Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Årer og sejl

Oprindelig forfatter Sawyer

 Styreåre fra vikingeskib, hentet op af Kattegat i 1958 i nærheden af Voerså i Vendsyssel. Lignende sideror er fundet på Gokstad- og Osebergskibene. De to huller til rorpinden var, som det ses på rekonstruktionstegningen, anbragt sådan, at åren kunne stå lodret eller skråt, alt efter vanddybden.

Styreåre fra vikingeskib, hentet op af Kattegat i 1958 i nærheden af Voerså i Vendsyssel. Lignende sideror er fundet på Gokstad- og Osebergskibene. De to huller til rorpinden var, som det ses på rekonstruktionstegningen, anbragt sådan, at åren kunne stå lodret eller skråt, alt efter vanddybden.

Årer var et vigtigt fremdrivningsmiddel for alle fartøjer, bortset fra pramme og eger. Selv velriggede sejlskibe måtte somme tider ros, enten for at supplere sejlenes effekt eller for at manøvrere i en snæver vending. Årerne var særlig nyttige på krigsskibe, ikke bare fordi de gjorde det muligt at manøvrere i smalle kanaler og at være relativt uafhængig af vindens luner, men også fordi et stort mandskab ved årerne og dermed en stor besætning var en fordel når det kom til kamp. Antallet af besætningsmedlemmer på krigsskibene varierede. Det lille krigsskib fra Skuldelev var 18 m langt og var beregnet til at drives frem af 12 par årer. Det store er ikke så velbevaret at man kan bestemme årepladserne; men det var tilsyneladende 28 m langt og har muligvis haft 20 par årer, måske flere.

Nogle få meget store skibe kan være bygget i 1000-tallet specielt til brug for konger og andre anførere, men de bliver altid omtalt som noget helt usædvanligt. Formodentlig havde et almindeligt krigsskib omkring 20 par årer svarende til bemandingen af ledingsskibene i middelalderen der i regelen havde et mandskab på 42.

Annonce

Når man skal ro effektivt er det bedst at have årerne så lavt som muligt, så bladene rammer vandet i en meget spids vinkel. Derfor havde krigsskibene ofte lavt fribord, hvilket til gengæld gjorde dem sårbare i hårdt vejr. De flådestyrker som angreb England i kong Æthelreds regeringstid synes stort set at have bestået af skibe af denne type, og af den grund var vikingerne tilbøjelige til at følge den forholdsvis beskyttede kystrute fra og til Danmark. I 1014, da Knud den Stores flåde forlod England efter hans fars død, sejlede hans flåde ikke direkte fra Humber, men fulgte østkysten til Kent før den stak ud i Vesterhavet. Og når Edvard Bekenderen samlede flådestyrker i forventning om et dansk angreb, lagde han flåden ved Sandwich i Kent.

 Det største af krigsskibene fra Skuldelev, rekonstrueret med fuld besætning under roning.

Det største af krigsskibene fra Skuldelev, rekonstrueret med fuld besætning under roning.

På rejser over store afstande var sejl en afgjort fordel, når det drejede sig om handelsskibe hvor en stor ladning var at foretrække for et stort mandskab. Omkring 700-tallet var danerne og deres naboer fuldstændig fortrolige med brugen af sejl. Det tilbehør og udstyr man har fundet i skibe fra den periode viser en avanceret sejlteknik. Der er f.eks. rundholte til at holde sejlets underlig, ikke kun når skibet løber for vinden, men også ved bidevind, dvs. når man sejler med vinden tværs. Eksperimenter med rekonstruktioner af skibe fra perioden har vist, at det var meget fine sejlskibe som kunne sejle så tæt som fem streger (55°-60°) op mod vinden. Disse eksperimenter har også lært os en del om mulige hastigheder. Ved stagvending kunne et skib sejle op til to knob imod vinden, men under ideelle betingelser kunne et vikingefragtskib som Skuldelev 1 holde en fart på seks-otte knob i gennemsnit, og i en frisk brise på 10-12 m/sek. kunne det maksimalt komme op på 10-12 knob (18-22 km i timen). Under vore himmelstrøg er vinden imidlertid en lunefuld rejsekammerat, og derfor er det umuligt at anslå rejsernes varighed. Ottar sejlede fra Kaupang i Sydnorge til Hedeby på fem dage, hvilket kun har kunnet lade sig gøre hvis det blæste kraftigt og vedholdende fra de nordlige kanter. En fodnote i Adam af Bremens historie fastslår at rejsetiden fra Ribe til England var tre dage. Det må også have været under gunstige vindforhold.

Storme er farlige, men et velfungerende søgående fartøj fra vikingetiden kunne klare meget barske vejrforhold. Dette demonstreredes på dramatisk vis, da en kopi af det store handelsskib fra Skuldelev kom frelst igennem vindstød på 35 m/sek. ud for den grønlandske kyst. Mindre sødygtige skibe ville være forlist, hvad mange af vikingernes skibe vel også gjorde.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Sawyer: Årer og sejl i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306944