Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Skove

Oprindelig forfatter Sawyer

Skovområdernes udbredelse og omfang har også ændret sig væsentligt siden vikingetiden. Den almindeligste træsort var eg, og en undersøgelse af det bevarede tømmer viser, at selv om noget af det hidrører fra fritstående træer eller fra småskove kommer det meste dog fra deciderede skovtræer. Enkeltvoksende træer blev først et karakteristisk træk i det danske landskab i 1100-tallet, efter at en omfattende skovrydning havde frilagt store arealer som nu lå åbne med enkelte træer eller små lunde. Også bøg, birk, nød og ask har man fundet rester af. Pollendiagrammer supplerer vor viden om periodens økologi og bekræfter at der endnu i 1000-tallet var store skove i mange egne af Danmark trods det enorme forbrug af egetræ til mange forskellige formål, først og fremmest bygninger, fæstningsværker, skibe, broer og veje over dalenes engdrag.

 Egnen omkring Vorbasse, her kortlagt på grundlag af en detaljeret opmåling i 1870, havde som så mange andre områder i Danmark udstrakte moser og våde engdrag for moderne dræning forvandlede landskabet. Den sorte plet viser landsbyens beliggenhed i vikingetiden, ca. én km nord for det nuværende Vorbasse.

Egnen omkring Vorbasse, her kortlagt på grundlag af en detaljeret opmåling i 1870, havde som så mange andre områder i Danmark udstrakte moser og våde engdrag for moderne dræning forvandlede landskabet. Den sorte plet viser landsbyens beliggenhed i vikingetiden, ca. én km nord for det nuværende Vorbasse.

Ifølge pollendiagrammerne var der større skovområder ved vikingetidens slutning end der havde været i den førromerske jernalder. En stor del blev fældet i middelalderen og i begyndelsen af nyere tid, men mægtige skove blev alligevel tilbage og kan ses på de ældste landkort. Johannes Mejers kort fra 1649 viser f.eks. at Farrisskoven endnu på den tid dækkede et udstrakt areal mellem Kongeåen og Gram Å. Stednavne som Rødding, Lunderskov og Skovlund fortæller om en fjern tids skovrigdom, og Lindet – som egentlig betyder lindeskoven – bevarer mindet om de lindetræer som var almindelige i forhistorisk tid, men næsten var borte i vikingetiden. Pollendiagrammerne tyder endvidere på en markant stigning i antallet af bøgetræer, og at mængden af egetræer ikke var aftaget synderligt. Man udnyttede egeskovene til dyrefoder og gavntræ, men det skete mest ved afskæring af kviste og grene, hvilket ikke skader træerne eller hæmmer væksten. Det lader til at vikingetidens daner har passet på deres skove.

Man skal dog ikke tro at hele landet var skovklædt. Et pollendiagram fra Vorbasse i Midtjylland viser at der praktisk talt næppe voksede et træ her hverken i vikingetiden eller i tiden forud. Ikke desto mindre var bønderne i Vorbasse i stand til at skaffe sig rigelige mængder af træ til husbygning og gærder; selv brøndene havde de råd til at fyre med egetræ.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Sawyer: Skove i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 14. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306920