, ørnen slider i ulvenes føde, mange tager flugten."

Annonce

Historien om jomsvikingerne udtrykker eftertidens romantiske opfattelse af vikingetidens barske krigerliv. Men Jomsborg er en fiktion som tilfældigt er blevet knyttet til Adam af Bremens fortælling om kong Haralds flugt til Jumne. Det er selvfølgelig muligt at en vikingeflåde havde en base i nærheden af Wollin, men endnu har man ikke fundet noget der peger i den retning. Sven Aggesen skrev 200 år senere at Harald byggede Jomsborg under sin landflygtighed. Andre har ment at borgen måtte være ældre, måske fordi de var opmærksomme på Adams beretning om at Harald døde af sine sår få dage efter sin flugt til Jumne. Det har imidlertid været den almindelige mening at Jomsborg enten var bygget af Harald eller at jomsvikingerne anerkendte hans herredømme. Disse tanker afspejler dog blot senere tiders forestillinger om Haralds økonomiske og militære magt på Østersøen. Tanken om jomsvikingernes tilknytning til Harald underbygges af en historie om at de hævnede Harald ved at tage Sven til fange og tvinge danerne til at betale en stor løsesum.

Denne fortælling er formentlig en skrøne. Den optræder første gang i biskop Thietmar af Merseburgs Krønike som meddeler at Sven blev „taget til fange af oprørske normanner og kun var blevet befriet af sine undersåtter mod en stor løsesum”. Adam broderer videre på den og får Sven fanget og løskøbt af danerne to gange „for en enorm sum guld” dengang han vovede sig i kamp mod slaverne, og i 1100-tallet føjede Roskildekrøniken en tredje tilfangetagelse og løskøbelse til.

 Fundsteder for danske mønter, især fra Hedeby, præget før ca. 995. Der er ikke gjort forsøg på at angive antallet af mønter, end ikke antallet af enkeltfund på hvert sted; formålet er at illustrere den almindelige udbredelse af disse mønter, og at vise hvordan spredningsområdet udvidede sig i 900-tallet.

Fundsteder for danske mønter, især fra Hedeby, præget før ca. 995. Der er ikke gjort forsøg på at angive antallet af mønter, end ikke antallet af enkeltfund på hvert sted; formålet er at illustrere den almindelige udbredelse af disse mønter, og at vise hvordan spredningsområdet udvidede sig i 900-tallet.

Thietmar skrev sin krønike inden for de første 30 år efter Svens magtovertagelse. Han er således den ældste kilde til begivenhederne, men det betyder ikke at man uden videre skal tro på hvad han skrev om Svens første år. Hans krønike er fuld af påviselige usandheder, også om hændelser der nyligt var sket. Og hans kortfattede karakteristik af Sven er helt absurd. Sven var „ikke en hersker men en ødelægger”, og da han opdagede at løsepengene gav anledning til „hvisken i krogene blandt ondsindede mennesker om at han var en træl, besluttede han at alle skulle rammes af hans tøjlesløse hævn for noget som han bedre kunne have hævnet på nogle få; for da han efterlod magten til de fremmede fjender ombyttede han tryghed med omflakken, fred med krig, kongerige med landflygtighed, himlens og jordens Gud med djævelen; og alt imens han hærgede husene pralede han hele tiden af at han ikke var nogen forpligtet eller godgørende herre, men af egen fri vilje en fjende af sit eget folk som – o ve – regerede vidt og bredt”.

Thietmar havde god grund til at hade danerne, for det var en dansk flåde der i 994 havde angrebet egnene ved Elben og dræbt hans onkel og hans fætter. Familien var også blevet tvunget til at rejse en uhyre løsesum på 7000 mark. Thietmars krasse udfald har imidlertid gjort dybt indtryk på senere forfattere, og sagnet om Svens tilfangetagelse(r) lever uantastet videre i ellers nøgterne beretninger om perioden.

 Lerkar af en slavisk type der kaldes Menkendorf-keramik, fundet under udgravningen af Trelleborg. I Danmark var den slaviske keramik så populær, at den blev kopieret af danske pottemagere.

Lerkar af en slavisk type der kaldes Menkendorf-keramik, fundet under udgravningen af Trelleborg. I Danmark var den slaviske keramik så populær, at den blev kopieret af danske pottemagere.

Jomsborg og jomsvikingerne er digteriske opfindelser, og nogle af deres høvdinge ligeså, men ikke dem alle. I den 200 år yngre Jomsvikingernes Saga blev angrebet på Norge anført af Torkel og Sigvald hvis yngre bror hed Hemming. I bevarede skjaldedigte fra kong Svens tid nævnes der faktisk en Sigvald i den flåde der kæmpede mod jarl Håkon ved „Hjørungavåg”, og Torkel optræder i samtidige engelske kilder som „en mægtig vikingehøvding”. Han ankom til England i 1009 med en meget stor flåde. Hertil sluttede sig endnu en flåde, anført af Eilif og Hemming, som vistnok var Torkels bror. Dette tyder på at de senere historier – hvor fantasifulde de end var – havde et vist virkelighedsgrundlag; sådanne flåder eksisterede virkelig, og vi kender navnene på nogle af høvdingene.

Der findes mange arkæologiske vidnesbyrd om forbindelse mellem slaver og daner, især i 900- og 1000-tallet. I det østlige Europa er der mange steder fundet danske mønter fra 900-tallet, og de fleste af de engelske 1000-talsmønter der også findes i disse områder må have passeret Danmark. Omvendt må en del af de orientalske mønter som er fundet i Danmark være kommet hertil fra slaviske områder. Mønternes vandring kan have mange årsager, men det er påfaldende at de optræder i stort tal på de gamle handelspladser langs Østersøkysten, især i Ralswieck på Rügen, Menzlin ved floden Peene og Wollin i Odermundingen. Alle disse steder har man fundet skandinaviske genstande, og mange af dem må være kommet fra eller igennem Danmark, eller de kan være fremstillet af håndværkere, som for eksempel kammagere og bronzesmede, der virkede på såvel danske som slaviske markeder. De prægtige nordiske guldsmykker der er fundet på øen Hiddensees strand ikke langt fra Rügen er fremstillet i støbeforme som i høj grad ligner dem man nylig har fundet i Hedebys havn. De grave som ligger i nærheden af de slaviske markeder viser at befolkningen var meget blandet, og at en del var skandinaver. Det tyder på at de kontakter som i 800-tallet var en forudsætning for Wulfstans rejse fra Hedeby til Truso ved Wislas munding, senere var blevet faste handelsveje. Det fremgår særlig tydeligt af at slaviske typer af lertøj ikke kun blev importeret men også kopieret af danerne; det kan derfor være svært at afgøre om den keramik som findes i Danmark var fremstillet lokalt eller importeret fra landet syd for Østersøen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Sawyer: Jomsborg i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307010