Tømmer fra Gammel Lübecks første vold. Nogle af disse bjælker er ved hjælp af træets årringe dateret til året 819.

.

Den residens som Karl den Store byggede sig i Aachen omfattede et stort ottekantet kapel der nu indgår i domkirken. Det påbegyndtes i 792 og blev indviet af pave Leo 3. i 805. Kejserens trone var på det vestlige pulpitur over for alteret.

.

Fæste fra et fint frankisk sværd fundet i bådkammergraven i Hedeby. Sværdets samlede længde er 96,7 cm.

.

Rekonstruktion af de karolingiske kejseres residens i Ingelheim på grundlag af udgravninger. Det var her kejser Ludvig den Fromme modtog den danske konge Harald Klak.

.

Imidlertid blev Godfred myrdet senere på året 810. Muligvis var mordet arrangeret eller tilskyndet af frankerne. Hans efterfølger kong Hemming indledte med det samme fredsforhandlinger. I løbet af vinteren blev man enig om betingelserne, og i foråret 811 stadfæstedes de af tolv udsendinge fra hver side. To af de danske delegater var Hemmings brødre, og også de andre var af høj rang. Alle tolv franker var grever, og nogle af dem tilhørte det højeste aristokrati.

Vi kender ikke traktatens betingelser, men den indeholdt formentlig en anerkendelse af Ejderen som det danske kongeriges grænse og en ikke-angrebspagt for de to lande og deres allierede. Det antydes ikke at danerne forhandlede ud fra en svag position eller at de anerkendte nogen form for frankisk overherredømme. Frankerne ønskede selvsagt at få et sådant herredømme, men de må have indset at ethvert krav af den art ville danerne modsætte sig med næb og kløer. Den frankiske hær kunne ganske vist mønstre en formidabel styrke, men det havde dog krævet 30 års felttog at undertvinge sakserne helt. Det ville være endnu vanskeligere at besejre danerne, fordi de havde en stor fordel. På deres skibe kunne de om nødvendigt trække sig bort fra den frankiske hærs rækkevidde og dog forblive i deres eget land. Det var hvad de gjorde i 815, og frankerne forsøgte ikke mere en væbnet intervention. En frankisk erobring af Jylland var måske mulig, men de ville aldrig være sikre der, så længe danerne kunne operere fra øerne eller fra andre dele af deres „mark”.

De arvefølgestridigheder som opstod efter Hemmings død sidst på året 811 gav imidlertid frankerne en chance for at nå deres mål på fredelig vis. Fredsslutningen af 811 var en personlig aftale mellem kong Hemming og kejser Karl den Store som handlede gennem deres repræsentanter, og en ny aftale måtte forhandles med kongens efterfølgere, brødrene Harald og Reginfred. Den blev højtideligt stadfæstet i foråret 813 af 16 repræsentanter fra hver side. Senere på året blev Harald og hans bror fordrevet fra deres rige af Godfreds sønner som vendte hjem fra landflygtighed hos sveerne i følge med mange stormænd. Efter et mislykket forsøg på at genvinde magten, under hvilket Reginfred blev dræbt, appellerede Harald til frankerne for at få hjælp. De havde netop fået en ny kejser, Ludvig den Fromme, den eneste efterlevende søn af Karl den Store som var død i januar 814. Harald hyldede Ludvig og blev således den første og eneste danske konge – om end i eksil – der anerkendte frankisk overherredømme. Året efter, i foråret 815, sendte Ludvig en hær af saksere og abodritter af sted som skulle besætte Jylland, men som tidligere nævnt lykkedes det ikke at konfrontere hæren med Godfreds sønner der trak sig tilbage med flåden til en ø, vistnok Fyn. Besættelsestropperne måtte derfor drage tilbage uden kampresultater. De havde 40 gidsler med hjem og nåede Paderborn i juli. Harald kunne ikke regere i Danmark uden de frankiske krigsfolks tilstedeværelse og måtte slå sig til tåls med at blive i Sachsen. Fra sin base syd for Ejderen generede han dog Godfreds sønner efter bedste evne. De appellerede til kejseren for at få fred; men da frankerne fandt at „dette mere så ud som hykleri end som oprigtigt ment lod man det ligge som tomme ord og ydede fortsat Harald hjælp imod dem”.

Frankerne havde al mulig grund til at være mistænksomme, ikke mindst fordi Godfreds sønner ihærdigt støttede en gruppe abodritter der var i opposition til frankerne. I 817 rettede en dansk flåde i fællesskab med en hær af både slaver og daner et mislykket angreb mod Itzehoefortet. En del abodritter var forblevet loyale over for frankerne; med deres hjælp fik kejser Ludvig omsider i 819 genindsat Harald som konge i Danmark. De frankiske Rigsannaler beretter: „Også Harald blev af abodritterne efter kejserens befaling ført til sine skibe og sejlede til sit fædreland for at overtage styret der. To af Godfreds sønner sluttede sig til ham for, som det siges, sammen med ham at dele magten. To andre blev jaget ud af landet, men dette, mener man, skete med svig.”

Meningen med den sidste sætning er uklar, men da annalerne i 821 gentager at Harald blev optaget i et kompagniskab med Godfreds sønner kan det tænkes at de en overgang har haft en uoverensstemmelse, men atter er kommet til forståelse med hinanden.

Det gode forhold mellem Harald og hans medkonger varede ikke længe, og i 823 henvendte Harald sig personligt til kejseren med bøn om hjælp. Frankerne var utilbøjelige til at acceptere Haralds udlægning af forholdene, og to frankiske grever blev sendt af sted i forvejen for Harald. De „undersøgte omhyggeligt Godfreds sønners sag og hele normannerrigets tilstand og fremlagde alt det for kejseren som de havde kunnet udfinde i disse egne”.

Den øjeblikkelige virkning kendes ikke, men i 825 blev kejseren og Godfreds sønner enige om fredsbetingelserne. Harald blev ikke ladt helt i stikken, men den støtte han nu fik var mere åndelig end militær. I 823 rejste ærkebiskoppen af Reims, Ebbo, til Danmark for at forkynde evangeliet „efter kejserens råd og med pavens tilskyndelse”, og tre år senere blev Harald med hustru og søn døbt i Mainz under en imponerende ceremoni med kejser Ludvig som gudfader. Det danske selskab blev behandlet med stor generøsitet. Man skænkede Harald og hans hustru og søn de fineste frankiske dåbsklæder, holdt gilde for dem og inviterede dem på jagt. I sin nye status som kristen konge gentog Harald nu den hyldest han første gang 12 år før havde vist kejseren. Herom skriver et øjenvidne, hofdigteren Ermoldus Nigellus: „Hvorpå han straks af sig selv med håndtryk kejseren giver sig og sit rige i vold, alt hvad der hørte ham til. „Modtag kejser, mig selv,” han sagde, „og riget jeg styrer, dig vil jeg tjene fra nu, det har jeg ærlig bestemt.” Tog i hænderne nu hans hænder med ære, daners og frankers land føjedes sammen til et. Kejseren selv højtidelig da efter frankiske skikke skænked ham våben og hest, alt som det plejer at ske. Atter en festdag oprinder, glæden er atter fornyet, franker og daner som én fejrer den glimrende fest.”

Derpå vendte Harald hjem belæsset med gaver, men han lod sin søn og sin nevø Rorik blive tilbage i det kejserlige palads, åbenbart som en slags privilegerede gidsler.

Frankerne gav Harald et tilflugtssted i Rustringen vest for Wesers munding, „til hvilket han om nødvendigheden skulle kræve det kunne søge tilflugt med sit løsøre”. Man forstår heraf at frankerne ikke havde større tiltro til at Harald kunne overleve ret længe som konge af Danmark. Det kunne han heller ikke. Godfreds sønner fordrev ham i 827, men Harald drog ikke til Rustringen. Han blev i nærheden af den danske grænse hvor han voldte ideligt besvær, også ved at bryde overenskomster som var indgået mellem frankerne og danerne. Frankerne må have erkendt at Harald var en skuffelse, og at det var i deres interesse at holde sig på en rimelig god fod med Godfreds sønner. Hverken de eller deres efterfølgere anerkendte nogen sinde et frankisk overherredømme. Harald var den eneste danske 800-tals-konge der gjorde det, og den eneste der blev døbt.

De frankiske Rigsannaler slutter i 829, og selv om der findes forskellige fortsættelser har ingen af de senere krønikeskrivere viet situationen i Danmark nogen større interesse. Harald nævnes slet ikke i de næste mange år. Men han spillede en rolle i den strid der opstod i 833 mellem kejser Ludvig og hans sønner. Den ældste søn, Lothar, gik så vidt i sine forsøg på at undergrave sin fars magt at han tilskyndede Harald til at angribe Dorestad. Mærkeligt nok var de første større vikingeangreb på det frankiske rige således et biprodukt af frankisk politik, en omstændighed vi vil se nærmere på siden hen.

Det er karakteristisk for de komplicerede forhold mellem frankerne og danerne, at da ærkebiskop Ebbo i 835 faldt i unåde og blev frataget sit bispedømme på grund af sin rolle i oprøret mod kejseren, overvejede han at tilbringe sit eksil i det hedenske Danmark. Det er kun et af flere eksempler på fremtrædende franker der var rede til at slå sig sammen med daner, om end det i regelen var daner i eksil. Således befrygtede man i 863, at Balduin, greve af Flandern, ville søge tilflugt hos vikingehøvdingen Rorik ved Rhinmundingen af skræk for Karl den Skaldedes vrede over Balduins og kongedatteren Judiths flugt og efterfølgende bryllup.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Frankerne griber ind.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig