Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vorbasse

Oprindelig forfatter Sawyer

Dette bebyggelsesmønster er blevet iagttaget mange steder i Danmark, men kun i Vorbasse, der ligger ca. 30 km vest for Vejle, er der fundet spor af bebyggelserne i ubrudt rækkefølge fra det første århundrede f. Kr. til den nuværende landsby. De syv eller otte steder der har været beboet indtil 1100-tallet ligger alle inden for et område på ca. en kvadratkilometer omkring en km nordøst for den moderne landsby med dens kirke fra 1200-tallet. I øvrigt er Vorbasse den eneste danske vikingetids-landsby der er blevet fuldstændig udgravet. Det har i høj grad været umagen værd, ikke mindst fordi man foruden husene har fundet tydelige spor af gærderne imellem gårdene, hvilket gør det muligt at afgøre hvilke bygninger der hørte til hver gård og at sammenligne gårdanlæggenes størrelse.

Vikingetidens bebyggelse i Vorbasse havde to faser. Den første strakte sig fra 700- til 900-tallet. Derefter skete der en omdannelse af bebyggelsen, og gårdene blev genopført på en ny måde med særskilte staldbygninger.

 Gennemsnitsstørrelsen for danske køer i vikingetiden og nu.

Gennemsnitsstørrelsen for danske køer i vikingetiden og nu.

Landsbyen lå på en lav bakkekam hvorfra det var let at komme ned til de lavtliggende, fugtige enge mod nord og øst.

Annonce

jorden syd for er mere frugtbar og mere bekvem at dyrke. Det var dér den senere landsby fik sine marker. I vikingetiden var der en del pløjet og dyrket jord, men størstedelen af landsbyens jord var græsningsarealer. Kvægdriftens betydning ses af det store antal båse der var i staldene. Indtil 1000-tallet var disse stalde anbragt i den ene ende af beboelseshusene, og i to af husene fra den tidlige vikingetid var der 22 båse til køer. I 1000-tallet blev der opført selvstændige staldbygninger der var indrettet til indtil 50 kreaturer. I én gård er der påvist fem staldbygninger med i alt 100 båse. De fem stalde har dog næppe alle stået på samme tid, men sporene viser tydeligt at flere gårde i 1000-tallets Vorbasse kunne huse mindst 50 dyr. Disse stalde var beregnet til store dyr, og da knoglefund viser at heste i vikingetiden var langt mindre almindelige end køer og okser er det mest sandsynligt at dyrene i Vorbasse var kreaturer. I Omgård, en bebyggelse fra samme tid i nærheden af Holstebro, har man fundet lignende båse, men der var også nogle bygninger med rummeligere båse, og man mener at de var til at opstalde heste i.

 Luftfoto af Vorbasse som viser de to steder landsbyen har ligget i vikingetiden. Det område der beboedes 700-900-tallet er angivet med rødt, og 1000-talsbyens plads er angivet med blåt. Middelalderkirken med den tilhørende landsby og den moderne by længere borte ses i baggrunden.

Luftfoto af Vorbasse som viser de to steder landsbyen har ligget i vikingetiden. Det område der beboedes 700-900-tallet er angivet med rødt, og 1000-talsbyens plads er angivet med blåt. Middelalderkirken med den tilhørende landsby og den moderne by længere borte ses i baggrunden.

Okser brugtes som trækdyr for plove og harver samt kaner og kærrer, køer leverede mælk, og begge endte med at give kød og skind. En engelsk skribent fra 1200-tallet påpegede at heste var dyrere at fodre på end okser, oven i købet skulle skos og alligevel ikke pløjede hurtigere end okserne „fordi plovmændene var onde imod dem”. Han gjorde også opmærksom på at „når hesten bliver gammel og udslidt er det kun huden der er noget værd, men når oksen bliver gammel skal man blot spendere lidt ekstra foder på den, så kan den gøre fyldest i fadeburet eller blive solgt for det den har kostet”. Ligesom heste var kvæget dengang betydeligt mindre end nutildags. Det er anslået at køerne i Hedeby kun vejede 200 kg og ydede 500 liter mælk om året mens deres nutidige efterkommere vejer 600 kg og yder ti gange så meget mælk. Hvor små de end var så var antallet af kreaturer på Vorbassegårdene og andre steder i vikingetidens Danmark forbløffende stort. Hvis alle syv gårde i Vorbasse holdt lige meget kvæg var der mindst 150 kreaturer i landsbyen i den tidlige vikingetid og tre gange så mange i 1000-tallet. Selv i den tidlige periode må det have været langt flere end der var behov for på gårdene, hvilket vil sige at der må have været en eksporthandel med kvæg som er taget mærkbart til hen imod slutningen af perioden.

Det er umuligt at anslå antallet af andre dyr i disse gårde på samme måde, men på grundlag af knoglefund fra en række lignende bebyggelser må man gå ud fra at der også var mange svin i Vorbasse, selv om området var skovfattigt. De fleste steder har man desuden fundet får. De var små, f.eks. har de får man har fundet knogler fra i Sejlflod vest for Ålborg en skulderhøjde der varierer fra 57 til 69 cm. Der var både hornede og hornløse hunfår, beder med små horn og væddere med kraftigere horn. Sådanne spinkle dyr med forskelligartet hornbesætning fandtes også i Ribe i 700-tallet. Mange steder var fårene fuldvoksne og blev vel holdt for uldens skyld, men andre blev slagtet ganske unge som køddyr.

 Plan over Vorbasse som den var fra midten af 700-tallet til slutningen af 900-tallet med alle bygningerne fra dette tidsrum, der dog ikke alle eksisterede samtidigt. Det udgravede område er markeret med stiplet linie. Brønde er markeret med B. Der var syv gårde, hver afgrænset ved et gærde med en låge eller port ud imod den fælles gade. Hver gård havde en hovedbygning. Nogle af disse blev ombygget og forrykkedes herved en smule. Der var også talrige grubehuse og andre bygninger. Den overordnede byplan forblev stort set uændret gennem hele perioden, skønt de tre sydlige gårdes omfang er ændret noget.

Plan over Vorbasse som den var fra midten af 700-tallet til slutningen af 900-tallet med alle bygningerne fra dette tidsrum, der dog ikke alle eksisterede samtidigt. Det udgravede område er markeret med stiplet linie. Brønde er markeret med B. Der var syv gårde, hver afgrænset ved et gærde med en låge eller port ud imod den fælles gade. Hver gård havde en hovedbygning. Nogle af disse blev ombygget og forrykkedes herved en smule. Der var også talrige grubehuse og andre bygninger. Den overordnede byplan forblev stort set uændret gennem hele perioden, skønt de tre sydlige gårdes omfang er ændret noget.

Geder, høns og gæs kendtes også ligesom katte og forskellige slags hunde. Mens de fleste husdyr var spinklere end dem vi kender i dag var visse hunde meget store og lignede nutidens grand danois'er. Formentlig brugte man hunde både til vagt og til jagt, men vildtet synes ikke at have spillet nogen større rolle i landhusholdninger. Til gengæld blev der drevet meget fiskeri i hav og søer, og nogle steder har man spist store mængder muslinger. Formodentlig blev der plukket æbler, blommer, solbær, skovjordbær samt hasselnødder og indsamlet krydderurter i Vorbasse som andre steder, hvor bær og frugter har udgjort et sundt tilskud til kosten.

Spor efter agerdyrkning fundet på et forladt bebyggelsesområde viser – som man kunne vente – at der blev dyrket korn i Vorbasse, men man ved ikke hvilke kornsorter, ej heller hvor stort det dyrkede areal har været. Hovedkornsorterne i Danmark var dengang byg, rug og havre; lidt hvede blev også dyrket samt ærter og bønner.

Et vigtigt naturprodukt som blev brugt i store mængder i Vorbasse og andre landsbyer var træ. Det må være kommet langvejs fra da der i vikingetiden ikke var skove i nærheden af landsbyen. Træ var det vigtigste byggemateriale og blev desuden brugt til redskaber, møbler og brændsel. Umådelig mange egetræer måtte fældes for at skaffe alt det tømmer man havde brug for til huse, stalde og hegn. Det eneste bevarede tømmer i Vorbasse fandtes i brøndene, hvoraf en var beklædt indvendigt med 50 store egeplanker. Denne brønd indeholdt også en velbevaret stige og flere andre genstande af træ.

 I Vorbasse er fundet adskillige brønde. Denne er ved hjælp af den indvendige tømmerbeklædning dateret til år 734.

I Vorbasse er fundet adskillige brønde. Denne er ved hjælp af den indvendige tømmerbeklædning dateret til år 734.

I vikingetiden var der syv gårde i Vorbasse. I periodens første fase lå de på begge sider af en vej som gik øst-vest gennem byen. De havde alle grundstykker af omtrent samme bredde ud imod vejen, ca. 60 m; dog ser det ud til at det indhegnede område ved gården længst mod sydvest er blevet udvidet. Tofternes længde varierede fra ca. 60 m til ca. 130 m.

I den anden fase dækkede byen et større areal idet den havde bredt sig mod nordvest. Det er kun i dette nye område man har fundet spor af denne fases gærder men de viser at man stadig brugte samme anlæggelsesmodul. Der var tre gårde, to lå på indhegnede grunde der målte 60 m i bredden, mens den tredje var præcis dobbelt så bred. Denne tredje gård med mere end 25.000 m2 indhegnet areal var betydeligt større end gårdene i den tidligere landsby. De øvrige fire gårde var også større end gårdene havde været i den første fase. Det fremgår af udhusenes placering omkring de enkelte gårde. I anlægget af den tidlige vikingetids landsby er der en påfaldende regelmæssighed som forudsætter en eller anden form for styring. Det vil sige at man ikke skal forestille sig Vorbassebønderne som ligestillede og uafhængige frimænd, men som en slags fæstebønder under en jorddrot der udøvede en vis kontrol med landsbyens forhold. Den store gård fra 1000-tallet kan have tilhørt jordejeren, men det er sandsynligt at det var hans godsforvalter eller bryde der boede der.

Det er også værd at bemærke at der var det samme antal gårde i den romerske jernalder som i vikingetiden. Den germanske jernalders bebyggelse kan have haft flere, men det kan også tænkes at de gårdtomter fra denne periode som man har anset for samtidige, i virkeligheden tilhører to på hinanden følgende faser. Hvis det er tilfældet holdt antallet af gårde i Vorbasse sig konstant i over 1000 år. Den kendsgerning at antallet af gårde ikke steg, hverken på grund af deling af gårdene eller som følge af landsbyområdets udvidelse, samt den omstændighed at bondegårdenes størrelse også vedblev at være omtrent som før tyder på at befolkningstallet i Vorbasse ikke ændrede sig væsentligt i løbet af vikingetiden. Vikingetogterne og kolonisationen i det fremmede kan have opsuget en del mennesker, men næppe i nogen større målestok. En befolkningstilvækst kunne naturligvis have ført til bosættelse andetsteds, mest tænkeligt i nye bebyggelser, men, som før omtalt er der ingen sikre tegn på nogen ændring i landsbyernes antal eller indbyrdes afstand før 1000-tallet.

 Rekonstruktionstegning af en af gårdene i Vorbasse fra 1000-1100-tallet.

Rekonstruktionstegning af en af gårdene i Vorbasse fra 1000-1100-tallet.

Vorbasse havde stadig nogenlunde samme antal gårde i 1600-tallet, og i 1819 havde den kun otte, hver med et indhegnet stykke jord omtrent som 1000 år før. Denne stabilitet betyder dog ikke at indbyggertallet forblev uændret efter vikingetiden. Den store udvidelse af det dyrkede areal efter 1000-tallet, hvor mange nye gårde og landsbyer med navne på -torp eller -rød blev grundlagt, gjorde det muligt for folk der ikke var plads til i de gamle landsbyer som f.eks. Vorbasse at finde jord andetsteds. Da der ikke skete nogen tilsvarende bebyggelsesekspansion tidligere lader det til at man i vikingetiden har gjort en velovervejet og vellykket indsats for at begrænse befolkningstallet. En metode var at udsætte spædbørn. Kirkens modstand mod denne praksis kan have bidraget til den senere befolkningstilvækst.

I den tidlige vikingetid bestod alle gårdene i Vorbasse af et langhus med beboelse i den ene ende og stald i den anden, flere mindre bygninger samt nogle små grubehuse, dvs. hytter der var halvt nedgravet i jorden. Bygningsdetaljerne vil siden hen blive omtalt mere indgående. Gårdspladserne var indhegnet med gærder af egestolper som var sat lodret i jorden.

Tre meter brede porte med kraftige, dybt nedrammede stolper ved siderne vendte fra hver gårdsplads ud imod vejen gennem landsbyen, og hovedbygningerne, som alle var af samme type og størrelse – 33 m lange – lå midt på gårdspladsen. De mindre bygninger var placeret langs med gærdet, og grubehusene lå mellem gården og vejen. Disse småbygninger blev jævnt hen udskiftet, og til hver gård har der sikkert til enhver tid hørt en del mindre udhuse, og et par grubehuse der eventuelt kan være brugt til at væve tøj i.

Efter reorganiseringen af landsbyen omkring år 1000 var stuehusene knap så lange, 29 m; men da de ikke længere husede kreaturerne var beboelsesrummet betydeligt større. Der var nu selvstændige staldbygninger, og nogle af dem var anbragt så langt som muligt fra boligen. Der blev ikke længere bygget grubehuse, men til gengæld flere småbygninger. På den største gårdtomt ser det ud til at der en overgang har været ikke mindre end 12 bygninger i brug samtidig.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Sawyer: Vorbasse i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 14. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306984