Samfund og ledere

Landsbyer og gårde dannede tilsammen større enheder, bygder, som ofte havde naturlige grænser, især kyster og åer. Nogle af bygdenavnene lever videre i syssel- og herredsnavne. Således er Åbosyssel opkaldt efter de folk der boede ved Gudenåen, som danner dette syssels vestgrænse, mens Vendsyssel, som oprindeligt hed Wændæl eller Wændlæ, indeholder navnet på det folkefærd der levede ved Limfjorden. Indbyggerne i en anden bygd i Limfjordsegnen gav navn til Vandfuld Herred vest for Lemvig, som første gang nævnes i 1231 som Wændlefolkhæreth. Lignende bygdenavne forekommer overalt i Danmark.

Det er sandsynligt at disse bygders frie indbyggere i vid udstrækning styrede deres egne anliggender og regelmæssigt mødtes på tinge for at afgøre tvistigheder og arvesager. De første efterretninger om et sådant ting er fra en senere tid, men der er ingen grund til at betvivle at f.eks. Vendelbo bygdeting havde ældgamle rødder. Det er også troligt at indvånerne i disse bygder stod under en eller anden form for øvrighed. I kilder fra tiden betegnes nogle mænd som stormænd og herskere, og også andre forhold viser social forskel, såsom modsætningen mellem de overdådigt og de sparsomt udstyrede grave. Runeindskrifter hører især stormændene til, og nogle hentyder direkte til herredømmet over et lokalområde. To indskrifter fra Sydvestfyn, fra Helnæs og Flemløse, betegner „Roulv” som „næsboernes gode”. På Island brugtes ordet gođi om høvdinge, og det står klart at Roulv virkelig var helnæsboernes herre eller høvding. Måske kan man få en idé om udstrækningen af hans herredømme ud fra den anden stens findested ved Flemløse ca. 14 km nord for Helnæs by. Endnu en fynsk gode, Alle, mindes i den lange runeindskrift i Glavendrup på Nordfyn. Han herskede over sølverne, en ellers ukendt gruppe mennesker. Det enkelte individs sikkerhed har til en vis grad beroet på slægtninges hjælp, men en stærk herres støtte har alle dage betydet øget tryghed; til gengæld kunne herremanden forvente tjenesteydelser samt en eller anden form for økonomisk modydelse.

Enkelte personer ejede mægtige godser. Odinkar, som var biskop i Ribe i begyndelsen af 1000-tallet, fik en stor fædrenearv som han skænkede til bispeembedet. Vi har ingen samtidige efterretninger om sådanne godsers størrelse, men en vis forestilling herom kan man danne sig ud fra den sjællandske stormand Sune Ebbesens (død 1186) gods; hans besiddelser svarede til 1000 bondegårde. Odinkar tilhørte det højeste aristokrati og var måske endda i slægt med kongen; meget taler for at hans ejendomme, som så mange andres, stammede fra privilegier som tidligere herskere, konger eller underkonger havde nydt.

Runeindskrifter og skjaldedigte fortæller lidt om aristokratiets idealer, og i Ansgars Levned kan man enkelte steder finde oplysning om dets religiøse forestillinger og vaner. Selve titlen gode viser lederens religiøse rolle, for den er afledt af et ord der betyder præst. Undertiden har man slet og ret fortolket ordet gode som præst, men det er en misforståelse. På lignende måde er den glose der brugtes om et hus som tilhørte en høvding, et hov, blevet taget for at betyde tempel. Høvdinge forestod ganske vist de religiøse ritualer, men det gør ikke dem selv til præster eller deres huse til templer. Menigmands trosforestillinger og skikke står os mere uklart, men visse holdepunkter kan man dog finde i begravelsesskikke og ved at tage sammenlignende etnologi til hjælp.

Vor viden om danernes fysiske fremtræden i vikingetiden stammer fra skeletter som er fundet i grave fra perioden, men de var næppe repræsentative for hele befolkningen. Mandshøjden varierede i disse grave fra 163 cm til over 184 cm. Det giver et gennemsnit på 172,6 cm, hvilket er godt 4 cm mere end der blev målt på sessionerne i Slesvig-Holsten 1876-80. Det fremgår af samme undersøgelse, at mens mænd i vikingetiden som regel levede lige så længe som tidligere i jernalderen, hvor gennemsnitsalderen var ca. 39 år, så lå gennemsnittet for de kvinder, hvis skeletter man har undersøgt, over 41 år. Men det hænger sammen med, at man kun har fundet ganske få unge kvinders grave.

De forskelligartede ressourcer man kunne trække på var endnu ikke udpinte, selv skovene blev brugt med varsomhed. De gårde man har fundet i Vorbasse var store og lader sig sagtens sammenligne med senere danske gårde. Indbyggerne i Vorbasse og mange andre landsbyer var i stor udstrækning afhængige af hvad de selv kunne producere, men de var også i stand til at skaffe sig importerede varer som klæberstenskar, slibesten og jern fra andre dele af Skandinavien såvel som møllesten fra Eifelområdet i Tyskland. Nok har mange mennesker kun haft en snæver horisont, og nok er flertallet næppe kommet synderlig vidt omkring, men de samfund de levede i var bestemt ikke isolerede. Der var mange kontaktmuligheder, især for aristokratiet. Der kom også kontakt og indflydelse udefra gennem handel, diplomati, kristen mission og tilmed ved vikingetogter i det fremmede. Som følge heraf importeredes både tanker og ting. Nye måder at fremstille tøj på blev introduceret sammen med nye stilarter i udsmykningen; en ny religion vandt frem, og sproget fik mange nye ord. Den udenlandske indflydelse nåede naturligvis først frem til herskerne, deres højættede hirdmænd og de store jorddrotter; og det er disse mennesker, især kongerne, vi ved mest om.