Hovedområderne for den danske kolonisering i England aftegner sig i de nye eller tillempede navne man har givet mange lokaliteter, efter at de lokale dialekter var blevet stærkt påvirket af de danske erobreres sprog. En følge var at ordet by ofte anvendtes i stedet for det engelske tun, og at fjernere dele af store godser tit kaldtes thorp hvor englænderne hidtil havde brugt det beslægtede thrup. Der forekommer også en del blandingsnavne hvor det engelske tun er bibeholdt i sammensætning med skandinaviske personnavne, f.eks. Muston, Flixton og Grimston.

.

De danske koloniers organisation og karakter var både i England og Normandiet mere præget af de stedlige forhold end af foranstaltninger som danerne foretog. Især i England bevarede danerne de gamle institutioner, men de gav dem nye navne. Det gjaldt for eksempel de grupper af frimænd som med mellemrum mødtes for at drøfte offentlige anliggender. De kaldtes „hundreds” på engelsk, men „wapentakes” af danerne, som brugte et ord der hentydede til den måde, hvorpå man fattede beslutninger på disse forsamlinger, nemlig ved våbentag.

Danerne brugte også deres egen betegnelse „soke” om de engelske „lordships” som de havde bemægtiget sig. Disse lordships, administrative enheder svarende til herreder, hed „shires” eller „lathes” på engelsk. De var ofte meget store og omfattede foruden den dyrkede jord mange forskelligartede tilliggender: skove, enge, fiskerige søer og vandløb, og i kystområder saltvandsdamme. Disse ressourcer var til fælles afbenyttelse for de frie mænd som boede på gårde og i landsbyer der lå spredt ud over hele området, og som ydede tjeneste og afgifter til godsejeren. Denne disponerede dog suverænt over en del af disse naturrigdomme, som han udnyttede ved hjælp af fæstebønder, hvoraf nogle var ufri. Godser af denne art fandtes over hele England længe før danerne kom, og englænderne begyndte hurtigt at betegne dem med det danske ord „soke”. Hermed har vi et nyttigt holdepunkt til forståelse af dette ords oprindelige betydning, og til forklaring af baggrunden for at ordet sogn siden hen i Skandinavien kom til at betyde et administrativt område hvorfra der opkrævedes tjenesteydelser og afgifter, til støtte for kirken, ikke til gavn for en verdslig myndighed.

Wapentake og soke er eksempler på ord der er bragt ind i det engelske sprog af danerne. Der findes mange flere, heriblandt husband, window, take, happy, die, bread og egg. Selve låneprocessen tog lang tid. Umiddelbart påvirkede danerne kun sproget i de områder de havde besat, og det tog århundreder før indflydelsen fra disse dialekter gjorde sig gældende i det sprog som taltes i fjernere egne af England. Denne langsomme udvikling er i sig selv et vidnesbyrd om at sproglige forandringer ikke nødvendigvis kræver en folkevandring af større målestok; men naturligvis er det danske sprogs indvirkning på disse engelske dialekter udtryk for en betydelig indvandring af daner. Det tyder også på at der blandt kolonisterne har været en stor andel af kvinder, for hvis nybyggernes børn havde haft engelske mødre ville langt færre danske ord være kommet ind i ordforrådet. Til gengæld var den danske indflydelse på sproget i Normandiet kun overfladisk. Dette kan ikke bruges til at måle den relative tæthed af danske bebyggelser på de to sider af Kanalen. Forklaringen ligger snarere i, at dansk er nærmere beslægtet med engelsk end med fransk.

Man skal dog ikke tro at englænderne og de danske kolonister forstod hinanden uden videre. Både i England og i Normandiet har kommunikationen mellem de indfødte og de danske nybyggere været afhængig af folk der kendte begge sprog. Det danske sprog holdt sig kun lidt mere end en generation i Normandiet, for 30 år efter at Rollo var blevet forlenet med Rouen måtte hans sønnesøn sendes til Bayeux hvor der var flere nyankomne indvandrere for at lære dansk, hvad der ikke var mulighed for i Rouen. I England holdt de skandinaviske sprog sig mindst to, tre generationer, fordi nybyggerne kom i flere hold over en længere årrække. Tyve år efter de første kolonisters ankomst til det østlige England fik den danske koloni frisk blod fra aftakkede krigsmænd fra den vikingehær der opløste sig i 896, og der kom atter nye indvandrere i begyndelsen af 900-tallet. Den kraftige danske indflydelse på det engelske sprog får det til at se ud som om danerne havde en langt større betydning end tilfældet var. De forandrede tingenes navne, men ikke tingene selv. At danerne bragte et ord som f.eks. „law” til England betyder ikke at englænderne indtil da havde været lovløse.

Danerne satte også deres præg på de engelske stednavne. Visse udtaler af ord blev ændret, således blev Shipton til Skipton og church blev til kirk. Også en del navneændringer skyldtes dem; mange landsbynavne kom således til at indeholde efterledet -by eller -thorp, svarende til engelsk -tun eller -thrup. Endvidere indførte danerne nye karakteristiske personnavne, hvoraf mange indgår i stednavne. Sådan er Aismunderby i Yorkshire opkaldt efter en Asmund, og en mand der hed Knud lagde navn til Knuston i Northamptonshire.

Det samlede antal engelske stednavne som på en eller anden måde viser dansk indflydelse er meget stort, og deres udbredelsesmønster markerer de hovedområder hvor danerne bosatte sig. Men det må ikke tages som bevis for en kæmpemæssig kolonisation med grundlæggelse af nye bebyggelser i områder som ikke tidligere var udnyttet. Sådanne områder fandtes der kun få af i 800-tallets England. En række steder med danske navne var nye gårde og landsbyer fra 800- og 900-tallet, men de fleste var ældre bebyggelser som blev omdøbt efter danernes erobring. Nogle var slet og ret oversættelser; således blev Churchton til Kirkby og Ashton til Ashby. Andre fik nye navne efter ejere med danske navne. Men det behøvede ikke nødvendigvis at være de første danske nybyggere, for det kan påvises at mange steder først blev opkaldt efter deres danske ejere i 900-tallet.

Den meget store danske indflydelse på visse dialekter betød, at mange danske ord brugtes om forskellige landskabelige træk og om marker, men navne af den art dannedes også længe efter 1000-tallet. De fleste marknavne er endnu yngre, og de som indeholder nordiske ord som gata eller holmr behøver ikke at være vidnesbyrd om tidlige bebyggelsesområder, men viser kun hvor kraftigt det lokale sprog har været præget af skandinaverne.

Det er karakteristisk at netop ord med dette betydningsindhold skyldes dansk indflydelse. Det understreger at danerne var bønder, ikke kun godsejere. Deri adskilte de sig fra de senere normanniske erobrere af England som ikke prægede marknavnene eller landbrugsterminologien. På samme måde er der i Normandiet vidnesbyrd om at skandinaverne ikke alene besatte landet, men også dyrkede det. Selv om kolonisterne i Normandiet kun satte et let præg på dialekten og slet intet på udtalen, indførte de dog en del ord for landskabelige særpræg og for markskel.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Sproglig indflydelse og andre påvirkninger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig