Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Missionens mål og midler

Oprindelig forfatter Sawyer

Bortset fra Ebbos tidlige besøg rettede missionsvirksomheden i 800-tallet sig hovedsageligt mod handelsbyerne Hedeby og Ribe. Begge steder blev der bygget kirker for at imødekomme tilrejsende kristne købmænds behov, men også til glæde for daner som var blevet omvendt på deres rejser til europæiske kristne handelscentre som Dorestad og Hamburg. Ansgar modtoges ved hoffet både hos Horik 1. og 2. som begge lod til at være villige til at tolerere den kristne lære, men ikke til at lade sig døbe eller til at give afkald på danernes traditionelle trosforestillinger.

For missionærerne var dåben det afgørende punkt i omvendelsen. Den krævede dog på ingen måde en dybere forståelse af den kristne lære. Rimbert kunne efter Haralds dåb beskrive ham som uvidende og ikke belært om troen. Man kan mistænke nogle daner for at have modtaget dåben på grund af de gaver der sædvanligvis fulgte med. En forfatter fra 800-tallet fortalte at der hver påske kom flere og flere til kejser Ludvigs hof og blev døbt, alene for at få de hvide kjortler kejseren skænkede dem, og de kapper, våben og andre ting som fadderne gav i dåbsgave. Han illustrerede sin påstand med en anekdote som er oplysende, selv om den næppe er sand. Ved en lejlighed hvor der var kommet 50 personer til dåb var der ikke nok af de hvide linnedsdragter. Kejseren beordrede derfor „at man skulle skære nogle gamle skjorter i stykker og rimpe dem sammen til kjortler. Da en sådan hastigt sammenriet dragt uden videre snak var blevet trukket ned over hovedet på en ældre dåbskandidat betragtede han den længe med stor mistænksomhed. Til sidst tabte han beherskelsen og sagde til kejseren: „Hør engang: nu har jeg mindst tyve gange været igennem det her renselsesforetagende, og hver gang er jeg blevet udstyret med en flot hvid dragt; men denne her gamle sæk får mig mere til at føle mig som en svinehyrde end som en soldat”.”

 Kirken i Germigny-des-Près ved St.Benoît-sur-Loire byggedes i 806 til biskop Theodulf af Orléans. Trods en meget hårdhændet restaurering i 1800-tallet giver den et indtryk af den arkitektoniske rigdom i selv de små frankiske kirker.

Kirken i Germigny-des-Près ved St.Benoît-sur-Loire byggedes i 806 til biskop Theodulf af Orléans. Trods en meget hårdhændet restaurering i 1800-tallet giver den et indtryk af den arkitektoniske rigdom i selv de små frankiske kirker.

Ærkebiskop Hincmar gav af samme grund sin misbilligelse til kende da han rapporterede, at en gruppe vikinger som var blevet døbt og havde fået gaver hos kejseren „bagefter levede som typiske normanner efter hedensk skik nøjagtigt som før”.

Annonce

At overtale nogen til at tro på den nye lære krævede prædiken, og derfor måtte de missionærer der virkede blandt danerne lære det danske sprog. Nogle har formentlig været hurtigere til det end andre, og måske har Ansgar haft let ved det. Men det var en fordel at få hjælp af indfødte, og dem fik man fat i ved at rekruttere eller købe unge drenge. Det gjorde Willibrord da han besøgte Ongendus, og Ansgar købte både daner og slaver.

Imidlertid var det klart forståelige budskab ikke det afgørende. Der var – og er – en tiltrækning i det ubegribelige sprogs og de ufattelige ritualers mystik. Danerne har ikke kunnet læse de bøger Ansgar og hans fæller medbragte, men disse bøger var ikke desto mindre vægtige symboler på en ukendt magt. Denne magt demonstreredes naturligvis allerbedst ved Vesteuropas kristne hoffer og i dets kirker. De store, overdådigt udstyrede bygninger hvor der afholdtes lange, omstændelige gudstjenester med musik må have gjort et mægtigt indtryk på mange daner der som købmænd eller sendebud gæstede Frankerriget og England. Abbedier og kirker kunne plyndres for deres rigdomme, men de rummede også et uhåndgribeligt budskab, og efterhånden som de vestlige kristne landes forsvarsevne øgedes og vikingerne led nederlag var der flere og flere vikinger som blev overbevist om den kristne guds overlegne styrke.

 Blandt tøjstumperne der er fundet i Hedeby havn var to små dyremasker. I udbredt tilstand målte den her viste kun 19 x 14 cm, og den var således for lille til at trækkes over hovedet.

Blandt tøjstumperne der er fundet i Hedeby havn var to små dyremasker. I udbredt tilstand målte den her viste kun 19 x 14 cm, og den var således for lille til at trækkes over hovedet.

Missionærerne yndede at fremføre det argument at deres gud var mægtigere end andre guder og hjalp dem som dyrkede ham; f.eks. bruger Rimbert det som et generelt tema i Ansgars Levned. Denne påstand vendte sig mod missionærerne selv når det gik dem dårligt som ved Hamburgs plyndring, men den tjente deres sag når hedninge blev besejret eller ramtes af mystiske sygdomme som det skete for Ragnar og hans fæller efter angrebet på St. Germains kloster.

Den kristne guds magt kunne vise sig på mærkelige måder, mærkeligst måske i lodkastning der var en særlig hedensk skik hvorpå der findes mange eksempler. Et af dem er fra Willibrords Levned hvor alle missionærerne med undtagelse af en blev frelst fra døden ved hjælp af lodkastning. Denne skik fordømtes af kirken, men ude i missionsmarken måtte man fare med lempe og indlade sig på kompromiser, som nok kunne forekomme mærkelige og måske uforsvarlige for gejstlige der levede fredeligt og sikkert i frankiske og romerske klostre og kirker.

Missionærerne var naturligvis fortrolige med Bibelen og parate til at fremstille deres erfaringer og resultater i lyset af bibelske profetier. Således mente Ansgar at han opfyldte Ezekiels profeti: „Jeg sender ild mod Magog og mod dem, der bor trygt på de fjerne øer”. Deres undervisning støttede sig også til Plinius den Ældres fantasifulde fremstilling af oldtidens etnografi. Et afsnit herfra vedrorende mennesker med hundehoveder, cynocephali, blev levendegjort for Rimbert da han selv ventede at mode dem. Han skrev til en frankisk lærd, den ærværdige Ratramnus, for at spørge om disse væsener havde sjæl og om han kunne omvende dem. Hans brev findes ikke mere, men det gør svaret hvoraf det fremgår, at Rimbert har fortalt at „de danner samfund og bor i landsbyer; de dyrker jorden og høster afgrøden; de skjuler deres kønsdele som anstændige mennesker og viser dem ikke frem som dyr; og til beklædning bruger de ikke kun skind, men rigtige klæder hvorved de viser deres sømmelighed.”

 Prægestempel af bronze fra 500-tallet, fundet i Torslunda på Öland. Det viser en kriger med sværd og spyd, iført en maske i form af et dyrehoved. Meningen med dette kendes ikke, men masken afspejler måske det ritual eller den tradition, som ligger bag vikingetidens tro på eksistensen af mennesker med dyrehoved.

Prægestempel af bronze fra 500-tallet, fundet i Torslunda på Öland. Det viser en kriger med sværd og spyd, iført en maske i form af et dyrehoved. Meningen med dette kendes ikke, men masken afspejler måske det ritual eller den tradition, som ligger bag vikingetidens tro på eksistensen af mennesker med dyrehoved.

Rimbert fandt at alt dette måtte bevise at de havde fornuftige sjæle, og Ratramnus gav ham ret, dog uden begejstring. Vi ved ikke hvor Rimbert ventede at mode disse cynocephali, eller hvad det nu var for nogle. Mennesker med dyrehoveder optræder i tidlig skandinavisk kunst, men det var ikke billeder han beskrev; det kan også have drejet sig om en barndomsoplevelse. Måske har han overværet en eller anden leg eller rituel handling hvor deltagerne bar dyrehove dm asker, muligvis af den slags som i 1980erne blev fundet i Hedebys havn. Hvad forklaringen end er, så er Rimberts problem en påmindelse om at Skandinavien var et højst ejendommeligt sted for et menneske med hans trosforestillinger og uddannelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Sawyer: Missionens mål og midler i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306962