Arv

Der findes ingen skriftlige vidnesbyrd om, hvordan jordegods blev overdraget fra generation til generation, men takket være runeindskrifter kan vi slutte os til nogle af de arveprincipper der brugtes i vikingetiden. I de fleste indskrifter er slægtskabet mellem runestenens ophavsmand og den afdøde helt klart, for eksempel: „Tore rejste denne sten til minde om Gunnar, sin far” i Glenstrup, og i Danmark – ligesom i Norge og Sverige – var den som rejste stenen i regelen nært beslægtet med den døde som søn, bror, far eller mor. Disse indskrifter støtter ikke teorien om at der skulle have været en slags slægtssamfund af storfamilier i vikingetidens Danmark.

Den omhyggelige definition af slægtskabsforholdet er et af mange tegn på, at runestenene rejstes af afdødes arvinger, deres værger eller medejere (ægtefæller, forretningspartnere), og derfor vil det monster de udgør klarlægge arveskikkene hos eliten.

De fleste af de afdøde jordejere var mænd. Kvinder mindes kun i 11 indskrifter. Da mænd også udgør langt størstedelen af arvinger kan man roligt regne med, at i arvesager blev kvinder forbigået til fordel for deres mandlige slægtninge. Hovedregelen har været at bevare arven udelt, og den rækkefølge hvori de mandlige familiemedlemmer arvede svarer til et gradsystem, hvor den som i højeste grad er beslægtet med afdøde arver først, dvs. søn før bror, bror før far, far før barnebarn. Denne ordning med udelt arv og fortrinsret for voksne mænd og mandlige linier står i klar kontrast til det system som hyldes i danske middelalderlove, hvor arvegods deles mellem mænd og kvinder og mellem mandlige og kvindelige linier, men den kan forklares i lyset af den politiske baggrund sidst i 900-årene og i det følgende århundrede. Eftersom kongemagten ekspanderede var det vigtigt for stormænd at forsvare gamle familierettigheder, og samtidig var det vigtigt for de nye mænd, som kongen havde begavet med jord og begunstigelser, at værne om deres rettigheder. For at forsvare privilegier, gamle eller nye, var det hensigtsmæssigt at kun én mand til enhver tid var ansvarlig for arven. Det sørgede man for enten ved at gøre brug af førstefødselsretten, eller ved at flere arvingers fælles arv forvaltedes af én arving. Den fremgangsmåde hvor en enkelt arving blev foretrukket stemmer fint overens med vidnesbyrd i de senere sagaer. Det er også værd at overveje den mulighed at kun én søn fik lov at gifte sig, sådan som det var tilfældet i visse dele af Europa.

Døtre modtog sædvanligvis kun jord når de blev gift og skulle have en medgift, men det var deres ægtefæller der rådede over denne ejendom. På en indskrift fra Skåne omtaler en enke sin mand som „en meget velbyrdig thegn, som ejede hende”. Ugifte piger kunne eje smykker og andre rørlige formuegenstande, men deres mandlige slægtninge, som havde ansvar for og myndighed over dem, beholdt jorden. De 24 runesten, som kvinder har sat til minde om deres mænd eller sønner, er vidnesbyrd om at enker kunne være betydelige jordbesiddere.

En svensk indskrift taler om køb af en gård. Det er tænkeligt at dette også kunne forekomme i Danmark. Nødvendigheden af at give kirken gaver i form af jordegods var formentlig en vigtig faktor i dannelsen af privat ejendomsret til jorden; det krævede slægtningenes samtykke, da de ellers kunne gøre deres krav gældende. Man kunne også bemægtige sig et stykke land; det må være sket når nye dynastier kom til magten og efter erobringer. Da Harald „vandt hele Danmark” må megen jord have skiftet ejere. Der må også have været tilfælde af magtmisbrug hvor herskere har tvunget deres undersåtter til at afstå jord. Det var en almindelig årsag til klage i samtidens Europa, og rimeligvis har forholdene i Danmark ikke været anderledes. Både i England og i Frankerriget led kirken mindst lige så meget herunder som privatpersoner. Det engelske kloster Burton Abbey fik for eksempel 46 jordejendomme da det blev stiftet kort efter år 1000, men 60 år senere havde det mistet 33 af dem. Indtil der var skabt effektive lovforanstaltninger til at sikre ejendomsretten blev jorden ofte taget med magt.