Engelsk og tysk mønt i Skandinavien

Da tilførslerne af orientalsk sølv begyndte at tage af, måtte skandinaverne se sig om efter nye forsyninger andetsteds fra, og mod slutningen af 900-tallet kom der store mængder sølvmønter til Danmark og nabolandene både fra England og Tyskland. De engelske penge var i begyndelsen afgifter som man tiltvang sig med vold; men efter at danerne havde erobret England blev Knud den Store og hans efterfølgere ved med at betale deres danske krigere med engelske penge, hvoraf en del kom til Danmark. Flere end 16.000 engelske mønter er fundet inden for det middelalderlige Danmarks grænser. De fleste er slået mellem 980 og 1051. Langt flere er blevet spredt andre steder på ærlig eller uærlig vis, og over 23.000 er fundet på Gotland. Den kendsgerning at der i hele Skandinavien ikke er fundet mere end i alt 600 engelske mønter der er præget efter 1051 bestyrker troen på at det ikke var handel der havde bragt de mange ældre mønter hertil, for i 1051 aftakkede den engelske konge Edvard Bekenderen sin danske flåde.

Små mængder tyske mønter kom til Danmark omkring midten af 900-tallet, men efter 991 tog strømmen vældigt til, og hen imod slutningen af 1000-tallet var millioner af tyske mønter i omløb i Skandinavien; heraf er godt 100.000 fundet, ca. 21.000 af dem på dansk grund. Det er stort set blevet godtaget at disse tyske mønter i modsætning til de engelske kom til Skandinavien gennem handel.

De tyske mønter der er fundet i Skandinavien er imidlertid i langt større omfang end de engelske blevet udsat for kvalitetskontrol. Mønterne undersøgtes ved at blive bojet og stukket med en skarp genstand (knivmærker), da man kunne nære mistanke om at de var af forsølvet kobber. Det var ikke nødvendigt i England og Tyskland fordi mønternes troværdighed sikredes af stærke herskere som med hård hånd bekæmpede falskmøntneri. Men når disse mønter skiftede ejere andre steder var denne garanti ikke noget værd, og var man klog kontrollerede man alle de mønter man fik. Derfor er knivmærker på en mønt tegn på at den har cirkuleret uden for sit hjemland, og antallet af mærker kan give en forestilling om det antal gange den kom på andre hænder, hvilket igen fortæller noget om hvor længe en mønt var i omløb før den blev henlagt eller nedgravet. Mange pengestykker har snesevis af knivmærker.

Forskellen på tyske og engelske mønter ses tydeligt i et skattefund fra Igelösa i Skåne som indeholdt ca. 1850 engelske mønter der hovedsageligt var præget mellem 991 og 1003, samt 133 tyske mønter hvoraf den yngste var slået i eller efter 1005. Den engelske mønt i denne skat der har flest ridsemærker har kun ni, mens der på de tyske er op til 19; og tre fjerdedele af den yngste engelske mønttype har slet ikke nogen mærker. De tyske mønter må have været i omløb uden for Tyskland før de blev gravet ned. Det har formodentlig ikke været i de slaviske lande syd for Østersøen, for dér er møntfundene meget anderledes end dem vi kender fra Skåne og andre egne af nutidens Sverige. Det kan bedre tænkes at de tyske mønter i Igelösa-skatten er kommet gennem Danmark. En del af mønterne kan være brugt til at betale indkøb i Danmark og derpå være kommet i omløb. Det er imidlertid muligt at engelske mønter kontrolleredes sjældnere end tyske fordi man var mere fortrolig med dem og derfor mere tilbøjelig til at godtage dem uden videre. Mange daner havde vænnet sig til engelske penge mens de opholdt sig i England, og dertil kom at de mønter der blev fremstillet i Danmark i begyndelsen af 1000-tallet var slået efter engelske forbilleder.