Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det danske vejsystem i vikingetiden

Oprindelig forfatter Sawyer

 De fuldt optrukne streger på kortet angiver de ruter man indtil fundet af en 900-tals-bro over Vejle Å ved Ravning formodede at Hærvejen havde fulgt i Jellingområdet, mens de stiplede streger viser spor af vejforløb som er blevet erkendt siden da. De to markeringer viser hvor svært det er at fastlægge fortidens vejlinier, og hvor lidt vi endnu ved om dem.

De fuldt optrukne streger på kortet angiver de ruter man indtil fundet af en 900-tals-bro over Vejle Å ved Ravning formodede at Hærvejen havde fulgt i Jellingområdet, mens de stiplede streger viser spor af vejforløb som er blevet erkendt siden da. De to markeringer viser hvor svært det er at fastlægge fortidens vejlinier, og hvor lidt vi endnu ved om dem.

Med opdagelsen af flere broers beliggenhed er man nået langt i forsøget på at skabe faste topografiske og kronologiske rammer for studiet af det danske vejnet i vikingetiden; men rekonstruktionen af længere vejstrækninger kræver indsigt i hvordan landskabet har ændret sig. Der var tilsyneladende mindst to hovedovergangssteder ved Limfjorden, et ved Ålborg og et længere vestpå fra Ørbæk til Aggersborg, og der var flere mulige ruter over bælterne, afhængige af forbindelsesmulighederne på land med de pågældende havne; men som før omtalt frembyder rekonstruktionen af kystlinien og af havbundsforholdene ud for kysten et mindst lige så stort problem som rekonstruktionen af de veje der førte til disse havne.

Når man søger efter spor af vikingetidens vejsystem bør man ikke lade sig vildlede af en forudfattet idé om at hovedvejene forbandt de vigtigste byer direkte. Den viden man i dag har om Hærvejen tyder på at økonomiske og politiske hovedcentre som Ribe og Jelling var forbundet med hovedvejen ved sideveje eller -spor. Selv Hedeby ligger et stykke fra Hærvejen. Hidtil har man troet at Hærvejen gik direkte til Viborg, som traditionelt var det centrale mødested i Jylland og det tingsted hvor kongerne blev valgt eller hyldet. Det senmiddelalderlige tingsted lå i nærheden af domkirken, og dette kan kun have været lige ved Hærvejen. I det angelsaksiske England afholdtes de frie mænds tingmøder ofte ved vejkryds i nærheden af vadesteder eller andre knudepunkter for samfærdselen. Imidlertid er de ældste dele af Viborg by nu blevet lokaliseret til bredden af Søndersø, ca. en km fra tingstedet. Hvis tingstedet lå på sin gamle plads voksede det første Viborg altså ikke op ved den store vej, men var, i lighed med andre jyske byer, forbundet med Hærvejen ved en kort stikvej.

Endnu mere uklart tegner vejnettet sig i de dele af Danmark som nu er svenske. Den største færdselsåre der fører til Västergötland var Götaelven som er sejlbar de første 60 km op til Lilla Edet. Vraget af et fragtskib fra 1000-tallet er fundet ved Götaelvens bred i nærheden af Äskekärr. Den bedste landingsplads hvorfra der var en nogenlunde god vej gennem skovene til Västergötlands sletteland lå ca. ti km syd for Lilla Edet hvor Ljudåen (nu Gårdåen) løber ud i elven. Dér begyndte Lödoöe by at vokse frem i 1000-tallet.

Annonce

Der er ikke fundet rester af nogen havn mellem Lödöse og Skånes grænse. Dengang som senere har man vel benyttet sig af steder med godt læ i vige og åmundinger, f.eks. Galtabäck syd for Varberg, som er den sydligste velbeskyttede landingsplads på Hallands kyst. Her har man fundet to middelalderlige skibsvrag. Der må have været en eller flere veje der løb parallelt med kysten, men hovedvejene fulgte elvene Viskan og Ätran gennem skovene til Västergötland. Man har fundet runeindskrifter fra 1000-tallet ved begge veje, men der er særlig mange på det stykke vej som følger Ätran gennem Redvägs Härad (dvs. ride- eller færdselsvejs herred), et navn som understreger rutens betydning for trafikken. Disse veje egnede sig bedre til lettere færdsel til fods eller til hest end til den tungere belastning af vogne og større flokke. Det var derfor, at mange af de senere felttog på disse kanter foregik om vinteren når frosten gjorde jorden hård. Så kunne man også gå på isen over moser, søer og elve.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Sawyer: Det danske vejsystem i vikingetiden i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306950