Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Arv

Oprindelig forfatter Sawyer

Der findes ingen skriftlige vidnesbyrd om, hvordan jordegods blev overdraget fra generation til generation, men takket være runeindskrifter kan vi slutte os til nogle af de arveprincipper der brugtes i vikingetiden. I de fleste indskrifter er slægtskabet mellem runestenens ophavsmand og den afdøde helt klart, for eksempel: „Tore rejste denne sten til minde om Gunnar, sin far” i Glenstrup, og i Danmark – ligesom i Norge og Sverige – var den som rejste stenen i regelen nært beslægtet med den døde som søn, bror, far eller mor. Disse indskrifter støtter ikke teorien om at der skulle have været en slags slægtssamfund af storfamilier i vikingetidens Danmark.

Den omhyggelige definition af slægtskabsforholdet er et af mange tegn på, at runestenene rejstes af afdødes arvinger, deres værger eller medejere (ægtefæller, forretningspartnere), og derfor vil det monster de udgør klarlægge arveskikkene hos eliten.

 Denne sten skal i 1627 have stået ca. 2,5 km syd for Gunderup Kirke i Himmerland i nærheden af en høj som nu er borte. Indskriften siger, at „Toke rejste disse stene og gjorde disse kumler efter sin måg (stedfar) Ebbe, en velbyrdig thegn, og (efter) sin mor Tove. De ligger begge i denne høj. Ebbe undte Toke sit gods efter sig

Denne sten skal i 1627 have stået ca. 2,5 km syd for Gunderup Kirke i Himmerland i nærheden af en høj som nu er borte. Indskriften siger, at „Toke rejste disse stene og gjorde disse kumler efter sin måg (stedfar) Ebbe, en velbyrdig thegn, og (efter) sin mor Tove. De ligger begge i denne høj. Ebbe undte Toke sit gods efter sig"(dvs. indsatte ham som arving).

De fleste af de afdøde jordejere var mænd. Kvinder mindes kun i 11 indskrifter. Da mænd også udgør langt størstedelen af arvinger kan man roligt regne med, at i arvesager blev kvinder forbigået til fordel for deres mandlige slægtninge. Hovedregelen har været at bevare arven udelt, og den rækkefølge hvori de mandlige familiemedlemmer arvede svarer til et gradsystem, hvor den som i højeste grad er beslægtet med afdøde arver først, dvs. søn før bror, bror før far, far før barnebarn. Denne ordning med udelt arv og fortrinsret for voksne mænd og mandlige linier står i klar kontrast til det system som hyldes i danske middelalderlove, hvor arvegods deles mellem mænd og kvinder og mellem mandlige og kvindelige linier, men den kan forklares i lyset af den politiske baggrund sidst i 900-årene og i det følgende århundrede. Eftersom kongemagten ekspanderede var det vigtigt for stormænd at forsvare gamle familierettigheder, og samtidig var det vigtigt for de nye mænd, som kongen havde begavet med jord og begunstigelser, at værne om deres rettigheder. For at forsvare privilegier, gamle eller nye, var det hensigtsmæssigt at kun én mand til enhver tid var ansvarlig for arven. Det sørgede man for enten ved at gøre brug af førstefødselsretten, eller ved at flere arvingers fælles arv forvaltedes af én arving. Den fremgangsmåde hvor en enkelt arving blev foretrukket stemmer fint overens med vidnesbyrd i de senere sagaer. Det er også værd at overveje den mulighed at kun én søn fik lov at gifte sig, sådan som det var tilfældet i visse dele af Europa.

Annonce

Døtre modtog sædvanligvis kun jord når de blev gift og skulle have en medgift, men det var deres ægtefæller der rådede over denne ejendom. På en indskrift fra Skåne omtaler en enke sin mand som „en meget velbyrdig thegn, som ejede hende”. Ugifte piger kunne eje smykker og andre rørlige formuegenstande, men deres mandlige slægtninge, som havde ansvar for og myndighed over dem, beholdt jorden. De 24 runesten, som kvinder har sat til minde om deres mænd eller sønner, er vidnesbyrd om at enker kunne være betydelige jordbesiddere.

 Den halsring, som i 1977 blev fundet ved Tissø i Vestsjælland, er tilsyneladende fremstillet i 900-tallet og er den tungeste genstand af guld (oprindelig ca. 2 kg) fra hele vikingetiden. Udgravninger siden 1995 har vist at Tissø var en usædvanlig rig bebyggelse, domineret af en storgård som havde sin blomstringstid fra ca. 600 til ca. 1050; dens areal var 40.000 m2 med en stor hal og en særlig plads til religiøse ritualer. Navnet betyder „Gudens (eller Tyrs) sø

Den halsring, som i 1977 blev fundet ved Tissø i Vestsjælland, er tilsyneladende fremstillet i 900-tallet og er den tungeste genstand af guld (oprindelig ca. 2 kg) fra hele vikingetiden. Udgravninger siden 1995 har vist at Tissø var en usædvanlig rig bebyggelse, domineret af en storgård som havde sin blomstringstid fra ca. 600 til ca. 1050; dens areal var 40.000 m2 med en stor hal og en særlig plads til religiøse ritualer. Navnet betyder „Gudens (eller Tyrs) sø", og våbenofre er fundet i den nærliggende sø. Der har været holdt marked her på visse årstider. Ligesom Lejre må gården have været hovedsæde for rige og mægtige høvdinge.

En svensk indskrift taler om køb af en gård. Det er tænkeligt at dette også kunne forekomme i Danmark. Nødvendigheden af at give kirken gaver i form af jordegods var formentlig en vigtig faktor i dannelsen af privat ejendomsret til jorden; det krævede slægtningenes samtykke, da de ellers kunne gøre deres krav gældende. Man kunne også bemægtige sig et stykke land; det må være sket når nye dynastier kom til magten og efter erobringer. Da Harald „vandt hele Danmark” må megen jord have skiftet ejere. Der må også have været tilfælde af magtmisbrug hvor herskere har tvunget deres undersåtter til at afstå jord. Det var en almindelig årsag til klage i samtidens Europa, og rimeligvis har forholdene i Danmark ikke været anderledes. Både i England og i Frankerriget led kirken mindst lige så meget herunder som privatpersoner. Det engelske kloster Burton Abbey fik for eksempel 46 jordejendomme da det blev stiftet kort efter år 1000, men 60 år senere havde det mistet 33 af dem. Indtil der var skabt effektive lovforanstaltninger til at sikre ejendomsretten blev jorden ofte taget med magt.

 Et udvalg af vikingernes våben. De fleste sværd havde tveæggede klinger, normalt 75-80 cm lange. De fleste sværdhæfter var lokalt fremstillet, men en del klinger importeredes. Øksen var et billigere alternativ til sværdet; få grave var udstyret med både økse og sværd. Der er ikke bevaret noget helt skjold fra denne tid i Danmark, men adskillige skjoldbuler af jern med indvendigt håndtag er fundet. Skjoldene var sandsynligvis runde og lavet af træ, muligvis beklædt med læder. Andre våben, som ikke vises her, var spyd og bue og pil.

Et udvalg af vikingernes våben. De fleste sværd havde tveæggede klinger, normalt 75-80 cm lange. De fleste sværdhæfter var lokalt fremstillet, men en del klinger importeredes. Øksen var et billigere alternativ til sværdet; få grave var udstyret med både økse og sværd. Der er ikke bevaret noget helt skjold fra denne tid i Danmark, men adskillige skjoldbuler af jern med indvendigt håndtag er fundet. Skjoldene var sandsynligvis runde og lavet af træ, muligvis beklædt med læder. Andre våben, som ikke vises her, var spyd og bue og pil.

 De udgravede rester af det største af de huse man har fundet i vikingetidsbyen i Aggersborg ved Limfjorden over for Ørbæk. Det var 41 m langt, og taget hvilede på 8 par stolper. Det brolagte område mod vest som ses i forgrunden var formodentlig en heste- eller kostald. Boligen med arnen i midten lå i den anden ende af huset. Hvor manden står, blev en guldarmring på 71 g fundet. Dette fund bekræfter det indtryk som allerede husets størrelse kan give, at det tilhørte en rig og mægtig mand. Landsbyen var beboet i henved 200 år fra slutningen af 700-tallet. Så blev stedet ryddet for at give plads til en stor ringformet borg. Dette hus blev bygget i landsbyens sidste tid og revet ned da borgen skulle bygges.

De udgravede rester af det største af de huse man har fundet i vikingetidsbyen i Aggersborg ved Limfjorden over for Ørbæk. Det var 41 m langt, og taget hvilede på 8 par stolper. Det brolagte område mod vest som ses i forgrunden var formodentlig en heste- eller kostald. Boligen med arnen i midten lå i den anden ende af huset. Hvor manden står, blev en guldarmring på 71 g fundet. Dette fund bekræfter det indtryk som allerede husets størrelse kan give, at det tilhørte en rig og mægtig mand. Landsbyen var beboet i henved 200 år fra slutningen af 700-tallet. Så blev stedet ryddet for at give plads til en stor ringformet borg. Dette hus blev bygget i landsbyens sidste tid og revet ned da borgen skulle bygges.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Sawyer: Arv i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306980