Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den voksende trussel

Oprindelig forfatter Sawyer

Ved slutningen af 700-tallet var de skandinaviske sørøveres overfald på udsatte steder ved de vesteuropæiske kyster blevet et så alvorligt problem at både englændernes og frankernes herskere var nødt til at gribe ind. I år 800 organiserede Karl den Store forsvaret langs kyststrækningen mellem Rhinens og Seinens udløb imod sørøvere som „hærgede i Nordsøen”. Englænderne havde allerede ti år før gjort noget tilsvarende i Kent på den anden side af Kanalen. De tidlige vikingeangreb var rettet mod let tilgængelige mål ved kysterne, bl.a. klostrene på de små Atlanterhavsøer. Angrebene var forholdsvis små og spredte, og forsvaret synes at have fungeret rimelig godt, således som det f.eks. fremgår af De frankiske Rigsannaler for 820: „Fra normannernes land var tretten sørøverskibe lettet, og mændene søgte først at gå i land på den flanderske kyst for at plyndre, men blev drevet tilbage af vagtmandskabet; dog satte de på grund af vagtposternes uopmærksomhed her nogle usle hytter i brand og drev af med nogle stykker kvæg. Da de forsøgte noget lignende i mundingen af Seinen, mistede de under kystbevogtningens modstand fem mand og måtte trække sig tilbage med uforrettet sag. Til sidst fik de heldet med sig på Aquitaniens kyst; her udplyndrede de helt landsbyen Bouin [syd for Loireflodens udløb] og vendte hjem med stort bytte.”

 Disse billeder fra et frankisk 800-tals manuskript er illustrationer til Davids Salmer, men giver samtidig et levende indtryk af frankernes våben og krigs- dragter i 800-tallet. De viser også fæstningsanlæggenes betydning.

Disse billeder fra et frankisk 800-tals manuskript er illustrationer til Davids Salmer, men giver samtidig et levende indtryk af frankernes våben og krigs- dragter i 800-tallet. De viser også fæstningsanlæggenes betydning.

I 830rne tog angrebenes styrke, frækhed og hyppighed mærkbart til. Det første overfald på et større ikke-kirkeligt mål skete i 834 da handelspladsen Dorestad, der lå 80 km fra havet ved en biflod til Rhinen, blev udplyndret. Angriberne kom igen hvert år indtil 837, og det gik også ud over andre vigtige handelscentre. Quentovic i nærheden af Boulogne, London og Southampton blev alle angrebet mellem 840 og 842, og i 841 sejlede en vikingeflåde første gang op ad Seinen, angreb flere klostre, bl.a. jumièges, og plyndrede Rouen. Overfaldsmændene havde nu opdaget at byer og klostre var sårbare, og at deres indbyggere var parate til at betale for at slippe for vold og plyndring. I 845 frikøbte Paris sig med den uhørte sum af 7000 pund sølv. Rygtet om denne succes spredte sig hurtigt, og snart dukkede vikingeflåder op på alle større floder i det vestlige Frankerrige. Klostre og byer langs Somme, Seinen, Loire, Garonne og endog Rhône blev overfaldet, og fra 853 var der permanent stationeret vikingeflåder i floderne Seine og Loire. De foretog også angreb i England – en flåde overvintrede i 851 for første gang i Themsens munding – men i de første 20 år efter 845 rettedes langt de fleste vikingeoverfald mod det vestlige Frankerrige.

 Kort over Vesteuropa med angivelse af de områder som vikingerne særligt hjemsøgte i 800-tallet.

Kort over Vesteuropa med angivelse af de områder som vikingerne særligt hjemsøgte i 800-tallet.

Røverne kom fra mange egne i det vestlige Skandinavien. Man hører lejlighedsvis at en flok kom fra et bestemt område som Vestfold ved Oslo Fjord eller Hordaland i det vestlige Norge, men de omtales lige så tit bare som hedninge, vantro eller normanner, ord der kunne bruges i flæng om daner og nordmænd. Der er dog vidnesbyrd nok til at vise at de fleste af de vikinger som hjemsøgte Østengland og det nordlige Frankerrige var daner, mens nordmændene mest holdt sig til de skotske øer, Irland og Frankerrigets Atlanterhavskyst. Men de havde ikke eneret på disse områder. Danerne begyndte 851 at kappes med nordmændene i Irland, og nogle flåder må have bestået af folk fra flere egne af Skandinavien. Naturligvis ved man mest om vikingernes anførere, og mange af disse kaldes udtrykkeligt daner. En del af dem var medlemmer af en kongelig dansk familie. Kong Harald som blev fordrevet af Godfreds sønner i 827, hans sønner Godfred og Rodulf og hans slægtning Rorik var alle fremstående vikingeanførere. Den Godfred der var aktiv som viking i 880erne tilhørte antagelig den samme familie. Andre danske ledere var Ragnar som angreb Paris i 845, Sigfred som stod for belejringen af Paris 885-86, Asger som anførte den flåde der første gang sejlede op ad Seinen, og Weland som blev døbt i 862 og lod sig hverve af Karl den Skaldede af Frankrig.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Sawyer: Den voksende trussel i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306968