Borgerkrigen mellem Ludvig den Frommes sønner blev 843 afsluttet med et forlig i Verdun, hvorefter Frankerriget skulle deles i tre dele.

.

De såkaldte Fulda-annaler blev i virkeligheden til i Mainz i 880'erne. Krønikeskriveren har benyttet en række ældre årbøger, og værket er en vigtig kilde til Tysklands og dets nabolandes historie. Der findes flere tidlige manuskripter; det her viste opbevares i København og er en kopi fra 1496 af en afskrift fra 1000-tallet der opbevares i Wien. Teksten vedrørende året 857 ses på denne side; der står bl.a.: „Normanneren Rorik der herskede i Dorestad førte med sin herres, kong Lothars bifald en flåde til danernes område, og med tilladelse af danerkongen Horik tog han med sine fæller den del af riget som ligger mellem havet og Ejderen i besiddelse.” Man har forestillet sig at dette hentydede til en kortvarig afståelse af Hedebyområdet, men noget sådant ville formentlig ikke være beskrevet på denne måde af en tysk krønikør. Det omtalte område var antagelig Ditmarsken som ganske rigtigt ligger mellem havet og Ejderen. Hvis det er rigtigt vil det betyde at det danske kongerige på den tid strakte sig længere sydpå end ril Ejderen. Roriks herre, kong Lothar var en søn af Lothar, Ludvig den Frommes ældste søn.

.

Det frankiske riges opbygning ændredes radikalt efter Ludvig den Frommes død i 840. Ludvigs tre efterlevende sønner kæmpede om tronen i tre år, men blev til sidst enige om at dele arven i tre dele. Det vestlige kongerige, der stort set svarer til Frankrig og som tilfaldt Karl – senere kaldt den Skaldede -, og det mellemste kongerige, som den ældste bror Lothar fik, var ved den tid begge blevet hovedmål for vikingernes overfald. Derfor er det ikke mærkeligt at frankerne der boede i disse kongeriger var mere optagne og foruroligede af de daner som angreb dem, end af danernes hjemland hvorfra de var fysisk adskilt af det østlige kongerige som regeredes af den tredje bror, Ludvig med tilnavnet den Tyske.

Østfrankerne – eller tyskerne som vi fra nu af vil kalde dem -havde som naboer en vis interesse i danerne, selv om stødpudezonen mellem Elben og Ejderen vedblev at være noget i retning af et ingenmandsland, hvor der boede både frisere, daner, slaver og saksere. Det blev stort set accepteret at det danske kongeriges grænse var Ejderen, men området syd for var ofte under dansk herredømme og indflydelse. Det mest fremskudte tyske fort var Itzehoe, og den gældende grænse for det tyske styre var normalt Elben. Fra tid til anden var abodritterne, eller i det mindste en del af dem, nødt til at anerkende dansk overherredømme. Det kan godt være at det kejserlige frankiske hof i 838 har fundet Horiks krav på overherredømmet over friserne og abodritterne lettere komisk, men hans faktiske magt i dette område har sandsynligvis været lige så stor som frankernes. Den kendsgerning at Horik 2. i 857 lod Rorik, en slægtning af den tidligere danske konge Harald Klak, overtage landet mellem havet og Ejderen tyder på, at den danske konges herredomme strakte sig længere end til Ejderen. Hvad mere er kan denne tilståelse til Rorik indebære en anerkendelse af et arvekrav på det område som Harald Klak havde besiddet i 30 år efter at være fordrevet fra Danmark.

Slaverne boede nærmere ved tyskerne end danerne og frembød en større trussel, så det er meget forståeligt at tyske herskere – og deres krønikeskrivere – viede dem større opmærksomhed end danerne. Derfor er der kun få hentydninger til forbindelse mellem de tyske og de danske konger. Den sidste i 800-tallet vi kender er fra 873, hvor kong Ludvig holdt et stort rådsmøde i Worms der er beskrevet af en samtidig krønikeskriver: „Hertil kom også danerkongen Sigfreds sendemænd for at sikre freden i grænseegnene mellem dem og sakserne, og for at købmændene når de gik frem og tilbage mellem to riger med varer kunne købe eller sælge dem i fred; alle disse ting lovede kongen på sin side skulle stå ved magt … Da der herefter i august blev holdt rigsdag i Metz sendte Halbdeni, kong Sigfreds bror, ligeledes sine bud til ham og forlangte det samme som hans bror havde begæret, nemlig at kongen ville sende sine budbringere til floden Ejder der er grænsefloden mellem dem og sakserne. Selv ville de møde disse og bekræfte en stedsevarende gensidig fred. Som gave til kongen medbragte sendemændene også et sværd med fæste af guld, og bad indtrængende kongen at han ville værdiges at antage sig deres herrer, de to nævnte konger, i sønners sted. Til gengæld ville de ære ham som far alle deres levedage. Efter deres folkeskik svor de også på deres våben at ingen i deres herrers land herefter ville forstyrre kongens rige eller skade nogen der; alle disse ting tog kongen gerne til sig, og han erklærede at ville gennemføre det forlangte.”

Dette skal ikke forstås som en formel, endsige reel dansk underkastelse under den tyske konge. Der er snarere tale om en observatørs fantasifulde kommentar til løfter som blev afgivet af sendebud for at opretholde freden.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Forbindelserne løsnes.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig