Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gårde og landsbyer

Oprindelig forfatter Sawyer

Adskillige forsøg er gjort på at anslå den danske befolknings størrelse i vikingetiden, men der er intet pålideligt grundlag for sådanne beregninger. Kun få bebyggelser fra perioden er udgravet, og kun to fuldstændigt, nemlig landsbyerne Sædding og Vorbasse. Den sidste fortæller mest. Her er der spor af gærder mellem hustomterne. De viser at landsbyen bestod af syv gårde, stort set af samme størrelse; men hvor mange mennesker hver gård husede kan vi kun gisne om. Nogle historikere har ment at der i løbet af vikingetiden skete en mærkbar stigning i indbyggertallet, men antallet af gårde i Vorbasse holdt sig konstant gennem hele perioden og længere endnu. En forøgelse af beboernes antal ville have betydet større husstande, men intet i det arkæologiske materiale peger på at det var tilfældet. Et stigende befolkningstal kunne naturligvis medføre at der blev etableret helt nye bebyggelser på hidtil udyrket jord. Man har ment at mange stednavne på -torp (der i nyere tid er blevet til -drup, -strup, -trup eller -rup) er udtryk for en sådan nyopdyrkning i vikingetiden. I mere end halvdelen af disse stednavne, dvs. godt 1600, er ordet torp forbundet med et personnavn, i regelen et mandsnavn, og det formodes at der er tale om navne på de mænd som først slog sig ned og dyrkede jorden her. I så fald dannedes nogle af disse landsbyer først senere; en del af personnavnene er nemlig kristne, som f.eks. Niels og Peder, og har sandsynligvis ikke været brugt før 1000-tallet. Der findes således seks Nielstrupper og 13 Pederstrupper i Danmark. Imidlertid kan personnavne slet ikke bruges til at datere bebyggelsernes opståen. Noget tyder på at de sønderjyske -torp'er er fra vikingetiden, men der er ikke grundlag for at tro det samme om -torp'erne i det øvrige Danmark. Ganske vist brugte danske emigranter i England ordet torp til nye stednavne i England i 800-tallet, men det beviser ikke at deres samtidige landsmænd benyttede glosen hjemme i Danmark. Tværtimod er der al mulig grund til at betvivle at en større del af danske torpnavne skulle hidrøre fra nyopdyrkninger i vikingetiden. Pollendiagrammer viser nemlig at der ikke skete nogen mærkbar indskrænkning i bestanden af skove eller udvidelse i omfanget af dyrket jord i løbet af vikingetiden, mens der er sikre tegn på en øgning af pløjejord og reduktion af skov i 1100-tallet. Der er godt 3500 torpnavne i det middelalderlige Danmarks område, og der har endda været flere som nu er forsvundet. Hvis halvdelen eller bare en fjerdedel af dem betegnede nye bebyggelser i vikingetiden kunne vi med rimelighed have forventet det udtrykt i pollendiagrammerne. De ændringer som senere kan observeres i diagrammerne er da også betydeligt lettere at forstå hvis de fleste torp'er var landsbyer fra 1100-tallet. Det bør også påpeges at i de udgravede landsbyer er der intet som tyder på at de er blevet fattigere, således som man kunne have forventet hvis der var gjort væsentlige indhug i ressourcerne ved anlæg af nye landsbyer.

 Tegning af Vorbasse i 800- og 900-tallet på grundlag af resultater fra omfattende udgravninger. Landsbyens beliggenhed i terrænet ses på nedenstående kort.

Tegning af Vorbasse i 800- og 900-tallet på grundlag af resultater fra omfattende udgravninger. Landsbyens beliggenhed i terrænet ses på nedenstående kort.

Arkæologiske undersøgelser af bebyggelser overalt i Danmark har vist, at de fleste, måske alle landsbyer først hen imod slutningen af vikingetiden eller senere fandt deres blivende sted – der hvor de nu ligger. Vorbasse lå således på samme sted fra vikingetiden til 1000- eller måske 1100-tallet; men før den tid ser det ud til at landsbyerne har flyttet sig nogle hundrede meter fra tid til anden. I den romerske jernalder er sådanne forskydninger sket ca. hvert hundrede år, men senere var beliggenheden stabil i længere perioder. På Fyn har det mere end 50 steder været muligt at lokalisere landsbyernes ældre beliggenhed ved hjælp af marknavne som Gammeltofte og Byetofte, og nogle af disse steder har været beboet i vikingetiden; men de kan endnu tidligere have ligget et helt tredje sted, og det kan derfor ikke lade sig gøre at tidsfæste en bebyggelses opståen på grundlag af udgravning af en enkelt landsbytomt. En arkæologisk løsning af dette problem må afhænge af fremtidige undersøgelser af større områder. Som landet ligger må vi være uhyre skeptiske over for teorier om at der skete en betydelig stigning i befolkningstallet i vikingetidens Danmark og at det førte til grundlæggelse af gårde og landsbyer.

 Fuglsø Mose på Djursland.

Fuglsø Mose på Djursland.

De jyske landsbyer man har udgravet var hovedsageligt afhængige af kvægdrift. Nogle gårde havde stalde til et stort antal dyr, formentlig især kvæg, selv om også heste kan have været opstaldet. I Vorbasse havde en gård plads til 50 dyr. Men man pløjede og såede også på landsbyernes marker, og i Vorbasse blev gårdtomterne pløjet op efter at husene var flyttet, sandsynligvis fordi de tykke gødningslag på staldgulvene havde forbedret jordens frugtbarhed væsentligt. Korndyrkning kan have haft større betydning på øerne og i Skåne, men pollendiagrammerne viser intet om at der har været intensiv dyrkning af korn nogetsteds i Danmark før slutningen af vikingetiden. På den anden side er der heller ikke noget der tyder på tilbagegang i agerdyrkningen.

Annonce

 Diagrammet viser de forskellige træpollentyper. Diagrammet viser at der i hvert fald indtil 1000-tallet kun har været ubetydelige forandringer i den totale mængde træpollen. Herefter er der en mægtig forøgelse af pollen fra dyrkede afgrøder.

Diagrammet viser de forskellige træpollentyper. Diagrammet viser at der i hvert fald indtil 1000-tallet kun har været ubetydelige forandringer i den totale mængde træpollen. Herefter er der en mægtig forøgelse af pollen fra dyrkede afgrøder.

 Udgravning på en mark der kaldes Bytofte ca. 1 km syd for middelalderbyen Røjerup på Østfyn afslørede tydelige spor af en landsby fra den yngre vikingetid som blev forladt i 1100-tallet. Navnet må hidrøre fra landsbyens tid og lever videre som marknavn. Ved hjælp af dette har arkæologerne kunnet stedfæste vikingetidsbyen.

Udgravning på en mark der kaldes Bytofte ca. 1 km syd for middelalderbyen Røjerup på Østfyn afslørede tydelige spor af en landsby fra den yngre vikingetid som blev forladt i 1100-tallet. Navnet må hidrøre fra landsbyens tid og lever videre som marknavn. Ved hjælp af dette har arkæologerne kunnet stedfæste vikingetidsbyen.

 Diagrammet angiver mængden af fint støv, som gennem de sidste 6000 år har aflejret sig i Fuglsø Mose på Djursland. Denne mose har været under stadig vækst, og alt hvad der har lagt sig af pollen og støv på dens overflade ligger gemt under senere lag. Man har dateret lagene ved hjælp af det radioaktive kulstof de indeholdt. Støvdiagrammet bekræfter at den kraftige tilvækst af pløjejord er sket efter vikingetiden.

Diagrammet angiver mængden af fint støv, som gennem de sidste 6000 år har aflejret sig i Fuglsø Mose på Djursland. Denne mose har været under stadig vækst, og alt hvad der har lagt sig af pollen og støv på dens overflade ligger gemt under senere lag. Man har dateret lagene ved hjælp af det radioaktive kulstof de indeholdt. Støvdiagrammet bekræfter at den kraftige tilvækst af pløjejord er sket efter vikingetiden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Sawyer: Gårde og landsbyer i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 11. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306922